rensdyr

Rensdyrets pelsfarve varierer fra region til region og med årstiderne. Den spænder fra skovrenernes mørkebrune sommerpels over gråbrun til næsten hvid i tundrarener i Grønland og andre steder i højarktis. Hannerne har en veludviklet manke under halsen.

Om vinteren er renen iklædt en af dyrerigets varmeste pelse. Dens pels er tættere end hos nogen anden hjort, og typisk for hjorte er hårene luftfyldte, hvilket giver ekstra god isolering. Selv dens snudespids er dækket af pels, hvilket ikke ses hos nogen anden hjort, og desuden får den pels under fodsålerne om vinteren.

Rensdyret kan få de største gevirer ift. kropsstørrelsen af alle hjorte. Det kan blive op til 150 cm langt og veje op til 15 kg. Som nævnt ses de allerstørste gevirer hos skovrener, hvorimod tundrarener får lidt mere beskedne gevirer. Rensdyret kan have et skovlformet gevir, som det kendes fra elg og dådyr, men det er dog ikke alle underarter, der har det. Hannerne smider geviret efter parringstiden i november-december og begynder efter 1-2 måneder at udvikle et nyt. Som hos andre hjorte bliver hannernes gevir større og mere komplekst år for år, indtil de topper, hvilket hos rensdyr typisk sker, når hannerne er omkring otte år gamle. Hos aldrende hanner vender udviklingen, og de får mindre gevirer med færre takker. Således afspejler gevirets størrelse en hans styrke og overskud.

Rensdyret er den eneste hjorteart, hvor også hunnerne får gevir. De bliver ikke nær så store som hannernes, og det er ikke alle hunner, der udvikler gevir. I Vestgrønland får 20-80% af hunnerne gevir. Hunnerne beholder geviret meget længere end hannerne, frem til foråret i marts-april eller for de drægtige hunners vedkommende helt frem til sommeren omkring kælvningen (juni). Der er uenighed om, hvorfor hunnerne beholder geviret i så lang tid, men der synes at være en oplagt forklaring. Da hannernes gevir er uhyre tungt, bruger de mange kræfter på at slæbe rundt på det, og for dem giver det god mening at smide det efter den opslidende parringstid. Hunnerne, hvis gevir ikke er nært så stort, har derimod ikke de store omkostninger ved at beholde det, og fordelen er, at det gør dem i stand til bedre at kunne forsvare føderessourcer om vinteren mod de større, men ubevæbnede hanner. Om vinteren må rensdyrene bruge en masse energi på at skrabe huller i sneen med klovene for at komme ned til deres føde. I disse udfordrende tider kan det være af afgørende betydning for hunnerne – i særdeleshed når de er drægtige – at kunne forhindre hannerne i at berøve dem deres føde.

Rensdyr begynder at udvikle deres første gevir allerede, når de er 4-6 uger gamle.

Renen har de relativt største fødder af alle hjorte. Desuden kan den sprede sine tæer exceptionelt meget. Det giver fodafryk, som måler omkring 15x15 cm, hvilket matcher fodaftrykkene fra den langt større elg. De brede fødder fungerer som snesko og gør renen i stand til at bevæge sig i sne såvel som sumpet terræn uden at synke nævneværdigt i. Udover de to store centrale klove på hver fod har renen veludviklede biklove, der næsten når ned til jorden, og de giver formodentlig yderligere støtte i sne og sump. Om vinteren bliver klovene ekstra hårde og får skarpe kanter, og dette kombineret med pelsen under sålerne gør fodtøjet skridsikker i glat føre.

Rensdyret kan løbe overraskende hurtigt. Det kan sprinte 60-80 km/t og kan trave i jævn fart i timevis. Desuden er det en glimrende svømmer, der kan skyde op til 11 km/t i vandet. Det skyldes både de brede fødder, der fungerer som padler, og den luftfyldte pels, som giver opdrift.

Fordi dens pels er så velisolerende, kan renen have problemer med at slippe af med varmen, når den løber. Mest kristisk er det for den følsomme hjerne, der ikke tåler overophedning. For at omgås det, har renen udviklet en afkølingsmekanisme, som ellers ses hos ørkenlevende antiloper såsom oryxer og gazeller. Når de udånder gennem næsen, udsender de varme fra blodet, hvilket køler blodet ned. På sin vej til hjertet løber blodet fra næsen ind under hjernen og danner her en lille "sø". Halspulsåren, der sender blod op til hjernen, opdeles i et fint netværk af små årer, der passerer igennem denne kolde sø, så blodet til hjernen afkøles.

Når vejret er koldt, varmer renen derimod indåndingsluften op i næseborene, så kroppen ikke fyldes med kold luft, og omvendt afkøler den udåndingsluften, så varmen forbliver i kroppen.

Et andet sted, rensdyret risikerer at miste varme fra, er bentøjet, specielt fødderne når de er i kontakt med sne. Når en legemsdel køles ned, vil kulde normalt spredes herfra til resten af kroppen med blodet, men det undgår rensdyret ved hjælp af et modstrømsprincip, der minder om det, man kender fra fugle (og som sæler i øvrigt også bruger i deres luffer). Øverst i benene passerer arterierne, der sender varmt blod ud i kroppen, tæt forbi venerne, der transporterer koldt blod fra benene tilbage til kroppen. Her sker der en udveksling af varme, så blodet, der sendes ned i benene, nedkøles, og blodet, der sendes tilbage op i kroppen, opvarmes. Herved bibeholdes varmen inde i kroppen. Således kan renens fødder i koldt vejr have en temperatur nær frysepunktet uden at dyret afkøles.

Rensdyr har specialiserede øjne, der tillader dem at se i det ultraviolette spektrum. Den evne udnytter de i de arktiske vinternætter og i forårets og efterårets lange skumringsperioder, både til at finde frem til laver og til at opdage rovdyr.

Skovrener er tit relativt stationære, omend de nogle steder kan foretage vandringer på 50-100 km. Tundrarener derimod kan foretage de længste vandringer blandt floklevende landpattedyr, der kan være på op til 5.000 km om året. Under disse migrationer, der både finder sted i Nordamerika og Sibirien, kan rensdyrene samles i nogle af de største flokke blandt pattedyr overhovedet. Man kender til flere hjorde på over 400.000 individer og en enkelt på over 800.000.