I Sønderjylland var situationen efter Genforeningen i 1920 noget anderledes end i resten af Danmark. På samme måde som i det øvrige land fandtes der lokale sygehuse, men deres kapacitet var begrænset. Staten overtog derfor det tyske marinelazaret i Sønderborg og omdannede det til et statsejet sygehus, der efterhånden udviklede sig til et centralsygehus for landsdelen, og som i forbindelse med kommunalreformen i 1970 blev overført til Sønderjyllands Amt.
Egentlige private sygehuse (privathospitaler), der alene drives på grundlag af betaling fra patienterne eller deres forsikring, er i Danmark et nyt fænomen, endnu meget fåtallige og af ubetydelig størrelse sammenlignet med det samlede sygehusvæsen. Mange steder i udlandet er der derimod tale om et meget stort antal private sygehuse og sygehusorganisationer. I mange lande er privatejede sygehuse hovedansvarlige for dækningen af sygehusbetjeningen. Betalingen for behandlingen af patienter på sådanne sygehuse sker oftest gennem forsikringer, der hyppigt er knyttet til forskellige arbejdsmarkedsordninger (lovgivning, aftaler, kontrakter), mens det offentlige kun betaler den del af sygehusforbruget, som ikke dækkes på denne måde.
Indtil ca. 1930 havde Danmark et stort antal sygehuse, som ikke var organiseret i et sygehusvæsen. De enkelte sygehuse havde deres egen bestyrelse og traf selv beslutning om drift og anlæg uden afvejning i forhold til andre sygehuse i byen eller landsdelen. Kun Rigshospitalet havde som statsejet sygehus en funktion som overordnet sygehus, hvortil alle landets sygehuse kunne henvise patienter, der krævede behandling, som ikke kunne udføres af sygehusets egne læger.
I løbet af 1930'erne gik udviklingen så hurtigt, at det blev åbenbart, at man ikke kunne udbygge alle sygehuse lige stærkt, og tanken om oprettelsen af centralsygehuse opstod. De enkelte amter lavede aftaler om, at investeringer og udbygning samledes på et sted, hvortil de mindre sygehuse i amtet kunne henvise de patienter, der krævede større udstyr og specialisering, end man selv rådede over. Denne udvikling understøttedes efterhånden af lovgivningen og den statslige refusion, der blev givet til nybyggeri og drift, og da kommunalreformen blev planlagt i slutningen af 1960'erne, havde alle amter et centralsygehus og et antal mindre sygehuse. I de større provinsbyer havde man såvel et kommunalt som et amtsligt ejet sygehus med nogenlunde samme udbygningsgrad. Fortsat var det dog således, at hvert sygehus havde sin egen bestyrelse og i princippet var en selvstændig og af andre sygehuse uafhængig institution. Dette ændredes med kommunalreformen i 1970, da ansvaret for al sygehusdrift overførtes til de nye amtskommuner. Sammen med dannelsen af færre og større amter betød dette reelt en centralisering af sygehusene i 14 amtslige sygehusvæsener.
I 1970 overførtes alle købstads- og amtssygehusene til amtskommunerne, og sygehusvæsenet blev dermed amtsrådenes største enkeltopgave. Amtsrådene oprettede sygehusudvalg (senere sundhedsudvalg) sammensat af medlemmer af amtsrådet. Disse udvalg havde ansvaret for sygehusenes daglige drift og udvikling i overensstemmelse med de af amtsrådet vedtagne retningslinjer og budgetter.
Som et led i kommunalreformen blev der vedtaget en ny sygehuslov, som pålagde de enkelte amter at sikre den fornødne sygehusbetjening til deres befolkning enten på egne sygehuse eller på sygehuse, man indgår aftale med om varetagelse af en del af opgaverne. Desuden fik amterne til opgave at udarbejde samlede planer for sygehusvæsenets udbygning. Planerne skulle have en horisont på fire år og godkendes af staten. Hovedprincippet for denne planlægning var en samordning af amternes sygehuse med en videreudvikling af centralsygehusene som amternes hovedsygehuse, hvor de mere krævende specialer blev samlet og udviklet, mens den almindelige patientbehandling inden for kirurgi og medicin skulle være til stede på de lokale sygehuse, så flertallet i befolkningen fik kortest mulig afstand til behandling af mindre komplicerede sygdomme.
