Spiritualisme er i filosofien et begreb og en retning, der omhandler den lære, der i modsætning til fx materialisme og naturalisme hævder åndens virkelighed, evt. ånden som den sande virkelighed, og det materielt-stoflige som ytringsformer af det åndelige.
I kristendommens historie bruges begrebet om reformatoriske bevægelser i 1500-tallet med stærkt kirkekritisk betoning af, at mennesket kan modtage den levende ånd direkte fra Gud; se Thomas Müntzer og sværmere. Senere kristne spiritualistiske strømninger har lagt vægt på det organisationsfrie og/eller revolutionære, fx kvækerne og pietisterne. Desuden bruges begrebet om en række religiøse strømninger og livsanskuelser gennem 1800- og 1900-tallet med rødder i kristen mystik og østlig religion og filosofi, fx Kristen Videnskab, Martinus' åndsvidenskab, teosofi og antroposofi. Også en række nye religioner og tankesættet i New Age rummer spiritualisme.
Fra slutningen af 1900-tallet anvendes spiritualitet som kodeord for den livsholdning, der understreger det enkelte individs selvudvikling, søgen efter retning og mening i livet, evt. ukonfessionelt-diffust eller synkretistisk, i en tagen afstand fra materialismen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.