swing

Swingrytmik blev udviklet af afrikansk-amerikanske jazzmusikere i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne. Forløberne for swingrytmik var de synkoperede rytmer i ragtime og det rytmiske sammenspil i New Orleans-jazz.

Når musik swinger, er det ofte et resultat af en kombination af elementer relateret til musikalsk puls: Hvordan pulsen er underdelt, fraseret og artikuleret. Musikere kan spille swingrytmen i forskellige ratioer fra stærkt svungne trioliserede shuffle-underdelinger af pulsen til de næsten lige ottendedele, som bebopmusikere spiller i hurtige tempi.

Selvom denne underdeling af pulsen er fundamental for swing, skal swingrytmik også forstås som et groove, der etableres via en kombination af svungne underdelinger, rytmiske og melodiske betoninger af synkoper og det rytmiske sammenspil mellem musikerne. Således kan swing artikuleres med forskellig mikrorytmisk timing af forskellige musikere i det samme band på samme tid.

I swingrytmik placerer musikere ofte rytmisk accent på de ubetonede slag (2 og 4 i 4/4-delstakt) og ved synkoperede rytmer i såkaldte lifts. Afhængigt af hvordan det spilles, kan brugen af swingrytmik både give musikken en stærk rytmisk fremdrift og et meget tilbagelænet rytmisk udtryk.

Swingrytmik er ofte blevet fortolket for dens sammenhæng med afrikansk-amerikansk kultur.

I perioden 1928–1932 udviklede swingrytmikken sig til at blive dominerende indenfor jazzen, og i 1930’erne begyndte ordet swing at blive brugt til ikke kun at betegne en rytme og et groove, men til at betegne en hel jazzstilart. Swing som stil fik sit helt store gennembrud i USA i 1935, da bandlederen Benny Goodman blev populær hos hvide teenagere.

• jazz
• bebop
• ragtime