I Danmark fandtes der sporveje i København, på Frederiksberg samt i Gentofte, Odense og Aarhus. Det første danske sporvejsselskab begyndte driften med hestetrukne sporvogne i 1863 mellem Frederiksberg Runddel og Frihedsstøtten i København. Selskabet, Kjøbenhavns Sporvei-Selskab, blev dannet på foranledning af erhvervsmanden C.F. Tietgen, der også blev selskabets første direktør. Idéen til anlæggelsen fik Tietgen i London, hvor den første linje var åbnet i 1860. Linjen ad Frederiksberg Allé blev øjeblikkelig en succes, specielt for udflugtstrafikken fra København til Frederiksberg Have. I slutningen af 1800-t. kom flere lokale københavnske og frederiksbergske sporvejsselskaber til, og efterhånden blev den daglige transport mellem hjem og arbejde den væsentligste opgave for selskaberne.
Med inspiration fra andre europæiske storbyer overvejede de største sporvejsselskaber ved slutningen af 1800-t. en mekanisering af den utidssvarende hestedrift. Efter nogle år med dampsporveje på Strandvejen mellem Trianglen i København og Klampenborg samt forsøg med trykluft-, gas- og elektriske sporvogne med akkumulatorer placeret under sæderne kom Frederiksberg Sporvejs- og Elektricitets-Aktieselskab i 1899 først med det system, der allerede var slået igennem over den øvrige verden, nemlig sporveje drevet med sporvogne forsynet med strømaftager på taget til forsyning med strøm fra en køreledning ophængt over skinnerne. Systemet blev indført overalt på de danske sporveje på 3-4 år. Den sidste hestetrukne sporvejslinje blev dog først nedlagt i 1915.
Sporvejsstrækningerne blev i perioden op til 2. Verdenskrig udvidet kraftigt. Anlægget af sporveje til nye og endnu uudviklede byområder var medvirkende til at fremskynde både byernes vækst og udflytningen fra tætbefolkede kvarterer i centrum. De danske sporveje fik deres største udbredelse i årene lige efter 2. Verdenskrig. I 1950'erne blev de mindre linjer og selskaber af økonomiske grunde omlagt til busdrift. De større sporvejslinjer i København og Aarhus blev omstillet til dieselbusdrift i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne. Driften i Aarhus ophørte 7.11.1971, mens den hidtil sidste danske sporvogn kørte i remise i København 22.4.1972.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.