skjoldbruskkirtel

Kirtlen er hos mennesket placeret omkring nedre del af strubehovedets skjoldbrusk og øvre del af luftrøret (se strube). Den vejer ca. 20-25 g, idet den er størst hos unge kvinder, hos hvem den også tiltager i størrelse i forbindelse med menstruation og graviditet. Kirtlen har en blød konsistens, hvilket gør det vanskeligt at føle den, selvom den ligger overfladisk på halsen. Den har en rødbrun farve pga. rigelig blodforsyning og er delt op i en højre og en venstre lap, som er forbundet med hinanden foran luftrøret.

Kirtlen er opbygget af epithelceller, som er placeret i såkaldte follikler, der er omgivet af sparsomt bindevæv og talrige blodkar. Folliklerne kan sammenlignes med bolde, hvor væggen udgøres af et lag epithelceller, og hulrummet er fyldt op med en proteinholdig væske (kolloid), som indeholder jodholdige hormoner, thyroxin (tetrajodthyronin, T₄) og trijodthyronin (T₃), dannet af epithelcellerne. Se også jod (biologi).

Hormonerne dannes, ved at jod (jodid) og aminosyren tyrosin optages fra blodet af cellerne. Her kobles tyrosin til et sukkerholdigt protein og udskilles som kolloid i folliklen, hvor hormonerne dannes ved tilkobling af jodid. Når der er brug for hormonerne i legemet, genoptager cellerne kolloid i blærer ved pinocytose ("celledrikning", se endocytose). Efter sammensmeltning af pinocytoseblærerne med lysosomer skilles proteinet fra hormonerne, som udskilles til blodet.

Ved lavt indhold af hormon i blodet fremmes hormonproduktionen i kirtlen af hormoner fra hypothalamus via hypofysens thyreoideastimulerende hormon, TSH, og omvendt mindskes frigørelse af disse hormoner, hvis der er et højt indhold af skjoldbruskkirtelhormoner i blodet (feedback-regulering). Desuden synes det sympatiske nervesystem at virke direkte stimulerende på follikelcellerne. I en meget aktiv kirtel er follikelepithelcellerne meget høje, og kolloidmængden i folliklerne ringe, mens en lavaktiv kirtel har lave epithelceller omkring store mængder kolloid.

T₄ kan betragtes som et forstadium til det aktive hormon T₃, som påvirker de fleste celler i kroppen. Således stimulerer T₃ varmeproduktionen og regulerer energiomsætningen i cellerne, og hormonet er nødvendigt for normal længdevækst og for normal udvikling af centralnervesystemet i fostret og det nyfødte barn. Desuden øger hormonet cellernes følsomhed for impulser fra det sympatiske nervesystem og øger generelt impulsledningshastigheden i nervesystemet.

Dannelse af skjoldbruskkirtelhormonerne er helt afhængig af tilstrækkelig jodtilførsel med føden. I Danmark, specielt i Jylland, er jodindtagelsen generelt lav, men da for høj indtagelse kan være skadelig, er det usikkert, om ekstra tilførsel er gavnlig. Gravide og ammende bør dog have ekstra tilskud, da jodbehovet er øget hos dem. Pga. de mange effekter af T₃ giver for høj eller for lille produktion af hormonet markante symptomer, se skjoldbruskkirtelsygdomme. Optagelse af radioaktivt jod-131 kan udgøre en betydelig sundhedsrisiko, se radioaktivitet (biologi og forurening) og strålingsbiologi.

I kirtelfolliklernes væg findes foruden thyreoideahormonproducerende celler også et lille antal såkaldte C-celler. Disse afgiver hormonet calcitonin til blodet. Dette hormon sænker (i modsætning til biskjoldbruskkirtelhormonet) calciumkoncentrationen i blodet ved at hæmme calciumfrigørelse fra knoglevæv. Hormonet menes ikke at have større betydning hos mennesket.