Saiga

En saiga ved et vandhul i Stepnoi Sanctuary, Astrakhan Oblast, Rusland.

Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Saigaen er en nomadisk antilope, der lever på stepper og i halvørkner i Centralasien. Den er letgenkendelig på sin store næse, der fungerer som både "klimaanlæg" og støvfilter.

Faktaboks

Etymologi
Ordet saiga kommer af russisk sajga, af oldusbekisk sajğak 'gemse'.
Også kendt som

Saiga tatarica

Saigaens slægtskab

Saigaen tilhører de skedehornede hovdyr (familien Bovidae) inden for drøvtyggerne (underordenen Ruminantia) og de parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla).

Opfattelsen af saigaens slægtskab har ændret sig mange gange gennem historien. Ifølge en undersøgelse fra 2021 er saigaen nærmest beslægtet med de egentlige gazeller, hjorteantilope, gerenuk og dibatag.

Beskrivelse

Saiga
To saiga-hunner i Republikken Kalmykija i det sydlige Rusland.

Hannerne vejer 33-51 kg, mens hunnerne er mindre med en vægt på 21-41 kg. De har en skulderhøjde på 57-79 cm. Det er kun hannen, som har horn. Hornene bliver 28-38 cm lange. Om vinteren får de en usædvanlig tyk pels.

Begge køn har en enorm næse. Den fungerer som et avanceret klimaanlæg, der både kan sænke kropstemperaturen om sommeren og holde på varmen om vinteren. Desuden er næsen et støvfilter, hvilket saigaerne har særlig glæde af på deres lange vandringer over tørre sletter, hvor de sparker skyer af støv op.

Saigaer kan løbe 70-80 km/t.

Udbredelse og levested

Saigaen lever på sletter og i halvørkner i Kasakhstan, Mongoliet, Rusland og Usbekistan. Den største bestand findes i Kasakhstan.

Føde

Saigaer lever især af græs og urter. Man har registreret ca. forskellige 100 plantearter i kosten.

Som det er typisk for antiloper, er saigaen en drøvtygger med fire mavekamre.

Adfærd

Saigaer lever i flokke på op til flere tusinde individer. De foretager lange årlige vandringer mellem sommer- og vintergange.

I brunsttiden samler dominerende hanner harem, som normalt indeholder 5-10 hunner, men i særlige tilfælde kan tælle helt op til 40-50 hunner. I denne periode æder haremhannerne ikke og kan tabe 1/3 af deres vægt; det øger efterfølgende deres dødelighed betydeligt.

Forplantning

Saigaen går drægtig i ca. 5 måneder. Den får 1-3 unger pr. kuld, ofte tvillinger.

Trusler

Sygdomsudbrud har betydet, at saigabestanden har gennemgået voldsomme svingninger. Siden 2010 har fire epidemier ført til massedød blandt saigaerne. Det værste udbrud var i maj 2015, hvor over 200.000 saigaer døde på blot tre uger. For tiden er bestanden dog i fremgang.

En anden trussel mod saigaen er illegal jagt. Særlig efterstræbte er hannernes horn, der bl.a. bruges i traditionel kinesisk medicin.

Læs mere i Lex