Sult, den subjektive fornemmelse, der bestemmer, hvornår fødeindtagelse påbegyndes, og til en vis grad hvor meget man spiser. Sultfornemmelse beskrives sædvanligvis som en knugende eller gnavende smerte i maven samt en indre trang, der driver mod fødeindtagelse. Tidligere tiders antagelse af, at sult skyldes sammentrækninger af mavesækken, er forladt, og omkring 2000 er det opfattelsen, at sultfornemmelsen opstår i hjernen under indflydelse af informationer om kroppens energistatus fra blodets indhold af insulin, glukose og mæthedshormoner (se leptin) samt nerveimpulser fra bl.a. mave-tarm-kanal og lever. Sultfølelsen reguleres af hormonet ghrelin.

Sultfornemmelsen antages at udgå fra et sultcenter i hjernens hypothalamus, som ud over at modtage informationer om fødeindhold i mave-tarm-kanal, blodbane og energidepoter påvirkes af gener, alder, køn, sanseindtryk, humør og tillagte vaner (se appetit). Sult kan således udløses af synet eller duften af indbydende mad, hvilket udnyttes i fødevareannoncering og restaurationer.

Hos mange mennesker, især i den rige del af verden, er det ikke sulten, der får dem til at spise, men kulturelle og vanemæssigt indlærte måltidsrytmer. I ulande og krigsområder er sult knyttet til fødevaremangel, underernæring og hungersnød.

Lægemidler og sygdomme kan fremkalde såvel en sygelig øget sult som nedsat eller manglende sult, se appetitdæmpende midler.