Rustningskapløb er den situation, at to eller flere stater indbyrdes konkurrerer om at foretage kraftige forøgelser af deres militære resurser. Indtil 2. Verdenskrig var begrebet mest knyttet til stormagternes flåderustninger. Derefter og frem til 1980'erne blev det især brugt om USA's og Sovjetunionens oprustning med strategiske våben som atombevæbnede fly- og raketstyrker, men tillige om regionale rustningskapløb, fx mellem Indien og Pakistan eller mellem parterne i den israelsk-arabiske konflikt.

Rustningskapløb er selvforstærkende og udløses overvejende af usikkerhed om modpartens planer og dermed om den fremtidige magtbalance. Det er det såkaldte sikkerhedsdilemma.

Betegnelsens oprindelse

Ordet rustningskapløb blev som betegnelse første gang brugt om det kortvarige flådeudbygningskapløb mellem Storbritannien og Frankrig 1859-1869; kapløbet udløstes af franske planer om en panserskibsflåde.

Et andet flåderustningskapløb opstod mellem Tyskland og Storbritannien som følge af den britiske søsætning af slagskibet Dreadnought i 1906; det blev et element i forudsætningerne for udbruddet af 1. Verdenskrig. Derimod herskede der ikke noget rustningskapløb forud for 2. Verdenskrig, idet den tyske oprustning efter 1935 kun delvis blev besvaret af Vestmagterne.

Rustningskapløbet under den kolde krig

Modsætningen mellem USA og Sovjetunionen under den kolde krig gav sig udslag i et omfattende og dynamisk rustningskapløb, især med hensyn til anskaffelse af stadig flere og mere effektive fremføringsmidler til kernevåben. I midten af 1950'erne gjaldt konkurrencen opbygningen af interkontinentale bombefly og fra 1957 også interkontinentale raketter. Ca. 1970 etableredes der på dette grundlag en numerisk balance mellem de to magter på et meget højt rustningsniveau.

Konkurrencen på det strategiske område blev fra da af i højere grad kvalitativ, dvs. at vægten blev lagt på udvikling af mere effektive og træfsikre våben. Fra begyndelsen af 1970'erne søgte supermagterne samtidig at bremse kapløbstendenserne gennem strategiske aftaler om nedrustning. Denne udvikling fortsatte efter den kolde krigs ophør.

Nyt rustningskapløb siden 2022

Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 ses der tendenser til et fornyet rustningskapløb på det europæiske kontinent: både Europa og Rusland har indstillet sig på oprustning.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig