Stoicismen var en af antikkens vigtigste filosofiske retninger. Stoikerne er især berømte for deres etiske ideal om en upåvirkelighed overfor skæbnens tilskikkelser, også kendt som stoisk ro, og deres tanker om et universelt menneskeligt fællesskab og kosmopolitisme.
Stoicismen blev grundlagt af Zenon fra Kition ca. 300 f.v.t. i Athen og senere videreført af blandt andre Seneca d.y. og den romerske kejser Marcus Aurelius. Stoikernes tanker har bl.a. inspireret den romerske politiker og tænker Cicero, de tidlige kristne, mange af oplysningstidens filosoffer og den moderne menneskerettighedsbevægelse.
I de seneste år har der været en betydelig opblomstring i interessen for stoisk filosofi, og forskellige former for moderne stoicisme er opstået. Herhjemme er det især psykologen og filosoffen Svend Brinkmann som har været med til at udbrede kendskabet til stoikerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.