sprog

To centrale kendetegn ved menneskesprog er at de udtrykker symbolsk, situationsuafhængig betydning, og at tegn kan kombineres til komplekse ytringer med komplekse betydninger.

Denne egenskab er så central for menneskeligt samkvem, at man har brugt betegnelsen 'det symbolske dyr' om mennesket som art. Symbolsk betydning har flere indbyrdes forbundne træk, som bidrager til at gøre den til noget særligt.

For det første står symbolsk betydning i modsætning til ikonisk og indeksikalsk betydning (se C.S. Peirce). Ikonisk betydning beror på lighed mellem tegn og betydning: Et trafikskilt med en linje der drejer, viser at vejen drejer. Indeksikalsk betydning beror på direkte association, især i form af årsagssammenhænge: Et fodspor er tegn på at 'nogen har trådt her'. Begge disse tegntyper kan således forstås i kraft af naturlige sammenhænge mellem tegn og betydning. I modsætning hertil beror symbolsk betydning på konventioner – og kræver derfor en forud eksisterende indforståethed mellem brugerne om hvad tegnene betyder.

Det andet afgørende træk ved symbolsk betydning er at det er afhængigt af et indre univers, der er konstant under vekslende ydre situationer. Et smertensskrig signalerer (indeksikalsk) at det gør ondt i den aktuelle situation, mens ordet smerte har en symbolsk – også kaldet begrebslig – betydning som ikke behøver at involvere en smerte lige nu og her. Denne uafhængighed af situationen kræver derfor yderligere at brugerne har en fælles tankeverden. Det er ikke nok at de hver for sig har en tankeverden, og heller ikke at de befinder sig i samme ydre situation. Denne fælles tankeverden er hjemstedet for den gensidige indforståethed med fælles konventioner, som symbolsk betydning beror på.

Menneskesprog er så vidt vides ene om at have symbolsk betydning, men har også ikoniske elementer (plask) og indeksikalske elementer (av!). En særlig type indeksikalsk betydning kendetegner de såkaldte deiktiske størrelser, der tjener til at relatere det symbolske indhold til samtalesituationen, dvs. ord som her og nu og bøjningsformer som nutid og datid.

Signaler i dyreverdenen er indeksikalske, dvs. knyttet direkte til forhold i situationen. Et eksempel er advarselskald, som signalerer en truende fare i situationen. Sådanne kald kan godt have en mere differentieret betydning end blot 'Fare!'. Et velbelyst eksempel er den grønne marekat i Østafrika, som har forskellige advarselskald for slanger, rovfugle og leoparder. Det betyder imidlertid ikke at marekattens kald har symbolsk, begrebslig betydning – de er stadig signaler for noget som er til stede i situationen her og nu.

At symbolsk betydning er uafhængig af den konkrete situation, er helt afgørende for at sprog foruden nutidige også kan betegne fortidige, fremtidige eller tænkte situationer. Sprogtegnenes symbolfunktion er således en væsentlig forudsætning for menneskets åndelige frihed. Det er bl.a. på grund af denne egenskab at sprogets opståen anses for at være det mest afgørende punkt i menneskeslægtens udvikling.

Muligheden for at kombinere tegn hænger sammen med eksistensen af symbolsk betydning. Eftersom symboler netop ikke er direkte bundet til den konkrete situation, kan de frit kombineres og skabe komplekse betydninger der ikke er betinget af situationen. Kombinationsmulighederne skabes ved hjælp af grammatiske regler, der samtidig tilføjer de betydningsaspekter der har at gøre med den måde ordbetydningerne arbejder sammen. Hertil hører bl.a. spørgsmålet om 'hvem gør hvad ved hvem': Sætningerne 'Manden bed nok hunden' og 'Hunden bed nok manden' består af de samme ord, men har ikke samme betydning.

