Oprindelsen til shinto findes i den såkaldte kami-kult, som kan spores helt tilbage i egnsbeskrivelser (fudoki) fra før buddhismen kom til Japan i 552. Nyere forskning påpeger tydelige elementer fra det kinesiske filosofisk-religiøse system daoisme i kami-kulten. Eksempelvis er de kinesiske tegn for shinto de samme som for daoismen.
I mange århundreder var shinto underordnet buddhismen, og de to religioner delte helligdomme. I 1700-tallet opstod shinto-renæssancen (fukko shinto), hvis hovedpersoner var Motoori Norinaga og Hirata Atsutane. Det var først ved Meiji-periodens begyndelse (1868), at de to religioner blev adskilt (shinbutsu bunri). Fra det tidspunkt blev shinto konstrueret i den form, vi kender religionen i dag. Shinto var fra 1890'erne og indtil 1945 landets "åndelige grundlag" og derved hævet over andre religioner.
I perioden 1876-1907 blev 13 fortrinsvis nye religioner udskilt fra den statsligt organiserede shinto-religion i en gruppe kaldet sekt-shinto (kyoha shinto) af doktrinære årsager. Blandt dem Izumo Taisha-kyo, Tenri-kyo og Konko-kyo.
Med den nye forfatning fra 1946 blev shinto ligestillet med andre religioner og fik ikke længere statslige privilegier. I dag er de fleste helligdomme organiseret i Jinja honcho, sammenslutningen af shinto-helligdomme.
Amaterasus centrale helligdom, Naiku, er i byen Ise, hvor hendes symbol, et spejl, holdes skjult. Hvert tyvende år fornys Ise-helligdommene, sidst i 2013, hvor Japans kejserhus var repræsenteret og, som noget usædvanligt, også regeringen ved Shinzo Abe, landets daværende statsminister. Ifølge den japanske forfatning er stat og religion ellers skarpt adskilt.
Ved kejserskiftet i 2019, hvor Naruhito blev indsat som ny japansk kejser, kom shinto igen i avisoverskrifter. Indsættelsen består blandt andet af to ceremonier, hvoraf den ene, daijosai, er præget af shinto. Den nye kejser skal indtage et måltid og tilbringe en nat sammen med solgudinden Amaterasu. Denne sammenblanding af stat og religion blev forsvaret med, at ceremonien daijosai er en kulturel, ikke en religiøs, tradition.
Spørgsmålet om, hvorvidt shinto er en kulturel tradition eller en religion er stadig aktuelt. Begrebet religion kom først til Japan i midten af 1800-tallet, som indtil da ikke havde overbegrebet religion, men omtalte buddhismen som bukkyo, konfucianismen som jukyo, daoismen som dokyo – og shinto som shinto. (Endelsen kyo betyder "lære").
I dagens Japan er der i shinto opstået en bevægelse væk fra det politiske, nemlig i form af "grøn shinto", som hævder religionens økologiske og naturbeskyttende sider. En anden nutidig strømning beklager opsplitningen i Meiji-staten i buddhisme og shinto (shinbutsu bunri), og ønsker samarbejde de to religioner imellem, i blandt andet emner som naturbevarelse og fredsbevægelse. Bevægelsen foranstalter pilgrimsfærd til både shinto-helligdomme og buddhist-templer.
Shinto er høj grad begrænset til Japan i dag, men historisk har der været shintohelligdomme på de steder, hvortil mange japanere har emigreret, som Hawaii, eller hvor Japan har besat andre lande, som Taiwan, Korea og Mongoliet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.