sydarabiske sprog

De fleste sydarabiske indskrifter, der er affattet på sabæisk, minæisk, qatabansk eller hadramawtisk, alt efter hvor de er skrevet, stammer fra Sydarabien, og nogle få bl.a. fra Egypten, den græske ø Delos og den minæiske koloni Dedan i det nordvestlige Arabien; også de ældste indskrifter i Etiopien er sydarabiske. Indskrifterne omhandler kult-, bygnings- og ejendomsforhold, redegør for krigstogter mv. eller er grav- eller votivindskrifter. Ordforrådet omfatter teknisk, retslig og religiøs terminologi, som delvis alene kendes herfra; i indskrifterne på træ er ordforrådet mere dagligdags. Fra 500-tallet blev nordarabisk udbredt som skriftsprog, og i nutiden er de fleste dialekter nordarabiske, men med sydarabiske træk.

Skriften i de gamle sydarabiske sprog, der måske er ældre end fønikisk, har 29 konsonanttegn i en alfabetisk orden, som ligner etiopisk. Den er skrevet fra højre mod venstre som anden semitisk skrift bortset fra tidlige indskrifter med bustrofedon.

Til forskel fra nordarabisk og hebraisk noteres lang vokal kun sjældent. Verberne bøjes i imperfektum og perfektum, dog med specielle former i qatabansk. Til passive og refleksive stammer føjes t enten som præ- eller infiks, mens kausativ dannes med præfigeret š eller h.

Udforskningen af de sydarabiske sprog blev påbegyndt af tyske og østrigske orientalister i begyndelsen af 1800-tallet og nåede ca. 100 år senere til Danmark.