Ovenfor drejede kombinatorik sig om betydningsbærende størrelser. Men kombinatorik findes også på et andet niveau. På alle talte sprog dannes sproglige tegn ved kombination af forskellige sproglyde, teknisk betegnet fonemer. Eksempler er konsonanter som s, p og l og vokaler som a, u og i. Fonemer har ikke selvstændig betydning og kan derfor indgå i dannelsen af et ubegrænset antal forskellige tegn. Det har den fordel at tegnudtrykkene er forholdsvis genkendelige, selvom der er mange af dem, netop fordi de er opbygget af samme begrænsede antal fonemer.

Det forhold at sproglige ytringer kan opdeles både i enheder der bærer betydning (tegnudtryk), og i enheder der kun er dele af tegnudtryk (fonemer), benævnes undertiden sprogets dobbelte artikulation.

Den menneskelige sprogevne er i kraft af sin kombinatoriske sætningsstruktur karakteriseret ved at man med et endeligt antal tegn kan danne et uendeligt antal forskellige udsagn. Denne egenskab kan karakteriseres formelt-matematisk (se generativ grammatik og rekursion).

Denne indbyggede orientering hos mennesket hænger sammen med en anden egenskab, nemlig at mennesker har vist sig at have særlig veludviklede samarbejdsevner (om sammenhængen se Michael Tomasello). Menneskesprogs egnethed til at udveksle tankeindhold er således ikke kun et spørgsmål om at dele oplevelser, men har også den funktion at sætte os bedre i stand til at handle i fællesskab: Fælles bevidsthed muliggør fælles intentionalitet, dvs. evnen til at danne fælles hensigter og handlemuligheder.

Evnen til at danne fælles bevidsthed er ikke blot en forudsætning for at kunne operere med symbolsk betydning af sprogtegn og dermed have et fælles ordforråd. Det er også en forudsætning for at forstå hver ny ytring i en samtale. Selvom symbolske, konventionelle betydninger i sig selv er situationsuafhængige, skal en konkret ytring som helhed altid forstås i sammenhæng med den situation den taler ind i. Den konventionelle betydning af de tegn der udgør en ytring, er derfor aldrig tilstrækkelig til at forstå hvad der menes med ytringen: de talende skal samarbejde om at give ytringer mening i situationen. Dette såkaldte samarbejdsprincip for sproglig kommunikation er analyseret af filosoffen Herbert Paul Grice.

På det ydre plan hænger sprogenes fællestræk sammen med at mennesker i alle talte sprog benytter taleorganer af samme fysiologiske udformning og samme principper for dannelse af tegn ud fra et begrænset antal fonemer. Også de principper hvorefter komplekse helheder dannes af mindre dele, har overordnede ligheder, selvom det har vist sig vanskeligt at påvise mere konkrete såkaldte universalier præcist og undtagelsesfrit.

Hjernen er opdelt i to halvdele (hemisfærer), hvor den venstre (hos de fleste) er hovedsædet for logisk, matematisk og analytisk tænkning, mens den højre typisk er hovedansvarlig for kreativ, intuitiv tænkning og følelser.

Visse sproglige processer har en særlig tilknytning til den analytiske venstre hjernehalvdel. Der er to hjerneområder som lige siden 1800-tallet har spillet en stor rolle i diskussioner om sprog og hjerne. Forståelsen heraf byggede fra starten på observationer af hvad bestemte former for hjerneskade betød for sprogevnen. Beskadigelser af Brocas område i hjernens venstre pandelap har vist sig resultere i problemer med at producere grammatisk strukturerede sætninger (agrammatisme), mens læsioner i Wernickes center i den venstre tindingelap giver problemer med at forstå de enkelte ords betydning, men tillader produktion af flydende, omend svært forståelig tale.

Spørgsmålet om lokalisering af sprogevnen er imidlertid uhyre kompliceret og ikke fuldt afklaret. Også børn der fødes uden venstre hjernehalvdel, kan lære sprog; og hjernen kan i en vis udstrækning kompensere ved at genopbygge tabte sprogfunktioner et andet sted.

Et af de mest omdiskuterede spørgsmål, både i filosofi og sprogvidenskab, er det gensidige forhold mellem sprog og tanke.

