skrift

Ved skrift forstås først og fremmest tegn, der gengiver menneskelig tale sådan som fx vores alfabetiske skrift, men begrebet skrift kan også, i bredere forstand, bruges om ikke-sproglige notationer som den matematiske skrift eller nodeskriften. I almindelig sprogbrug taler man kun om skrift, når der foreligger en systematisk brug af konventionelle symboler, som er mere eller mindre vilkårligt vedtagne tegn. Det er endvidere fælles for alle skriftarter, at bevægelse ikke, som fx i tegnsprog, indgår i selve tegngivningen. Skriftens tegn er begrænset til statiske figurer og er derfor egnede til fæstnelse i et fast materiale. Materialets grad af fasthed og holdbarhed varierer afhængigt af tid og sted fra vokstavler, ler, palmeblade, bambusrør, knogler, sten, pergament og papir til elektronisk sats, og det har naturligvis haft stor betydning for skrifttegnenes udformning; se kalligrafi.

I europæisk tradition har man normalt opfattet skriften som et sekundært udtryksmiddel i forhold til talen. I alle kendte samfund gør mennesker brug af talen, og oprindelsen til sprog af de typer, vi kender i dag, sættes gerne til omkring 50.000-40.000 år før nu, mens de ældste eksempler på skriftlig gengivelse af tale, de sumeriske indskrifter med kileskrift, stammer fra omkring 3000 f.Kr. Endnu omkring 2000 er der store dele af menneskeheden, der ikke benytter sig af skrift. Selve det at kunne skrive betegnes da også ofte som skrivekunst, jf. écriture.

Imidlertid findes der mange vidnesbyrd om, at mennesker, længe før de fandt på skrift som talegengivelse, har haft trang til at udtrykke sig ved hjælp af rumlige symbolske figurer. Skrifttegn, i bredere forstand, behøver altså ikke altid at være afbildninger af tale, sådan som de tydeligvis heller ikke er det i senere skriftsystemer som den matematiske skrift og i nodeskriften. Den matematiske skrift har netop opnået sin klarhed ved at frigøre sig fra talen. Men sådanne ikke-sproglige tegnsystemer dækker kun specielle områder af menneskelivet. Overalt på kloden har de generelle skriftsystemer deres udgangspunkt i talesprogene, selvom de tit i tidens løb har bevæget sig et godt stykke væk fra udgangspunktet.

Man antager, at skrift har sin oprindelse i symbolske billeder, sådan som de kendes fra fx færdselstavler eller fra ikoner på en computerskærm. Det vil sige, at skriften først har været af semasiografisk type (af gr. semasia 'betydning') pegende på et begrebsmæssigt indhold og ikke på bestemte ord. På et eller andet tidspunkt er de symbolske billeder gået over til at stå for bestemte ord eller orddele. Denne udvikling fra et semasiografisk system til et glottografisk system (af gr. glotta 'sprog') kan iagttages i den sumeriske kileskrift i løbet af 2000-t. f.Kr.

Et af de tydelige tegn på overgang til et glottografisk system er brug af rebusprincippet, som består i, at et billedtegn i stedet for at betegne den genstand, det forestiller, står for en lyd, der både kan betegne den afbildede genstand og noget helt andet. Fx kan billedet af et får både betegne et klovdyr og det, at man modtager noget. Når man ser et sådant princip anvendt, bliver det klart, at det symbolske billede er blevet til symbol på et ord. Rebusprincippet finder udstrakt anvendelse ikke blot i kileskriften, men også i så forskellige systemer som egypternes hieroglyffer, de kinesiske skrifttegn og i mayaernes tegn. Semasiografiske skrifter synes opstået mange steder på Jorden; se fx Påskeøen (sprog). Selvom der benyttes en skrift, som fortrinsvis repræsenterer begreber, vil der altid ligge en kraftig tilskyndelse til at bruge rebusprincippet i det forhold, at der på alle sprog forekommer navne og abstrakte ord, hvis betydning ikke lader sig afbilde.

