Sonetten er en fast lyrisk form. Den består i sin reneste form altid af 14 elleve-stavelses-vers, gerne femfodsjamber.
De 14 linjer er grupperet i to indbyrdes rimende 'kvartetter', dvs. fire samhørende verslinjer, og i to 'terzetter', dvs. tre samhørende verslinjer.
Den typiske rimstilling er derfor ABBA ABBA CDC DCD, men variationerne er mangfoldige.
Sonetten menes opstået i 1200-tallets Syditalien blandt troubadourerne ved Frederik 2.'s sicilianske hof, hvor græsk og latinsk klassik mødtes med orientalsk smag for det arabeskagtige og elegant pointerende.
I provençalsk betegner ordet, der er beslægtet med fransk sonner (at lyde, klinge) eller diminutiv af son (lyd), mange andre digtformer end det typisk foreskrevne mønster, nemlig et sangbart digt.
Tilhængere af 'den metriske reform' blandt 1500- og 1600-tallets franske, tyske (og danske) metrikere opfattede indimellem sonetten i stil med de græske korsange: strofe + antistrofe + epode (tysk Satz, Gegensatz, Beisatz). Af denne grund blev de seks sidste linjer skrevet sammen til ét digtafsnit.
Barokdigtningen overtog sonettens rimskema, men udfyldte det med alle tænkelige vers, herunder fx også aleksandrinere. Sonetten blev således en udvendig metrisk ramme og ikke, som det var dens væsen, en logisk todelt kompositionsform, en slags lyrisk syllogisme, dannet af argumentum og conclusio.
Formen har et langt videreliv — fra franske Pierre de Ronsard over engelske William Shakespeare til franske Charles Baudelaire, til tyske Rainer Maria Rilke og til danske Inger Christensen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.