I løbet af de første ti år efter kommunalreformen, dvs. 1970-80, blev der gennemført en udvidelse af de amtskommunale sygehusvæsener. Sindssygehospitalerne, som under betegnelsen Statshospitaler for Sindslidende var forblevet under staten, blev i 1976 overført til amterne og gjort til en del af det almindelige sygehusvæsen. De blev efterhånden reduceret stærkt i sengetal, samtidig med at der opførtes nye psykiatriske afdelinger på centralsygehusene, og den ambulante behandling i distriktspsykiatrien blev udvidet. De psykiatriske plejehjem for kroniske patienter, der hidtil havde været en del af sygehusene, blev overført til den amtslige socialsektor som specialplejehjem.
De ortopædiske hospitaler og afdelinger drevet af Samfundet og Hjemmet for Vanføre blev i 1980 overført til amterne på de ortopædkirurgiske afdelinger, og deres opgaver blev integreret med de tilsvarende akutte funktioner på de amtskommunale sygehuse. Udviklingen førte derudover til sammenlægning og nedlæggelse af mange mindre sygehuse overalt i landet.
Københavns og Frederiksberg Kommuner var ikke omfattet af kommunalreformen, og deres sygehuse fortsatte uændret under de to kommunalbestyrelsers ansvar. De to kommuner fortsatte også deres aftaler om benyttelse af de private sygehuse i området, og der blev lavet en aftale med staten om Rigshospitalets funktion som lokalhospital for en del af København. I takt med at befolkningstallet faldt, og behovet for senge blev mindre, så den nødvendige kapacitet kunne rummes i de nybyggede sygehuse, lukkedes et stort antal sygehuse efterhånden: Blegdamshospitalet, Øresundshospitalet, Dronning Louises Børnehospital, Balders Hospital, Børnehospitalet på Fuglebakken, Sønderbro Hospital, Rudolph Berghs Hospital, Sygeafdelingen i De Gamles By, Nørre Hospital, Hospitalet på Forchhammersvej, Avnstrup Sanatorium, Finseninstituttet og Radiumstationen, St. Josefs Hospital og Diakonissestiftelsen.
Den egentlige reform af hovedstadens sygehusvæsen kom først i 1995, efter at Folketinget året før havde vedtaget loven om Hovedstadens Sygehusfællesskab. Til denne nyskabte organisationsform med egen bestyrelse udpeget af staten og de to kommuner overførtes de tilbageblevne sygehuse i de to kommuner til en fælles ledelse. Fra begyndelsen omfattede fællesskabet Rigshospitalet (overført fra staten), Bispebjerg Hospital, Hvidovre Hospital, Sundby Hospital, Københavns Kommunehospital, Sankt Hans Hospital (overført fra Københavns Kommune) og Frederiksberg Hospital (overført fra Frederiksberg Kommune). Kommunehospitalet blev lukket i 1999, og dets funktioner overført til andre sygehuse.
Efter dannelsen af Hovedstadens Sygehusfællesskab blev der foretaget gennemgribende ændringer i antallet og fordelingen af specialafdelinger, og Rigshospitalet har fået en placering som hjemsted for de mest krævende sygehusfunktioner. På Amager er der etableret et tæt samarbejde med Københavns Amt, således at Sundby Hospital og amtets Sankt Elisabeth Hospital er integreret under navnet Amager Hospital.
Kommentarer (2)
skrev Peter E. Christensen
I begyndelsen af artiklen står: “Organisations- og lovmæssigt bruges betegnelsen sygehuse, mens betegnelsen hospitaler kun sjældnere bruges i nutiden…” Det lyder forældet, for i dag bruges vel først og fremmest betegnelsen “hospitaler” (og ikke “sygehuse”) i lovgivning og i navnene på hospitalerne samt i dagligdagens sprog.
svarede Jørgen Nørby Jensen
Tak for din kommentar. Vi lader den stå, så en kommende fagansvarlig for området kan tage stilling til den.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.