Brugen af rebusprincippet i den traditionelle kinesiske skrift er et af de mange træk, der viser, at den ikke er en semasiografisk skrift, sådan som man tit har ment i Europa, idet man har betegnet de kinesiske tegn som ideogrammer. Mere end 90% af de kinesiske tegn indeholder et fonetisk element. Den kinesiske skrift er bestemt til at gengive bestemte ord i det talte sprog og kan derfor klassificeres som glottografisk. Den følger det kinesiske sprogs grammatik med alle de finurligheder, som et naturligt sprog nu engang har, og er ikke et sæt af sproguafhængige logiske regler. Da tegnene primært gengiver ordenes indhold og ikke deres form, kan skriften videre bestemmes som logografisk (af gr. logos 'ord, fornuft'). I ældre kinesisk bestod hvert ord normalt kun af én stavelse, som havde sit eget tegn. På moderne kinesisk kan ord være sammensat af flere stavelser, som dog hver for sig er betydningsbærende og har et eget tegn. Den kinesiske skrift må anses for ganske hensigtsmæssig for et sprog bestående af ubøjelige, ofte enslydende enstavelsesord og -morfemer, idet princippet om "et tegn pr. ord" bl.a. medfører, at selv enslydende ord eller morfemer skrives med forskellige tegn. Se også kinesisk (skrift) og sprog (fra lyd til skrift).

I den sumeriske kileskrift såvel som i de egyptiske hieroglyffer gøres der i 2000-t. f.Kr. så udstrakt brug af rebusprincippet, at skriften mere og mere bliver baseret på ordenes lyd og ikke på deres betydning. De ældste fonografiske skrifter (af gr. phone 'lyd') er stavelsesbaserede, sådan som det først og fremmest er tilfældet med den sumeriske kileskrift. Ligesom den logografiske skrift kan være velegnet til nogle sprog, kan en stavelsesbaseret fonografisk skrift være det til andre, hvor hver betydningsenhed har sit klart afgrænsede udtryk som fx flere indiske sprog, jf. devanagari. Se også agglutinerende sprog.

Den japanske skrift kombinerer en logografisk skrift af kinesisk type med en stavelsesbaseret fonografisk skrift. Stavelsesskrift findes mange steder i verden, jf. det indianske sprog cree, der tales i det østlige og centrale Canada. En stavelsesskrift til dette sprog blev konstrueret ca. 1840 af metodistpræsten James Evans (1801-46) og bidrog i kraft af sin opbygning til på kort tid at gøre en stor del af befolkningen læsekyndig. Men en stavelsesskrift er ikke hensigtsmæssig til bøjningsrige sprog som mange af dem, der omgav det oprindelige sumeriske sprogområde. På sådanne sprog er betydende elementer inden for et og samme ord ikke skarpt afgrænsede, men smitter af på hinanden, således at et enkelt ord kan antage mange forskellige bøjningsformer med vokalskift og assimilation af konsonanter.

Den videre udvikling af den fonografiske skrift, der fortrinsvis fandt sted inden for flekterende sprog som det egyptiske og de semitiske sprog fønikisk, hebraisk og arabisk, blev især præget af det akrofoniske princip (af gr. akra 'spids'), ifølge hvilket man benytter billedet for et ord til blot at betegne den første lyd i dette ord. På denne måde er vores alfabet opstået ud fra symbolske billeder; se alfabet.

Alle eksisterende alfabetiske skrifter, både asiatiske og europæiske, nedstammer fra de semitiske alfabeter. Ligesom andre semitiske skrifter var den fønikiske en ren konsonantskrift. Da alle ord på de semitiske sprog begynder med en konsonant eller en stødlyd, måtte de semitiske skrifter ud fra det akrofoniske princip blive konsonantskrifter — en udvikling, der blev understøttet af, at vokalerne på de semitiske sprog ikke har samme betydningsadskillende funktion som på de europæiske sprog. Først med grækernes overtagelse af det fønikiske alfabet blev vokaltegnene indføjet i skriften. De forskellige europæiske alfabeter, det latinske, det kyrilliske, runealfabetet m.fl., bygger direkte eller indirekte på det græske.

Selv en god fonografisk skrift er ikke nogen simpel afspejling af talen. Mange af talens egenskaber gengiver skriften overhovedet ikke. Det gælder i dansk fx så væsentlige fænomener som intonation, tryk og stød, selvom bl.a. trykforhold spiller en afgørende rolle for betydningen, jf. stå op (klokken syv) over for stå op (hele vejen); forkert tryk er da også en hyppig kilde til fejloplæsninger af dansk. Vores skrift stammer altså tydeligvis fra sprog, hvor trykforhold ikke har spillet nogen væsentlig rolle for at skelne mellem ellers enslydende ord.

