stoicisme

Zenon havde bl.a. studeret hos kynikeren Krates, og stoicismen er tydeligt inspireret af både kynikernes, Platons og Aristoteles’ filosofiske tanker og teorier. Stoikernes filosofi er desuden præget af de levende debatter, som de førte med filosoffer fra konkurrerende hellenistiske skoler, såsom epikuræerne, Akademiet, peripatetikerne og senere også nyplatonikerne.

Rivaliseringen og debatterne med andre filosoffer hjalp stoikerne med at udvikle og forfine deres teorier. Mens alle antikke stoikere deler en række grundlæggende overbevisninger, kendetegnes stoisk filosofi derfor også af en vedvarende udvikling og fornyelse.

Den antikke stoicismes over 500 år lange historie inddeles traditionelt i tre perioder: den ældre, den mellemste og den yngre stoicisme.

• Skolens grundlægger, Zenon fra Kition
• Ariston fra Chios
• Kleanthes fra Assos, Zenons efterfølger som leder af skolen
• Chrysippos fra Soloi, Kleanthes’ efterfølger
• Diogenes fra Babylon, skolens fjerde leder
• Antipater fra Tarsos, skolens femte leder

• Panaitios fra Rhodos
• Poseidonios fra Apamea

• Seneca den yngre
• Gajus Musonius Rufus
• Epiktet
• Hierokles
• Marcus Aurelius

”Naturen” henviser her til universets rationelle indretning og orden, i modsætning til hvordan vi mennesker ofte fejlagtigt indretter os.

Stoikerne ser det som ethvert menneskes vigtigste opgave at opnå visdom og indsigt i tingenes sande natur og naturens orden. Det omfatter både ens eget sind og resten af verden. Disse organiske systemer fungerer nemlig fra naturens hånd helt optimalt og hvis vi blot kunne få vores tanker og handlinger til at spejle de naturlige processer, der styrer verdens gang, ville vi også kunne komme til at fungere optimalt og dermed blive lykkelige.

Mennesket har evnen til at opnå visdom og dyd, og dermed også indre ro og harmoni med naturen, fordi vi ligesom Gud og naturen er i besiddelse af logos, fornuft, dvs. evnen til at tænke og tale. Denne evne giver os mulighed for at begribe, hvordan verden virkelig hænger sammen, og indrette os derefter.

Stoikerne benyttede deres naturbegreb som udgangspunkt for en kritik af de menneskelige konventioner, der ofte styrer vores liv og tanker. De opfordrer i stedet mennesket til at følge naturen og sætte sig fri af de bånd, som misforståede vaner og institutioner pålægger os.

Den mest hårdnakkede af de misforståelser, som stoikerne prøver at gøre op med, er forestillingen om at ting som rigdom, berømmelse og et godt helbred er egentlige goder. Disse ting har en vis værdi, men for stoikerne er et gode, noget der gør os lykkelige; og det eneste, der kan gøre os lykkelige, er ifølge stoikerne dyden.

Under ordet ’dyd’ forstår stoikerne al den viden og erfaring, man har brug for for at kunne leve rigtigt og godt. Da ting som rigdom og magt både kan bruges godt og forkert, er det ifølge stoikerne ikke rigdommen selv men den brug vi gør af den, der afgør om vi bliver lykkelige af at være rige. Og dyden består netop i evnen til at forstå og bruge tingene ordentligt.

Alt andet – inklusive døden, lemlæstelse eller tabet af dem vi elsker – ja, alle ens livsomstændigheder er derfor i og for sig ligegyldige, som stoikerne insisterede på i stærkt provokerende vendinger.

Ændringer i ens livsomstændigheder, positive såvel som negative, bør man derfor imødegå med apati og "stoisk ro", dvs. med en afbalanceret distance uden overdrevne følelsesmæssige reaktioner.

Zenon beskrev den tilstand man opnår, hvis man bliver lykkelig, som et "godt flow" (græsk euroia), hvor man er i fuldstændig harmoni med naturen og alt det, man sætter sig for at gøre, lykkes. Da det kræver en fuldstændigt ufejlbarlig erkendelse af verden, er lykken dog praktisk talt umulig at opnå.

Stoikerne insisterer altså dels på, at det vedholdende arbejde med at udvide og justere ens erfaringshorisont, som er nødvendigt for at opnå dyden, er den eneste vej til lykke. Dels at vi nok ikke skal regne med nogensinde at nå i mål med det projekt.

Lidt forsimplet kan man sige, at jord og vand udgør den tunge og passive materie eller ”stof” (græsk hyle), som stoikerne kalder det, mens ild og luft udgør en aktiv og formende kraft, som nogle gange kaldes for pneuma. Disse to princippers modsatrettede bevægelser skaber en spænding (græsk, tonos). I sidste ende er det denne spænding, der giver alting dets nuværende form og forklarer verdens stadige forandring.

De enkeltting, der befolker universet, opstår således i spændingsfeltet mellem de to allesteds nærværende grundprincipper. Man kan derfor også kun forstå en given ting til bunds, hvis man forstår universet som helhed. Men man kan selvfølgelig stadig zoome ind på en bestemt del af universet – fx en sten, en fugl eller et menneske – og forsøge at forstå de dynamikker, der karakteriserer lige netop denne lille flig af helheden.

