solpletter

Et sommerfuglediagram viser, hvor stor en procentdel af Solens overflade der lokalt er dækket af solpletter, som funktion af tiden og breddegraden på Solen. Antallet af solpletter varierer nogenlunde cyklisk med en periode på ca. 11 år. I begyndelsen af en ny fase i denne cyklus dannes solpletterne fortrinsvis ved ca. 30° bredde; med voksende aktivitet flytter forekomsten af solpletter nærmere Solens ækvator. Th. typisk solplet, observeret med det svenske solteleskop på La Palma. Her ses den centrale, mørkere umbra og den omkringliggende penumbra med en tydelig filamentstruktur. På soloverfladen ses også granulationen, forårsaget af konvektion i Solens indre. Billedets vandrette udstrækning svarer til ca. 40.000 km på soloverfladen.

John Fowlie.

Licens: Begrænset anvendelse

Den tyske astronom Christoph Scheiner var en af de første til at observere solpletter. Han foretog fra 1611 og frem en lang række observationer med den nyopfundne kikkert. Observationerne udgav han i Rosa Ursina (1626-1630), som forblev standardværket om solpletter i over 100 år. Tegningen fra værket viser observationer udført i perioden den 18. april til den 1. maj 1625.

DNLB.

Licens: Begrænset anvendelse

Solpletter er mørkere områder på den lysende solskive. Den indre, mørkeste del af en solplet kaldes umbraen og har en temperatur på ca. 4000 kelvin, hvilket er væsentlig under Solens gennemsnitlige overfladetemperatur på ca. 5750 kelvin

Den lavere temperatur er årsagen til, at solpletten udsender mindre lys og dermed virker mørkere end resten af Solens overflade. Umbraen er omgivet af penumbraen, der er noget varmere og dermed knap så mørk.

Diameteren af en typisk solplet kan være op til 50.000 km.

Tidligste observationer af solpletter

Solpletter blev først systematisk observeret omkring 1610, kort tid efter kikkertens opfindelse, af Galileo Galilei, Christoph Scheiner, den engelske astronom Thomas Harriot (1560-1621) og den hollandske astronom Johannes Fabricius (1587-1615).

Der foreligger dog tidligere optegnelser, bl.a. fra Kina, der viser, at solpletter er blevet set med det blotte øje; det er undertiden muligt (med forsigtighed), når Solen står lavt på himlen og er sløret af dis.

Magnetfelter reducerer energitransporten

Solpletter skyldes kraftige magnetfelter med feltstyrker op til 0,4 tesla (dvs. mere end 50.000 gange Jordens magnetfelt). Magnetfeltet hæmmer konvektionen i Solens ydre dele og reducerer dermed energitransporten, hvilket forårsager den lavere temperatur.

I atmosfæren over solpletterne er forholdene helt domineret af magnetfeltet, der kan give anledning til voldsomme fænomener, bl.a. eksplosive udbrud af stof, såkaldte flares.

Dannelse af magnetfeltet

Solens magnetfelt dannes antagelig nær bunden af konvektionszonen i form af magnetiske fluxrør, dvs. områder med koncentrerede magnetiske feltlinjer. Pga. den mindre massefylde af stoffet i et fluxrør stiger dette op gennem konvektionszonen og bryder gennem Solens overflade som en magnetisk bue.

Solpletters periodicitet

Det fører til dannelse af et par af solpletter med modsat magnetisk polaritet. Solens magnetiske aktivitet, og dermed antallet af solpletter, varierer med en periode på i gennemsnit 11 år. Solpletternes periodicitet blev opdaget i 1843 af Heinrich Schwabe.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.