svovlbakterier

De H₂S-iltende bakterier lever i jord og vand og danner svovlsyre som stofskifteprodukt; vigtigst er slægten Thiobacillus. Nogle Thiobacillus bruger CO₂ som kulstofkilde, og de lever derfor kemolithoautotroft; slægten er enestående ved at kunne leve i de meget sure omgivelser, svovlsyren laver, helt ned til en pH på 1-2.

Hvide svovlbakterier får deres farve fra svovlkorn, der dannes ved iltning af H₂S og oplagres inde i cellerne. Den mest kendte er den tråddannende bakterie Beggiatoa, som kan danne en sammenhængende måtte, et liglagen eller ligklæde, på overfladen af forurenede sedimenter i fjorde og bugter: Bakterierne kommer op af sedimentet, når ilten i det overliggende vand er brugt op; se også bundvending.

De røde svovlbakterier får energi fra lys vha. grønt bakterieklorofyl og røde carotenoider, der giver cellerne deres røde og brune farver. De lever normalt under iltfri forhold, og de ilter H₂S til svovl og videre til sulfat for at kunne reducere CO₂ til indbygning i cellerne. Bakterierne kan ses som et rødt overtræk i småpytter og på tang på strandenge. Der er mange slægter; en af de hyppigste er Chromatium, der har op til 5 μm brede celler.

De grønne svovlbakterier lever ofte dybere nede i søer og sedimenter, bl.a. fordi de er mindre følsomme for sulfidindhold, men de bruger H₂S og S på samme måde som de røde, og de tåler ikke ilt. Bakterieklorofylet er samlet i særlige klorosomer, og de får energi ved selv svagt lys. Tidligere blev de to grupper af fotosyntetiserende bakterier betragtet som sammenhørende, men analyser af ribosom-RNA har vist, at de er adskilte.