Det har traditionelt været taget for givet, at der var en meget direkte forbindelse, således at indholdet af sproglige udtryk er lig med tanker, hyppigt opfattet som 'forestillinger om verden'. Men sprog er ikke kun midler til at afbilde tilstande i verden – de har også en handlingsmæssig dimension. Forskellen kommer til udtryk i forholdet mellem solen skinner og skinner solen? Den tilstand i verden der er på spil, er den samme, men man udtrykker to forskellige sproghandlinger, henholdsvis en konstatering og et spørgsmål. Sproglig betydning er således ikke sammenfaldende med det tankeindhold der udtrykkes.

Man kan spørge om begreber som 'fugl', 'dyr' og 'blomst' findes, fordi naturens fænomener helt åbenbart falder i sådanne kategorier, eller om det forholder sig omvendt, dvs. at det er gennem sproget vi laver kategorier for inddelingen i naturen. At man ikke kan slutte direkte fra sproglige kategorier til kategorier i virkeligheden, fremgår af spørgsmålet om en fugl er et dyr. I en vis forstand må dette spørgsmål besvare bekræftende, men i en anden benægtende, da man jo på almindeligt dansk kan tale om dyr og fugle, som om fuglene ikke hørte med til dyrene. Eksemplet viser at vores sproglige kategorier er afhængige af forskellige måder at tale om tingene på, og ikke bare afspejler virkelighedens kategorier.

Nogle forskere er gået så langt som til at sige at vores tænkning er helt afhængig af vores modersmål (se Benjamin Lee Whorf). På den anden side har mennesker samme fysiologiske behov og er underkastet ensartede vilkår såsom tyngdekraften og aldringen, så der er i vidt omfang brug for ensartede udtryk på tværs af sprogene. Eksempler er op, ned, spise, drikke, sove, falde, ung og gammel. Det er typisk ikke svært på tværs af sproggrænser at finde ord, der stort set svarer hertil. Menneskers ensartet opbyggede sanseapparater er også årsag til lighedspunkter mellem forskellige sprogs farvebegreber – selvom selve inventaret af farvebetegnelser varierer meget.

Generelt gælder det at naturgivne forhold gør nogle kategoriseringer mere oplagte end andre. At udvikle sproglige begreber der sætter en i stand til at klassificere ting man møder, kan betragtes som en slags evolutionær tilpasning til den verden man lever i. Heri indgår udviklingen af et begrebsapparat inden for forskellige vidensområder, som illustreret i beretningen om Adam der gav dyrene navne. Der er dog på dette område forskelle mellem sprog i ordenes semantiske områder, jf. fx engelsk apes (menneskeaber) over for monkeys (øvrige aber) over for den danske fællesbetegnelse 'aber'.

Inden for det mere abstrakte kulturbestemte ordforråd kan de semantiske forskelle mellem sprog være store, jf. som et velkendt eksempel det danske ord hygge, hvis standardoversættelser kun kan bruges i nogle sammenhænge og ikke i andre. Tilsvarende kan det franske ord grandeur i nogle forbindelser oversættes med 'storhed', men det betyder oftest blot det modsatte af 'usselhed', hvad det i dansk er svært at finde et dækkende ord for.

Begreber for samfundsmæssige størrelser er lige så forskellige som indretningen af samfund, jf. fx den engelske skelnen mellem solicitor (juridisk rådgiver) og barrister (advokat der optræder i en retssal). Betegnelser for tidsinddeling afspejler tilsvarende hvad samfundene vælger at lægge til grund, jf. de europæiske sprogs inddeling i år efter Jordens omdrejning om Solen, i måneder efter Månens omdrejning om Solen og i uger på syv dage, formentlig efter de i oldtiden kendte 'vandrestjerner', dvs. Solen, Månen og de fem dengang kendte planeter.

Man har også diskuteret hvilken rolle sprogs grammatiske strukturer spiller for tænkning. Det er fx blevet fremført at det er karakteristisk for indoeuropæiske sprog at sætningen ses med udgangspunkt i den aktivt handlende person – i modsætning til de såkaldt ergative sprog, der gerne opbygger sætningen med udgangspunkt i den person eller ting som handlingen går ud over. Det er desuden plausibelt at de indoeuropæiske sprogs forholdsvis skarpe opdeling i ordklasser, svarende til genstande, egenskaber og relationer, har spillet en væsentlig rolle for vestlig tankegang og filosofi; således byggede den skolastiske tradition i middelalderen på en verdensorden svarende til en sådan sprogligt baseret begrebsopdeling.

