religion i Afrika

To forhold har vist sig afgørende for såvel den tidligere herskende tolkning som for det nybrud i forståelsen af afrikansk religion, som er sket siden årene omkring 1960. For det første har afrikansk religion eksisteret i en kultur uden skriftsprog, dvs. den har primært fundet udtryk i handlinger, ritualer og i myter overleveret ved mundtlig tradition. Det var kristne missionærer, der efter tilegnelse af afrikanske sprog samlede de mundtligt overleverede myter og gav en første beskrivelse af religionen i deres område. For det andet har disse skildringer, der siden er fulgt op af antropologer og især af afrikanske religionsforskere, sat fokus på det hyppigt debatterede spørgsmål: Er der tale om en række enkeltstående religioner hver med sit særpræg, der afspejler de naturgivne omgivelser og de etniske gruppers forskellige levevis, hvad enten de er nomader eller fastboende agerdyrkere, eller giver det snarere mening at tale om afrikansk religion som en enhedsstørrelse?

Nogle ofte oversete enhedsskabende faktorer på det afrikanske kontinent er baggrunden for, at svaret på dette spørgsmål nu peger i den sidstnævnte retning. Nyere arkæologiske undersøgelser og studier af migrationsmønsteret afliver myten om små isolerede samfund. Både intern kommunikation og eksterne påvirkninger har været af betydeligt omfang. Musik og dans er af central betydning for religionsudøvelsen, og musikinstrumenternes udbredelse afslører en høj grad af gensidig påvirkning mellem befolkningsgrupperne. De religiøse myter afslører også, at ældgamle forbindelser til Nordafrika, Mellemøsten, Den Arabiske Halvø og endda over Det Indiske Ocean ikke er gået sporløst hen over kontinentet. Træk i forestillingerne om den højeste gud tyder på en sådan filtreringsproces, og der er i myternes syndefaldslignende beretninger mindelser om jødisk-kristen og muslimsk tradition. Blandt så at sige alle befolkningsgrupper findes idéen om den højeste gud, som er årsag til alt livs opståen (en skabergud), og hos hvem forklaring på alle livets tilskikkelser skal søges. Afrikansk religion har således en klar monoteistisk karakter, selvom den højeste gud i de enkelte områder kan antage forskellige skikkelser, fx kikuyuernes Ngai, der bor på Mount Kenya, eller yorubaernes Oludumare, der holder til i skyerne.

Centralt i menneskers forhold til den højeste gud er spørgsmålet om gudens nærhed eller fjernhed. Det er en udbredt opfattelse, at gud har trukket sig tilbage fra den direkte og tætte kontakt med mennesker; tilbagetrækningen forklares ved, at mennesket i en fjern fortid forbrød sig mod de af gud givne forskrifter; fra flere steder kendes myter, der indeholder beretninger om en art syndefald.

I det religiøse univers indgår nødvendigvis guddommelige skikkelser eller kraftfulde personer, der kan formidle kontakten mellem gud og mennesker. Der eksisterer en facetteret gudeverden befolket af "funktionsguder", til hvem den højeste gud har delegeret bestemte funktioner, fx regn, frugtbarhed eller krig. De spiller en væsentlig rolle i ritualerne, men de handler på guds vegne og bryder således ikke det monoteistiske grundprincip. Tæt forbundet med stammens eller slægtens behov står dens grundlæggere, urfædrene, der som mytologiske skikkelser, som følge af deres nærhed til den højeste gud, besidder en særlig kraft og er i stand til at intervenere på efterkommernes vegne.

Endvidere er det religiøse univers befolket af de nyligt afdøde forfædre, der benævnes "de levende døde", så længe deres navne fastholdes i de nulevendes erindring, gerne fire til fem generationer tilbage. Deres tætte relationer til og sanktionsmuligheder over for nulevende familiemedlemmer gør dem særdeles nærværende i menneskers livsforløb. Deres opgave er at fastholde de nulevende på deres pligter over for slægten og at sikre, at de nedarvede forskrifter overholdes. Sygdom, død, besættelse, misvækst og andre uforklarlige hændelser tilskrives forfædrene, som de nulevende konstant må søge at formilde, fx ved gaver på gravene, udgydelse af førstegrøden, slagtning af husdyr o.l. Især tidligere udsprang den væsentligste religiøse udfoldelse af respekten for forfædrene, hvilket har ført til talen om forfædrekult. Det er vigtigt at fastslå, at forfædrene ikke er genstand for en egentlig dyrkelse; i kraft af deres kontrol over slægtens resurser står de som de nulevendes med- og modspillere i det religiøse univers.

Forestillingen om den højeste gud er den ene side af nybruddet i tolkningen af afrikansk religion. Den anden side består i påpegningen af en særlig åndelig kraft, undertiden kaldet livskraften, som binder de forskellige dele af det religiøse univers sammen og skaber dynamikken. Denne kraft, der udgår fra den højeste gud, har mennesker del i, men der er samtidig tale om et univers, hvor det for mennesket gælder om at holde de åndelige kræfter i balance. Dette sker først og fremmest gennem ritualer og symboler, der opfattes yderst realistisk og overskrider den for vestlig tankegang normale sondring mellem realitet og symbol. Dette ligger bag brugen af feticher og amuletter og kommer ikke mindst frem i forbindelse med de vigtige overgangsriter — fødsel, pubertet, ægteskab og død — også kaldet "livets fester". Forklaring på livets tilskikkelser skal findes inden for denne tankeverden og med brug af dens særlige rationalitet.