Til gengæld kan der i skrift også tilføjes elementer, som ikke findes i talen, men som kan bruges til at skelne mellem homofoner, jf. homonym, fx stumme bogstaver som i hver — værd — vejr eller store bogstaver til at skelne navne, jf. Tom, Liv til forskel fra tom og liv og tiltaleformerne I og De til forskel fra i og de. Den alfabetiske skrift har bredt sig til vidt forskellige sprog, og hvert sprogsamfund har måttet tilpasse den alfabetiske skrift dels ved at føje nye tegn til, dels ved at udforme regler for tegnenes brug og fortolkning, jf. retskrivning. Kravet om, at ordene skal være lette at genkende, medfører uvægerligt en vis konservatisme i skriftsproget, som adskiller det fra at være en tro gengivelse af det evigt foranderlige talesprog.

De fleste europæiske nationalsprog fik i løbet af middelalderen fastlagt traditioner for, hvordan ordene skulle staves. Selvom disse traditioner er blevet modificeret i tidens løb, sætter de dog stadig deres præg på retskrivningen. Siden slutningen af middelalderen har imidlertid nogle sprog, fx dansk og engelsk, været ude for store lydændringer, mens andre sprog som tysk, italiensk og spansk har bevaret en bedre overensstemmelse mellem udtale og skrift. Der er forståeligt nok større problemer med bl.a. ordblindhed, når retskrivningen er mindre lydret. Men selv for dansk og engelsk gælder det, at enhver læsekyndig person, stillet over for et ukendt ord i skrevet form, der ikke netop er et fremmedartet låneord, i langt de fleste tilfælde kan give et udmærket gæt på, hvordan ordet skal udtales.

Opfindelsen af skrift som talegengivelse blev en kulturel revolution, fordi informationer af alle arter fra da af kunne langtidslagres i et ydre medium og ikke behøvede at opbevares i menneskers usikre hukommelse. Information kunne dermed overføres nogenlunde uforvansket mellem mennesker, der var adskilt i tid og rum, og akkumulering af viden blev mulig på en helt ny måde. Selvom skriften er baseret på talen, består dens værdi i, at den, modsat talen, er frigjort fra tid og sted. Skriftens historie er således i høj grad en historie om, hvordan skrift er blevet til et selvstændigt medium og ikke blot en mådelig kopi af talen.

Den skriftlige fremstillingsform førte tidligt til, at der skabtes et særligt skriftsprog, løsgjort fra talesprogets situationsbundethed. Den skriftlige meddelelse er kendetegnet ved, at afsenderen bliver nødt til at redegøre for, hvilken sammenhæng det skrevne skal sættes ind i. Afsender og modtager behøver ikke kende hinanden. Der kan i skrift ikke underforstås ret meget, og den skriftlige fremstilling tvinger i det hele taget til utvetydighed og abstraktion. Forskere har på baggrund heraf diskuteret, hvor meget den nye skriftkultur eller litteralitet, jf. eng. literacy, betød allerede for den græske filosofis opståen.

I den klassiske oldtid læste man ikke indenad, men brugte skriften til højtlæsning. Der var normalt ingen mellemrum mellem ordene og ingen skelnen mellem store og små bogstaver, således som det også stadig kan findes i mange skriftkulturer i Asien. Man var nødt til at læse rækkerne af bogstaver op og gruppere dem i nøje indlærte stavelser for at få dem til at give mening. Tidlig i middelalderen blev det dog almindeligt for skriftkyndige at læse indenad, og dermed var information på afgørende vis blevet løsrevet fra samtalen.

Teksternes overskuelighed blev øget, da man i de første århundreder e.Kr. til erstatning for skriftruller begyndte at sammenhæfte pergamentblade til bøger, se bog. Derved blev det lettere at søge rundt i en tekst. Også indførelsen af minuskelskrift, der dominerede den latinske skriftudvikling fra slutningen af 200-t., øgede læseligheden. Op gennem middelalderen blev overskueligheden yderligere forbedret, bl.a. ved opdeling i afsnit. Brug af komma, punktum og stort begyndelsesbogstav blev fastlagt i hovedtræk efter en række tilløb i forskellige europæiske klostre i 1100-t., jf. Book of Kells.

I løbet af middelalderen rykkede skriftkulturen i Europa frem på talrige områder. Digtning blev til litteratur, dvs. bogstavkunst, og i retsvæsenet fastslog man princippet om, at gyldig ret måtte bygge på nedskrevne love. Underskriften trængte frem som garantibevis og begrænsede brugen af edsaflæggelse.