Sammenfattende kan man sige at en betoning af sprogets betydning for tænkningen må afvejes i forhold til tænkningens rolle som redskab for evnen til at handle fornuftigt i forhold til verden. En udbredt opfattelse er at sproglige forskelle nok kan have en betydning, men tilpasningen til den virkelighed sproget bruges i, sætter grænser for hvor stor den betydning kan blive. Man kan derfor ikke meningsfuldt stille det op som et enten-eller når det gælder påvirkningens retning. Der er ikke noget fornuftigt svar på spørgsmålet: Er det virkeligheden der bestemmer sprogets kategorier, eller er det sproget der bestemmer hvilke kategorier virkeligheden består af?

Dette er også af betydning for at forholde sig til diskussioner om sprogbrug i situationer hvor forskelle i virkelighedsopfattelse og værdigrundlag er på spil. I moderne tid har man i bestræbelsen på at finde kønspolitisk neutrale udtryksmåder kunnet iagttage hvor problematisk den sproglige skelnen mellem hankøn og hunkøn kan opleves. Her er sprogene forskelligt stillet; ikke alle sprog har kønsforskel i de personlige pronominer, og ikke alle har i samme grad som tysk en tradition for at sætte en femininums-endelse på betegnelser for indehavere af embeder (således har dansk fx ikke en særlig betegnelse for 'kvindelig læge', svarende til tysk Ärztin). Diskussioner om forkvinde eller forperson manifesterer samme samfundsmæssige og sproglige dilemma.

Skønt det normalt er muligt at oversætte en hvilken som helst prosatekst til et vilkårligt andet sprog, betyder forskelle mellem sprogene typisk at der går noget tabt ved oversættelsen, ligesom oversætteren også kan være nødt til at lægge noget til for at få en tekst der er tilfredsstillende på målsproget. Dette skyldes dels at det er forskelligt hvilke grammatiske valg der er obligatoriske, dels at det er forskelligt hvilke ordvalg der er naturlige og tilvante. Fx kan den engelske sætning the box is on the table normalt ikke oversættes til dansk med æsken er på bordet fordi man på dansk normalt skal meddele om æsken står eller ligger. Som oversætter må man derfor tilføje den oplysning ud fra sin forståelse af teksten.

Nyere empirisk sprogforskning har fundet en række karakteristiske forskelle i udtryksmønstre mellem forskellige sprog, bl.a. om udsagnsord fokuserer på bevægelsens måde (på dansk fx gå/løbe/slentre...) eller bevægelsens retning, som i fransk sortir (bevæge sig ud) over for entrer (bevæge sig ind). Et andet eksempel er om man udtrykker tings lokalisering med udgangspunkt i taleren (fx til venstre/højre for mig) eller ud fra situationsuafhængige angivelser ('mod nord/syd' eller 'oppe eller nede ad floden').

Hjernens udvikling kan følges i fossile fund der viser forøgelse af rumfanget i udviklingsforløbet frem mod nutidsmennesker; fra Australopithecus afarensis (ca. 500 cm³) via Homo habilis og Homo erectus frem til Homo sapiens (ca. 1400 cm³). Hos Homo erectus er desuden fundet spor af talecentre på indersiden af hjernekassen.

Selve taleorganerne, dvs. luftvejene, munden og næsehulen, har andre primære funktioner end den at frembringe talelyd, fx vejrtrækning og bearbejdning af føde. Men deres specielle udformning hos mennesket, som formodentlig hænger sammen med den oprejste stilling og tobenede gang, har udviklet sig på en måde der gør dem velegnede til frembringelse af sprogets differentierede lyde.