Mennesker med særlig indsigt i det åndelige univers spiller en magtfuld og helt nødvendig rolle. Medicinmanden er en sådan ekspert, der formår at aflæse kræfternes virke og at rådgive med hensyn til de midler, der skal anvendes for at genoprette kræfternes balance. Dette gælder også, når det onde i form af hekseri truer med at undergrave livet ved at angribe fællesskabet og det netværk af gensidige forpligtelser, som er afgørende for menneskets eksistens.

Afrikansk religion er ifølge denne moderne opfattelse et helstøbt, logisk sammenhængende system, hvori den fra gud udgående kraft er det styrende princip, og hvor mennesket gennem sine handlinger er den centrale aktør. Derfor bliver den daglige tilværelse på Jorden det afgørende, ikke — som i kristendommen og islam — længslen efter livet efter døden; ej heller er målet at komme bort fra det jordnære liv, som tilfældet er i hinduismen og buddhismen. Den åndelige krafts virke, dvs. gud, hører til i menneskets hverdag, og livets kvalitet beror på gudsforholdet. Det livsbekræftende forbliver derfor det grundlæggende træk i afrikansk religion.

I Afrika har religionen fremmet en kollektiv tankegang og styrket fællesskabsfølelsen, hvilket ofte har været bestemmende for, hvordan mødet med en immigrantreligion som kristendommen er faldet ud.

I begyndelsen af 100-tallet nåede kristendommen til Egypten og i slutningen af samme århundrede til den daværende romerske provins Africa (se kort under Romerriget); i midten af 200-tallet fandtes der kristne menigheder i hele det nordafrikanske område. Kirken oplevede en kraftig vækst i perioden frem til kristenforfølgelserne under kejser Diokletian i 303-05; det antages, at der på dette tidspunkt var mellem 250 og 300 bispedømmer i Nordafrika uden for Egypten.

Kirken i Nordafrika var det åndelige centrum for den vestlige kristenhed; i 200-tallet fandt latiniseringen af den vestlige kirke sted her, hvilket indebar, at Bibelen blev oversat til latin, og at latin blev gudstjenestesproget. Nordafrika var hjemsted for så indflydelsesrige teologer som Tertullian, Cyprian og Augustin. I 300-400-tallet spaltedes den nordafrikanske kirke i hhv. en katolsk og en donatistisk retning; den romerske statsmagt greb i visse perioder ind i striden, næsten udelukkende til gavn for katolikkerne.

Arabernes erobring af Nordafrika i 600-tallet fik den konsekvens, at langt de fleste bispedømmer forsvandt, og i 700-tallet var størstedelen af befolkningen gået over til islam. Fra de følgende århundreder har man spredte oplysninger om kristne menigheder, men i 1000-tallet synes kristendommen helt at være forsvundet fra Nordafrika.

Den nubiske kirke bestod også efter oldtiden, og enkelte kirkesamfund har eksisteret ubrudt fra de oldkirkelige århundreder til nutiden, nemlig den koptisk-ortodokse kirke i Egypten og den etiopisk-ortodokse kirke.

I 600-tallet spredtes islam fra den arabiske verden til Nordafrika og fra 1000-tallet videre over Sahara til Vestafrika. Kendskabet til islam blev især udbredt af islamiske lærde, som rejste med handelskaravanerne.

I Vestafrika fandtes islam overvejende i byerne indtil slutningen af 1700-tallet. Derefter indledte vestafrikanske muslimer, oftest organiseret i sufibroderskaber (se sufisme), en væbnet kampagne, en jihad, som førte til, at hovedparten af Vestafrikas savanneområder blev islamiseret. En række islamiske stater — som fx emiraterne i det nordlige Nigeria — blev oprettet, og den malikitiske lovskole blev dominerende. Ofte fulgte den politiske elite nøje Koranen og de islamiske lovtraditioner, mens den brede befolkning forenede islam med lokale religiøse træk, fx i forbindelse med helbredelse.

Islam kom fra 800-tallet til Østafrika fra den arabiske verden og fulgte — som i Vestafrika — karavanevejene. I Østafrika blev islam koncentreret langs kysten og er kun få steder trængt ind i landet. Islam domineres her af den shafiitiske lovskole. Fra 1800-tallet er asiatiske muslimer indvandret til det østlige og sydlige Afrika.

Islams udbredelse i Afrika har nok været stærkest i kolonitiden i 1900-tallet, og i slutningen af århundredet findes der i Afrika syd for Sahara sandsynligvis mere end 150 mio. afrikanske muslimer. Nordafrika — fra Marokko til Egypten — er helt overvejende islamisk, men islam har også stor politisk og kulturel betydning i lande som Senegal, Mauretanien, Mali, Burkina Faso, Nigeria, Niger, Tchad, Sudan og Somalia.

• kirketugt
• uafhængige kirker
• abalokole