Indførelsen af den kinesiske opfindelse papir i løbet af senmiddelalderen og bogtrykkerkunstens udvikling fra 1400-t. var formentlig hovedårsagerne til den største kulturrevolution siden skriftens opfindelse. Der opstod en helt ny form for offentlighed i samfundet. Mange mennesker kunne nu få adgang til en og samme tekst vedrørende samfundsliv, religion, kunst eller videnskab og drage præcise sammenligninger. Ældre tiders huskevers blev afløst af kataloger, registre, tabeller, ordbøger og andre opslagsværker, og disse publiceringsformer dannede grundlag for, at det meningsfyldt kunne diskuteres, hvem der først havde fremsat en idé. Jagten på originalitet blev dermed en vældig drivkraft i videnskab og kunst.

Luther anså bogtrykkerkunsten for Guds største nådegerning. Men det var ikke kun gennem den nye mangfoldiggørelsesteknik, at skriften blev afgørende for den religiøse omvæltning. Skriftkulturen havde fået høj status, og hele Reformationen forløb under slagordet Sola Scriptura 'skriften alene', dvs. at kun Bibelens skrevne ord havde gyldighed.

På trods af skriftens store fordele har den også gennem tiderne været udsat for stærk kritik. Allerede i 400-t. f.Kr. udtrykker Sokrates i Platons dialog Faidros sin skepsis over for skriften, idet han argumenterer for, at skrift overtager hukommelsens funktion og får mennesker til at sætte mindre ind på det at huske. Julius Cæsar refererer på tilsvarende vis i Gallerkrigen fra ca. 50 f.Kr. sin undren over, at gallerne, som han fandt på mange måder havde en høj kultur, ikke brugte skrift, men han fik den forklaring, at præsterne var bange for, at skriften ville få folk til at glemme den religiøse overlevering.

De moderne undersøgelser, der blev indledt i 1970'erne i Sovjetunionen af Alexander Luria over alfabetiseringens virkning på en befolkning uden skriftkultur, viser, at den ændrer et folks mentalitet ret dybtgående og dermed er en reel trussel om glemsel for myter og sagn. Også i skolens pædagogiske praksis kan man konstatere, hvordan den stigende udbredelse af trykt tekst har nedsat krav og forventninger til opbevaring af kundskaber i hukommelsen.

I takt med skriftkulturens udbredelse er der fremvokset et stærkt forsvar for det talte sprog, der i denne sammenhæng gerne benævnes det levende ord. Netop fordi skrift i sin oprindelse er en kopi af talen, er det let for talens tilhængere at argumentere for, at talen er primær og mere ægte. Desuden fremføres, at mens skriften er kunstig og lærd, er talen spontan og folkelig. Mens det kan hævdes, at skriftsprog tenderer mod abstraktion og objektivitet, siges talen at være subjektiv og inderlig. Selvom reformatorerne hyldede princippet Sola Scriptura, så var skriften dog for dem kun ledetråden, der skulle føre til det levende Guds ord, jf. Ap.G. 7,38. Det levende ord og ånden hører sammen i teologien. Prædikenen fik netop derfor sin centrale plads i den protestantiske gudstjeneste. Grundtvig blev i Danmark en meget stærk fortaler for det levende ord, som kom til at spille hovedrollen i højskolens pædagogik. Det skyldes således bl.a. Grundtvigs indflydelse, at retshandlingerne i Højesteret udelukkende er mundtlige.

Mens de stadig bedre trykkefaciliteter hidtil har fremmet skriftkulturen, giver den teknologiske udvikling mulighed for, at traditionel skrift i fremtiden får en mindre stærk placering i samfundslivet. Lyd og levende billeder kan opbevares digitalt, og den tiltagende internationalisering gør brugen af sproguafhængige semasiografiske tegn tiltrækkende. De nye medier giver på nogle områder med deres direkte appel til sanserne hård konkurrence til den formelle, objektiverende skriftkultur.

På den anden side kan sprogteknologien delvis automatisere overførsel mellem tale og skrift og vice versa og derved fremme brugen af skrift. Afgørende for skriftens overlevelse er, at de moderne vidensbaserede og bureaukratiserede samfund næppe kan tænkes opretholdt uden fortsat oplagring af information i det mere formelle skriftsprog.

Se også skrift – typografisk.