Disse biologiske forhold indgår med stor sandsynlighed i et tæt indbyrdes samspil. Samtidig foregik der en stigende social strukturering. Ifølge dette scenarie er fremkomsten af menneskesprog et resultat af et langvarigt udviklingsforløb hvor sprogevnen udvikles i såkaldt ko-evolution med flere andre menneskelige træk. Fra Homo habilis (ca 2,0-1,6 mio. år før nu) til Homo sapiens (fra ca. 2-300.00 år før nu) ses bl.a. en gradvis udvikling af redskabskulturen som tyder på en form for sproglig kommunikation. Ud fra denne antagelse opstod sprogevnen ikke på et bestemt tidspunkt, men er et resultat af at hjerne, legemlig tilpasning og fælles bevidsthed gradvis skabte betingelser for mere og mere velfungerende kommunikation og samarbejde.

Man må antage at sprogevnen forelå med Homo sapiens, dvs. for 2-300.000 år siden. Der kan ikke siges noget sikkert om de nærmere detaljer i det videre udviklingsforløb, før vi er fremme ved de første nedskrevne sproglige meddelelser for 5000-6000 år siden. Det er imidlertid nærliggende at tillægge den såkaldte kulturelle eksplosion (hvortil bl.a. hører hulemalerierne), dateret til for 50.000 år siden, en rolle i sprogs udviklingshistorie.

I modsætning til det scenarie der er skildret ovenfor, står en teori fremsat af den amerikanske lingvist Noam Chomsky. I denne teori antages sprogets opståen at skyldes en pludselig genetisk ændring, der ses som særlig nært knyttet til evnen til grammatik.

Der er to grundlæggende hypoteser: Polygenese, dvs. at sprog opstod flere steder, over for monogenese, dvs. at sprog opstod en gang for alle. Som nævnt ovenfor er der indikationer på at allerede Homo erectus kan have haft sprogevne. Ifølge den første hypotese udvandrede Homo erectus fra Afrika for ca. 1,7-1,6 mio. år siden og bredte sig til Europa og Asien for siden at udvikle sig til lokale varianter af Homo sapiens med hver sit sprog. Den anden hypotese går ud på at Homo sapiens, der udvikledes af Homo erectus i Afrika, bragte sprog med sig på artens udvandringer fra Afrika for ca. 200.000 år siden til Europa og Asien for at nå til Australien for ca. 60.000 år siden og til Amerika for mellem ca. 35.000 og 15.000 år siden. Denne hypotese indebærer at alle sprog på grund af den fælles oprindelse er beslægtede, og den forklarer derved de trods alt påfaldende fællestræk ved verdens sprog.

Menneskesprog betjener sig primært af et akustisk-auditivt system (på nær tegnsprog, der er baseret på et gestuelt-visuelt system). Det forhold at vores nærmeste slægtninge blandt primaterne har viljesbestemt (cortex-styret) kontrol over håndbevægelser, men ikke over stemmeanvendelsen, har givet anledning til en hypotese om at menneskesprog i sin tidligste fase blev udtrykt ved gestus, for så siden at blive overført til et lydligt medium. Et sådant skift kan ses som motiveret af at den lydlige kommunikation kan fungere i mørke og desuden frigør hænderne til andre gøremål, også selvom hånd- og ansigtsbevægelser ofte ledsager talen og i de fleste sprogsamfund er lige så konventionelt fastlagt som det lydlige sprog.

Studier af dyresprog, børns indlæring af sprog og kreolsprog kan bidrage til at belyse typer af udviklingsmønstre. Dyresprog består som nævnt af simple signaler, hvor der er én til én- overensstemmelse mellem signalet og det der signaleres, såsom 'sult' eller 'fare', mens et menneskesprog som beskrevet involverer evnen til at kombinere tegn. Denne type udvikling kan også genfindes i børns sproglige udvikling fra den simple signalfunktion af fx 'sult' over pludren til ytringer kombineret af flere tegn.

