semitisk filologi

Semitisk filologi er studier, oftest komparative, af tekster på semitiske sprog til påvisning af slægtskabsforhold og tydning af sjældne og vanskelige ord i en tekst, fx i bibelsk hebraisk og nyopdagede sprog som ugaritisk; metoden kræver dog forsigtighed pga. forskelle i tid og rum, kultur og betydningsudvikling.

Filologiske studier af semitiske sprog og tekster begyndte i middelalderen ved oversættelser af videnskabelig litteratur fra syrisk til arabisk og ved studier af arabiske, aramæiske og hebraiske tekster med henblik på øget forståelse af Det Gamle Testamente.

Renæssancen bragte interessen for de semitiske sprog til Europa med bl.a. værker af den tyske orientalist H. Ludolf (1624-1704), som var den første til at påvise morfologiske ligheder. Et egentligt videnskabeligt studium af de semitiske sprog blev muligt tidligt i 1800-tallet, inspireret af den indoeuropæiske sprogforskning med fx W. Gesenius' (1786-1842) hebraiske leksikon (1810-1812) og grammatik (1813). Et ufuldendt pionerarbejde var E. Renans Histoire générale des langues sémitiques (1855). Et hovedværk er også C. Brockelmanns Grundriß der vergleichenden Grammatik der semitischen Sprachen (1907-1913) samt arbejder om mere specifikke emner af bl.a. T. Nöldeke og M. Cohen.

Også danske semitiske filologer har vundet international anerkendelse, bl.a. F. Buhl, som ydede en særlig indsats inden for bibelsk hebraisk og bidrog til Gesenius' leksikon med semitiske etymologier, og Johs. Pedersen, som bidrog til afklaring af klassifikationsforhold i de semitiske sprog i 1920'erne. Professorater i semitisk filologi har i Danmark eksisteret i København fra 1845 og i Aarhus fra 1963.