Somen
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Somen er tynde japanske hvedemelsnudler. De er næsten hvide og har en længde på ca. 25 cm og diameteren er mindre end 1,3 mm. Hvor udon er hverdagsmad for de fleste japanere, så anses somen som de fineste nudler. De spises især i kolde salater i det sydøstlige Japan, men de serveres også i varme retter især om vinteren.

Fremstilling

Somen fremstilles af hvedemel, salt og lidt vand ligesom udon, men det er meget vanskeligere at fremstille de lange tynde somen, uden at de går i stykker. Nudlerne smøres derfor med sesam- eller bomuldsfrøolie for at styrke dem under fremstillingen. I dag er de fleste somen fremstillet på maskine, men de bedste nudler er håndfremstillede – og fra sidste år, da de tørrer ud under opbevaring, og det giver en bedre tekstur. Maskinfremstillede somen ændrer ikke tekstur under lagring.

Smag

Somen har som andre nudler en meget neutral smag. Under fremstillingen kan de tilsættes ingredienser, der både giver farve og smag som grøn te, cha somen, æggeblomme, tamago somen eller blommer, ume somen. Retter med somen får deres specifikke smagskarakter af de øvrige ingredienser, som indgår i retterne.

Somen er basis i retter, der serveres under den japanske stjernefestival d.7. juli.

Læs mere i Lex