Et andet fingerpeg om sprogs udvikling kan fås ved studier af kreolsprog, udviklet fra europæisk baserede pidginsprog. Kreolsprog fra forskellige steder i verden udviser således en række fællestræk, bl.a. tre fundamentale syntaktisk-semantiske modsætninger: to tempusformer (før og ikke-før), to modusformer (reel over for ikke-reel) og to aspektformer (vedvarende-punktuel). Man kan på den basis danne hypoteser om de mere basale kategorier og modsætninger, som menneskesprog bygger på.

Hvordan man end forklarer sprogs opståen, ligger det fast at helt tilbage fra de tidligste skriftlige vidnesbyrd på sumerisk fra ca. 3200 år f.v.t. er der ingen tegn på at nutidige sprog i teknisk avancerede samfund er "bedre" end andre sprog. En moderne vesteuropæer har ganske vist et ordforråd der dækker ting og begreber, som er ukendte i en jæger-samler-kultur, men det omvendte er også tilfældet, og i sprogs opbygning er der ingen kvalitative forskelle. Det giver derfor ikke mening at opfatte hverken de meget gamle sprog eller de få tilbageværende jæger-samler-sprogsamfunds sprog som 'primitive'. Alle sprog er tilpasset den kultur hvor de tales. Når nogle sprog i visse sammenhænge opfattes som "bedre", hænger det typisk sammen med forskelle i social prestige.

I europæisk tradition har grammatikere hovedsagelig beskæftiget sig med skriftsproget, som blev anset for mere formfuldendt end talesproget. Men næsten alle moderne sprogforskere er enige om, at det er talesproget der er det grundlæggende, bl.a. fordi der til mange talesprog først i nyere tid er lavet en skrift.

Talesprog er betinget af den menneskelige anatomi. Således er menneskets strubehoved fra etårsalderen sænket i forhold til positionen hos andre pattedyr, hvorved der opnås en rigere modulation af det rum sproglydene formes i. Samtidig kan ganesejlet lukke for luftstrømmen op gennem næsen, hvorved der skabes mulighed for flere klart distinkte sproglyde.

Alle kendte skriftsprog er bygget over talesprogselementer, hvad enten det er fonemer som i europæiske sprog, stavelser som i sumerisk eller ord som i kinesisk, hvor tegnene symboliserer ordets indhold. Ordtegn kan endvidere bruges på rebusmaner til at angive omtrent enslydende ord. Formrige sprog som de semitiske og de indoeuropæiske har imidlertid været kraftigt tilskyndet til at isolere lydelementer og dermed gradvis udvikle en alfabetskrift, mens det falder mere naturligt at anvende et tegn pr. ord i kinesisk, hvor ordene overvejende er ubøjelige enstavelsesord. Det særtræk, man finder i alfabetskriften for de semitiske sprog arabisk og hebraisk, der oprindelig var helt uden vokaler, hænger formentlig sammen med at alle ordrødder på disse sprog består af to til tre konsonanter som er gennemgående i alle bøjningsformer og sikrer ordets identitet. Derved får vokalerne en sekundær status.

Ingen mennesker i et sprogsamfund taler helt ens; og ords udtale påvirkes dels af koartikulationen, dels af prosodiske faktorer som intonation og tryk. Derfor har det ikke været nogen enkel sag at finde frem til et alfabets repræsentation af sproglyde. Hertil kommer at når et skriftsprog én gang er udformet, vil det i takt med talesprogets ændringer komme til at afvige stadig mere fra den nøjagtige gengivelse af det talte sprogs lyde. Skriftsproget opdateres ikke i samme takt som talesproget.

Dette skyldes til dels konservatisme (når man er vant til et bestemt skriftbillede, virker nye former umiddelbart som "fejl") – men der kan anføres flere grunde til at man ikke løbende ændrer skriftformen i takt med talesprogudviklingen. Det letter læsningen at ordene skrives på en ensartet måde, så personlige varianter ikke slår igennem i et tilsvarende antal skrivemåder. Dette giver også lettere adgang til at læse tidligere tiders skrifter. Desuden er det et rationale ifølge hvilket ord der begrebsmæssigt hører sammen, også skrives ens på tværs af udtaleforskelle. Det kan for eksempel begrunde at man bevarer skriveformen moder frem for mor, fordi man så bedre erkender sammenhængen mellem basisordet og bøjede eller afledte former som mødre, moderlig og modermærke. Dette princip spiller en betydelig rolle i retskrivningen. Se også skrift.

