storkreds

Storkredsene (som dengang under ét hed amts- og storkredse) kom ind i folketingsvalgloven i 1920, idet de var en forudsætning for, at man kunne have en form for forholdstalsvalg, hvor vælgerne i de forskellige dele af landet kunne have en mere direkte relation til deres repræsentanter, end hvis det hele foregik i én stor, national valgkreds (om fx i Holland eller Israel).

I 1920 brugte man i første omgang de gamle administrative amter som valgkredse, hvor de på forhånd tildelte mandater ved hjælp af d'Hondts fordelingsmetode gik til partierne i forhold til det antal stemmer, de hver især havde opnået i den pågældende valgkreds (på engelsk taler man om multi-member constituencies).

Da København og Frederiksberg Kommuner dengang lå uden for inddelingen i amter, oprettede man tre såkaldte "storkredse" af opstillingskredsene i de to kommuner, som fik samme funktion som amtskredsene i resten af landet. Antallet af amts- og storkredse blev ændret et par gange, idet det først var 22, så blev tallet 23, og i 1970 17. I 2007 blev amterne nedlagt, og de 17 amts- og storkredse blev efter en grundig politisk behandling omlagt til de nuværende ti storkredse.

Folketingets 135 kredsmandater fordeles forholdsmæssigt på storkredsene i forhold til summen af folketal, vælgertal og en såkaldt arealfaktor, som er storkredsens areal i km² multipliceret med 20. Denne beregning revideres hvert femte år og er derefter gældende, indtil en ny beregning har fundet sted. Fordelingen af de 135 kredsmandater på storkredsene bruges derefter ved samtlige folketingsvalg i femårs-perioden. Storkredsene er også fordelt på de tre valgtekniske landsdele, nemlig Hovedstaden (fire storkredse), Sjælland-Syddanmark (tre storkredse) og Midtjylland-Nordjylland (tre storkredse).

Storkredsene har for tiden (dvs. i femårsperioden 2020-2025) mellem to (Bornholms Storkreds) og 20 (Sjællands Storkreds) kredsmandater. Valgloven siger i øvrigt, at hvis Bornholms Storkreds ikke bliver tillagt to kredsmandater ved denne beregning, skal der foretages en ny beregning, hvor storkredsen forlods tillægges to kredsmandater. Forklaringen er, at man ikke meningsfuldt kan afholde forholdstalsvalg, hvis der ikke er mindst to mandater til rådighed.

Storkredsene er nu opdelt i tilsammen 92 såkaldte opstillingskredse, som er rammen om partiernes opstilling af deres kandidater ved folketingsvalgene. Antallet af opstillingskredse er altså mindre end antallet af kredsmandater, hvad der understreger, at opstillingskredsene ikke er valgkredse (som fx i England), men det er storkredsene.

Til illustration viser tabellen nedenfor, hvorledes de ni opstillingskredse i Nordjyllands Storkreds i den valgtekniske "landsdel" Midtjylland-Nordjylland er sammensat. Denne "landsdel" omfatter yderligere to storkredse, Østjyllands og Vestjyllands.

De 40 tillægsmandater ender også med at blive placeret i storkredsene, og når det er sket, er fordelingen af partistemmer og personlige stemmer i hver enkelt storkreds (efter lidt forskellige regler) rammen om udvælgelsen af hvem af partiernes kandidater, der til sidst ender med at komme i Folketinget.

Man hører somme tider nogen sige, at den og den er valgt i en bestemt kreds, fx Hjørringkredsen. Det er imidlertid en uheldig formulering, for Hjørringkredsen er ikke en valgkreds, men en opstillingskreds, og vedkommende er under alle omstændigheder valgt i Nordjyllands Storkreds som ét af 19 folketingsmedlemmer valgt i denne storkreds (ved valget i 2019).

Tidligere var der i de fleste partier en mere eller mindre udtalt norm om, at folketingskandidaterne kun – eller i hvert fald primært – skulle føre valgkamp i deres egen opstillingskreds, så partiets kandidater ikke kom til at konkurrere om de samme vælgere. Det var et vigtigt hensyn, især fordi de personlige stemmer (som ofte gik til særligt populære og kendte kandidater) kunne få afgørende betydning for, hvem af partiets kandidater der endte med at blive valgt. Det blev altså set som en uting, hvis en kandidat fiskede personlige stemmer i andre opstillingskredse end sin egen. Men samtidigt talte kandidaterne somme tider om, at "det faktisk var nemmere at vinde en plads i Folketinget ved at tage et mandat fra en partikammerat end ved at vinde et mandat fra et andet parti!".

Medieudviklingen – ikke mindst tilbagegangen for de tidligere så udbredte lokale aviser – har sammen med svækkelsen af de lokale partiforeninger imidlertid betydet, at opstillingskredsenes betydning som ramme om kandidaternes valgkampagner er blevet markant reduceret.

Til gengæld ser man mere og mere, at mange folketingskandidater fører valgkamp over større og større dele af deres storkreds, for de er helt bevidste om betydningen af at tiltrække så mange personlige stemmer som overhovedet muligt. Det gælder ikken mindst i de partier, der efter en ændring i valgloven (2017) selv bestemmer, at partistemmerne ikke længere skal medregnes ved udvælgelsen efter valget af, hvilke kandidater der skal have de mandater, partiet har opnået.

Danmark adskiller sig i øvrigt fra vist alle andre lande derved, at partierne selv kan bestemme, hvilke opstillingsform de vil anvende – og at det oven i købet kan variere fra storkreds til storkreds.

• folketingsvalg
• folketingsvalg 2022
• valgkreds

• Om folketingsvalg på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside

• Nicoline Nyholm Miller og Jørgen Elklit: Folketingsvalgloven med kommentarer, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2019