Ud fra deres fysiske grundprincipper mente stoikerne at kunne forklare alle naturlige processer – lige fra universets opståen til et menneskes mindste tanke – og de benægtede i skarp kontrast til Aristoteles og Platon, at der findes noget immaterielt i verden.

Både platonikere og senere kristne kunne appellere til idéer om en hinsidig, immateriel gud i deres forklaringer af, hvordan verden hænger sammen. Derimod insisterede stoikerne altså på, at alting i princippet må kunne forklares som et udslag af fysiske årsager, der afføder bestemte virkninger hos de ting, de påvirker.

Stoikerne opfattede læren om guderne som en vigtig del af fysikken og deres teologi fungerer ikke mindst som en måde at anskueliggøre deres fysik og beskrive virkeligheden i religiøse termer.

Det uendelige net af årsagskæder, der bestemmer verdens gang, kaldte stoikerne for skæbnen, og den aktive kraft, der udløser og styrer det hele, kaldte de Gud eller Zeus. Gud er ifølge stoikerne den bedste og mest perfekte skabning man kan tænke sig og den verden han styrer og skaber er derfor også den bedst tænkelig af alle verdener.

Gud styrer ifølge stoikerne universet på samme måde, som en ideel hersker her på jorden ville administrere en bystat gennem retfærdige love og en velvilje og omsorg for byens indbyggere. Hans fornuft udgør en slags evig og universalgyldig lov eller naturret og universet udgør en kosmisk bystat (græsk kosmopolis, deraf vores moderne begreb kosmopolitisme), som er der hvor alle mennesker i virkeligheden hører hjemme.

Stoikerne benyttede denne tanke om en universel lov og stat til at kritisere de mange uretfærdigheder, der plager de forskellige menneskelige love og stater.

Stoikerne var grundlæggende empirister. De mente at mennesket fødes uden nogen forudanelser eller begreb om verden, og at al senere erkendelse derfor er baseret på sanseerfaringer.

Udover de mange uklare og vildledende sanseindtryk, vi danner os af verden, findes der ifølge stoikerne også nogle særligt præcise og indlysende sande indtryk – de såkaldte kataleptiske indtryk(af græsk katalambanein ‘at begribe’). Da disse indtryk automatisk fører til dannelsen af en række grundbegreber hos alle mennesker, kan vi opnå en grundlæggende korrekt forståelse af verdens sande natur.

Begreberne sætter os således i stand til at sætte ord på vores indtryk, tænke og reflektere over dem, og hvis dette gøres korrekt – dvs. gennem gyldige argumenter, præcise definitioner og dannelsen af nye begreber – kan man sågar opnå visdom, dvs. en omfattende og fuldstændig sikker erkendelse af verden.

Stoikerne lagde stor vægt på at udvikle præcise definitioner og de blev berygtede for deres stringente og idiosynkratiske sprogbrug. Særligt Chrysippos udviklede desuden en raffineret sætningslogik, som først for relativt nylig er blevet anerkendt for sin originalitet og betydning for senere teorier.

Takket være især Ciceros og Sextus Empiricus’ skrifter fik den langstrakte debat mellem stoikerne og de antikke skeptikere om, hvorvidt mennesket kan opnå sikker erkendelse, desuden en afgørende betydning for senere erkendelsesteoretiske diskussioner. Her spillede stoikernes argumenter bl.a. en vigtig rolle i debatten om Guds eksistens og menneskets viden om Gud.

Stoisk etik har ligeledes spillet en central rolle i senere vestlig åndshistorie, særligt gennem Ciceros, Senecas, Epiktets og Marcus Aurelius’ skrifter.

Der findes referencer til disse forfatteres skrifter og diskussioner af stoisk etik hos utallige forfattere hele vejen op gennem middelalderen, renæssancen og oplysningstiden: Ambrosius, Augustin, Héloïse, Johannes fra Salisbury, Christine de Pisan, Erasmus af Rotterdam, John Locke og Immanuel Kant – for blot at nævne et par stykker.

Indenfor den politiske filosofi har stoikernes tanker om naturens lov og den kosmiske bystat været centrale for udviklingen af senere naturretsteorier og kosmopolitiske idealer. Særligt Ciceros formulering af disse tanker i skrifterne De legibus og De officiis har haft stor indflydelse på senere tænkere såsom Hugo Grotius og Samuel von Pufendorf.

Den stoiske teori om følelserne blev i 1900-tallet genstand for en fornyet interesse og har blandt andet været med til at inspirere Albert Ellis og Aaron T. Beck i udviklingen af den rationel-emotive adfærdsterapi og kognitiv terapi.

Forbindelsen mellem stoicismen og en bestemt politisk ideologi afvises af de mange ’moderne stoikere’. Dele af den yderste amerikanske højrefløj er imidlertid stærkt tiltrukket af stoiske etik, som i nogle tilfælde bringes i forbindelse med antifeministiske og racistiske idéer samt en forestilling om ”den vestlige kulturs” overlegenhed.

Dette står i skarp kontrast til de antikke stoikeres bemærkelsesværdige insisteren på, at både køn, geografisk herkomst og social status er ligegyldige for vurderingen af et menneskes sande værd.