Den genetiske klassifikation samler som nævnt beslægtede sprog i sprogætter der kan føres tilbage til et fælles grundsprog. Blandt de sprogætter, der rummer flest sprog, kan nævnes indoeuropæisk (der rummer fx dansk og hindi), sino-tibetansk (fx mandarin-kinesisk og burmesisk), niger-kordofansk (fx swahili og yoruba), afro-asiatisk (fx arabisk), austronesisk (fx indonesisk), uralsk (fx finsk), altaisk (omdiskuteret, men til kategorien regnes fx tyrkisk og mongolsk), dravidisk (fx tamil), austroasiatisk (fx vietnamesisk), athapaskisk (fx navajo) og algonkin-sprog (fx cree). Inden for sprogætter opereres med sprogfamilier; således er germansk, romansk og slavisk sprogfamilier der alle tilhører den indoeuropæiske sprogæt. Mange sprog kan imidlertid ikke vises at være beslægtet med noget andet sprog, fx baskisk (se isolater).

Der har været flere forsøg på at samle de identificerede sprogætter i større ætter, som så ideelt set alle skulle kunne føres tilbage til ét fælles grundsprog og således bestyrke hypotesen om monogenese, dvs. en fælles oprindelse for alle sprog. Allerede den danske sprogforsker Holger Pedersen antog i 1905 eksistensen af en sådan større æt, den nostratiske, og den amerikanske lingvist Joseph Greenberg har foreslået en eurasiatisk storæt omfattende indoeuropæisk, uralsk, altaisk, koreansk-japansk, palæosibiriske sprog og eskimoisk-aleutisk. Ingen af disse klassifikationshypoteser er dog i dag alment accepteret.

Hvor den genetiske klassifikation forklarer ligheder mellem sprog ved slægtskab, søger den typologiske at identificere træk som kendetegner menneskelige sprog på tværs af slægtskabsforhold, og pege på de variationsmuligheder der findes inden for denne ramme. Man har siden den tyske sprogforsker Wilhelm von Humboldt klassificeret sprog efter deres morfologiske struktur og opstillet typer som isolerende sprog, fx vietnamesisk, agglutinerende sprog, fx tyrkisk, og flekterende sprog, fx latin. En nyere sprogtypologi, som er fremført af Joseph Greenberg, bygger på lovmæssigheder af typen: Hvis et sprog har trækket A, så har det også med stor sandsynlighed trækket B. Ved at gå ud fra rækkefølgen af de primære sætningsled, subjekt (S), objekt (O) og verbal (V), kan man etablere en række overensstemmelser mellem grammatiske fænomener og herudfra klassificere sprog typologisk som hhv. SVO-, SOV- eller VSO-sprog.

Den geografiske klassifikation studerer overensstemmelser mellem sprog som findes inden for et afgrænset geografisk område (se sprogforbund). Denne arealtypologiske betragtningsmåde går tilbage til den danske sprogforsker Kristian Sandfeld, som beskrev en række overensstemmelser mellem sprogene på Balkan, som genetisk set kun er forholdsvis fjernt beslægtede. Også mange andre steder på Jorden kan man identificere sprogforbund hvor ubeslægtede sprog der lever sammen, tilpasser sig hinanden ved gensidig påvirkning og lån på kryds og tværs. Således ses et klart semantisk-leksikalsk fællesskab mellem fx svensk og finsk, jf. svensk vanlig 'sædvanlig' over for finsk tavallinen, af tapa 'vane' med endelsen -llinen '-lig', og oversættelseslånet nenäliina 'lommetørklæde', af nenä 'næse' og liina 'dug, tørklæde' over for svensk näsduk.

