storke

Det er store til meget store fugle med en længde på 75-150 cm og en vægt på 1,3-8,9 kg. Benene er lange, og vingerne er lange og brede, mens fjerdragten oftest er hvid og sort. Hos de typiske storke af slægten Ciconia er næbbet ret uspecialiseret, lige og slankt, mens det er mere påfaldende hos andre slægter. Skovstorkene (slægten Mycteria) har et langt, tilspidset og i spidsen let nedadbøjet næb, som er veludrustet med sanseorganer i spidsen; hos de nærtstående gabenæb (slægten Anastomus) når over- og undernæb ikke sammen på midten. De længste og kraftigste næb findes hos kæmpestorkene, som omfatter slægterne Ephippiorhynchus med to arter i henholdsvis Afrika og Sydasien-Australien, Jabiru med en art i Syd- og Mellemamerika og ådselstorkene (slægten Leptoptilos). Sidstnævnte slægt omfatter marabustorken (Leptotilus crumenifer) fra Afrika samt lille adjudant (Leptotilus javanicus) og adjudant (Leptotilus dubius) fra Sydøstasien; sidstnævnte er nu næsten uddød.

De typiske storke er ret alsidige i deres fødevalg og tager fisk, frøer, slanger, firben og småpattedyr samt store mængder insekter, især græshopper. Kæmpestorkene er overvejende fiskeædere undtagen adjudanten og marabustorken, som fortrinsvis æder ådsler og hyppigt frekventerer lossepladser. Skovstorkene lever af vanddyr, især fisk, som de ofte finder i mudret, uklart vand vha. næbspidsens sanseorganer. Gabenæbbene er specialister i at æde store ferskvandssnegle og andre bløddyr, som de frigør fra skallen ved hjælp af undernæbbets skarpe spids, mens overnæbbet holder byttet fastpresset mod jorden. Næbbet fungerer altså ikke, som man tidligere antog, som en slags nøddeknækker.

Skovstorke, gabenæb og ådselstorke yngler i kolonier, hvilket også gælder nogle af de typiske storke. De fleste arter ruger i store træer, og både hannen og hunnen deltager i redebygning, rugning og ungefodring. Kuldet er oftest på 3-5 æg, og rugningen påbegyndes, før det sidste æg er lagt, så ungerne klækkes ikke samtidig, og den eller de yngste vil ofte gå tabt i tilfælde af fødemangel. Storke bliver som regel kønsmodne i en alder af 3-5 år.

I Danmark var hvid stork (Ciconia ciconia) tidligere en meget almindelig ynglefugl, men siden midten af 1800-tallet er bestanden gradvist gået tilbage; omkring år 1900 var der ca. 4.000 ynglepar, i 1950 var der 200-250 ynglepar i 1950, og i 2017 var antallet af ynglende storke i Danmark helt nede på blot to par. Således blev 2001 det første år i fem århundreder, hvor ingen storkeunger blev udruget i en dansk rede. Tilbagegangen skyldes formentlig omlægningen til moderne landbrugsformer og en betydelig reduktion af enge og andre vådområder, hvor storkene normalt ville søge føde.

Siden har der været en fremgang i den danske bestand af hvid stork. I 2022 var der således ni par bofaste storke i Danmark; seks par i Syd- og Sønderjylland, et par i Nordvestjylland, et par på Djursland og et par nordvest for København. Fremgangen skyldes en stigning i storkebestandene i nabolandene. For at få storkeunger på vingerne er det dog stadig nødvendigt at fodre fuglene ved rederne; det naturlige fødegrundlag i Danmark er simpelthen ikke stort nok.

Bestanden er tidligere også gået kraftigt tilbage i andre dele af Vest- og Mellemeuropa, mens udviklingen i resten af udbredelsesområdet, dvs. Østeuropa og dele af tempereret Asien, har været mindre entydig. Klimatiske ændringer samt især dræning og opdyrkning af eng- og moseområder er også her de mest nærliggende forklaringer på tilbagegangen. Hvid stork overvintrer i det sydlige Afrika, og forhold i det afrikanske vinterkvarter, fx græshoppebekæmpelse, kan også have medvirket til udviklingen. I de seneste årtier er en stor del af den vesteuropæiske bestand begyndt at overvintre i Europa, hvor de blandt andet holder til på åbne lossepladser. Det er muligvis dette skift i overvintringsområder og trækmønstre, som har fået bestanden til at stige igen.

Visse steder i Europa, fx i Sydsverige, har man forsøgt at opbygge kunstige storkebestande ved udsætning af opdrættede fugle. Det suppleres evt. med udlægning af foder og andre foranstaltninger, især om vinteren, idet mange af de pågældende storke ikke trækker bort. Flertallet af de storke, der ses i det østlige Danmark, stammer fra det sydsvenske storkeprojekt.

Sort stork (Ciconia nigra) er en sky skovfugl, som også er gået tilbage i Vesteuropa. I Danmark, hvor måske 150 par ynglede midt i 1800-tallet, uddøde den i 1953, om end enkelte par har ynglet senere. Den optræder som en sjælden træk- og sommergæst.

I religioner, folketro og eventyr er det en udbredt opfattelse, at storken er en lykkefugl, fx for den familie, på hvis hustag den har sin rede; den er trofast, kærlig og familieorienteret. Storken kædes sammen med forårets komme og gode varsler. I folketroen er den blevet det ofte lidt victoriansk tolkede symbol på et barns komme: Det er storken, der bringer det nyfødte barn.

Storken er en integreret del af de af H.C. Andersens eventyr, der foregår ude på landet, og den har en fremtrædende plads i sanglitteraturen, fra B.S. Ingemanns og C.E.F. Weyses Storken sidder paa Bondens tag (1837) og Ingemanns og J.P.E. Hartmanns Stork, Stork, Langeben (1847) til Jeppe Aakjærs og Thorvald Aagaards Han kommer med Sommer, han kommer med Sol (1916).

• fugle