substans

Substans er i klassisk metafysik både det, der bevirker, at noget er, hvad det er (en genstands essens), og en tilgrundliggende væren eller eksistens, som er bærer af egenskaber, men som ikke selv er en egenskab. Se også hypostase.

I den filosofiske tradition er substans blevet opfattet som et ontologisk og som et logisk begreb. Ifølge Aristoteles er substans det, der har uafhængig væren til forskel fra accidens, en tilfældig egenskab ved substansen. Denne definition er rent formel, begrebsindholdet er afhængigt af sammenhængen.

I Kategorierne betegner substansen en enkeltting, hvorom noget udsiges. I Fysikken er substansen tingen, betragtet som en foranderlig enhed af form og materie. I Metafysikken betegner substansen den begrebslige forudsætning for, at en ting er, hvad den er, hvorfor substans kan identificeres med form eller essens.

Modsat Platon skelnede Aristoteles mellem substansen og det logiske almenbegreb, der sammenfatter flere tings egenskaber. Men en substans er ikke simpelthen en enkeltting.

I Kategorierne sondres mellem primære substanser (ting, der kan udpeges, og hvorom noget kan siges) og sekundære substanser (tingens væsen, tingens essens). Disse begreber hører uløseligt sammen; en given ting er både et "dette" og et "dette af den eller den art".

For Aristoteles består verden af en flerhed af substanser; for stoikerne derimod er der kun én substans, verden som helhed, der tilfredsstiller den aristoteliske definition.

Under indflydelse af Aristoteles forstod Thomas Aquinas ved substans grundlaget for alt andet værende, dvs. naturen eller essensen af en eksisterende ting. Den aristoteliske sondring mellem primære og sekundære substanser gav anledning til middelalderens diskussion om almenbegreberne (se universale), en strid om de sekundære substansers ontologiske status.

I 1600-tallet definerede også René Descartes substans som det, der eksisterer uafhængigt af alt andet. Ud over Gud eksisterer der ifølge Descartes to substanser, den materielle eller udstrakte substans og den tænkende substans, hvor udstrækning og tænkning opfattes som væsenskendetegn eller definerende egenskab ved hver sin substans. En substans er således noget, der er forskelligt fra sine egenskaber, og kan derfor ikke bestemmes i sig selv.

John Locke, som accepterede den kartesianske dualistiske substansteori, kalder derfor substansen for "et noget, jeg ved ikke hvad". Baruch Spinoza forkastede Descartes' substansteori ved kun at antage eksistensen af én substans og ved at identificere denne substans med dens væsensegenskaber eller attributter.

Samme substansbegreb findes hos David Hume; en genstand er blot summen af de egenskaber, vi tilskriver den, og bevidstheden er kun en sum af bevidsthedstilstande. Hos Immanuel Kant blev substans en forstandskategori, dvs. en erkendeform, hvis funktion er at medvirke til, at sanseindtryk samarbejdes, således at der opstår bevidsthed om genstande.

Friedrich Nietzsche forkastede hele den traditionelle substansopfattelse som en illusion forårsaget af, at mennesket ikke formår at sanse en virkelighed i stadig forandring. 1900-tallets filosofi har afvist de klassiske substansopfattelser som udtryk for en dagligdags opfattelse, og videnskaben synes ikke længere at have brug for begreber om essenser eller om nogen uforanderlig og tilgrundliggende væren.