Det at tale samme sprog er således af stor betydning for menneskers tilhørsforhold og sociale identitet. Mennesker der taler samme sprog, har ofte mere til fælles end de selv nødvendigvis er klar over. Men det udelukker ikke aggression eller fraktionsdannelse, og et fælles sprog er hverken et nødvendigt eller tilstrækkeligt grundlag for oplevelsen af et nationalt fællesskab. At der taltes serbokroatisk i store dele af det tidligere Jugoslavien, holdt ikke nationen samlet, og at der tales flere forskellige sprog i Schweiz, har ikke hindret nationens eksistens gennem århundreder. Omvendt kan der opstå national splittelse der følger sproggrænser, i nyere tid fx i Canada og i Belgien. Adskillige nationer har mere end ét officielt sprog, men af dem der kun har et, opfattes sproget i nyere tid almindeligvis som vigtigt for den nationale selvopfattelse.

Danmark har været flersproget i århundreder, men langt de fleste indbyggere i Danmark har været dansktalende. Der har dog været store og prægnante nedertysktalende minoriteter i middelalderen. Adskillige danske konger har talt nedertysk, og højtysk var officielt hofsprog for fem danske konger, fra Christian 5. til og med Christian 7. Dette blev først i slutningen af 1700-tallet anset som principielt problematisk for dansk national identitet. Danske lærde havde dog allerede i 1600-tallet set det som deres opgave at bevare det danske sprog "rent", men bestræbelserne var navnlig rettet mod fransk påvirkning af ordforrådet, og man argumenterede for det danske sprogs brugbarhed i skrifter på latin (se dansk; sproget i Danmark).

Den europæiske nationalromantik i begyndelsen af 1800-tallet tillagde sproget en afgørende betydning for opbygningen og oplevelsen af en nation. Denne opfattelse har med skiftende intensitet været dominerende siden da. Den havde i 1800-tallet fx betydning for etableringen af selvstændige norske skriftsprog og for udviklingen af færøsk.

I perioder hvor påvirkning udefra har været eller har været oplevet som en trussel mod den nationale identitet, har mange samfund grebet til protektionistiske foranstaltninger. Man har i lande som Island og Polen oversat fremmedord systematisk eller ligefrem forbudt dem, og man har krævet af borgerne at alle skulle beherske nationalsproget, eller man har prøvet at sikre nationalsproget gennem lovregulering, bl.a. for også at stille indvandrergrupper over for et krav om tilpasning til den herskende kultur.

Et fælles sprog bygger på en fælles strukturering af virkeligheden, bl.a. afspejlet af sprogets ordforråd. Dialekter inden for et sprog har normalt de samme gloser i det centrale ordforråd, blot med forskellig udtale, men ofte med afvigelser inden for det perifere ordforråd. Forankring i dialektale og regionale fællesskaber kan have stor betydning for sprogholdninger, herunder vurdering af eget og andres sprog. Når danskere undertiden står uforstående over for den norske sprogstrid, skyldes det manglende erfaringer mht. betydningen af det regionale tilhørsforhold. Den store rummelighed med hensyn til valgfri former i begge de norske skriftsprog skal ses i dette lys.

Hvert menneskes personlige baggrund er aflejret i det sprog vedkommende rummer og betjener sig af. Ordforrådet er bl.a. bestemt af uddannelse og interesser, udtalen af socialt og regionalt tilhørsforhold, ordenes begrebsomfang og indre repræsentation af vidt forskellige, individuelle erfaringer. Sproget bærer den enkeltes historie, og brugen af det røber undertiden mere end tilsigtet, bl.a. om stemningsleje og følelsesliv. Netop fordi sproget således både er et fælles anliggende og noget meget personligt, er mange mennesker sarte over for kritik af deres skrift- og talesprog. Anfægtelse af sprogets form rammer dybt fordi det opleves som kritik af den enkeltes personlighed.

Samtidig kan også afvigelser fra nationale, dialektale eller subkulturelle normer udløse stærke reaktioner hos nogle sprogbrugere fordi de er associeret med forskelle i identitet som har et konfliktpotentiale i det pågældende samfund. Selvom sproglig tolerance er en udbredt antaget værdi, kan man derfor ikke tage for givet at en tolerant holdning til det rent sproglige kan afmontere alle konflikter som sproglige identitetsmarkører kan være forbundet med.