punk

Modsat 1960’ernes ungdomsoprør var punkerne ikke utopister. De var provokatører. Et slogan hed ”no future”, og de første års politiske udmeldinger var forskellige variationer over ”fuck you”. Punkerne var imod – imod det etablerede, hvad enten det var det politiske system eller konventionelle, sociale normer. Og de reagerede med deres primitive musik mod den rockmusik, som var blevet big business, kunstnerisk ambitiøs og foregik fjernt fra publikum. Pink Floyd blev ofte nævnt som et konkret hadeobjekt.

Fra den ”gamle” rock tog punkerne dog ideer om autenticitet med sig, og i de første år var der konstante diskussioner om, hvem der var autentisk, og hvem der ikke var – hvem der havde ”solgt ud”.

Punkens amatøriske tilgang blev de tidligere punkeres væsentligste bidrag til diverse subkulturelle bevægelser i 1980’erne og frem til i dag. Endnu et slogan var ”do it yourself”, ofte forkortet til DIY. Udover at blive anvendt i musikken, blev det anvendt i de mange punktidsskrifter eller fanzines, i udgivelsen af plader på alternative pladeselskaber, i moden, osv. Efterhånden blev DIY til et slogan for en livsstil, som det fx blev praktiseret af unge husbesættere (BZ’ere) og radikale venstrefløjgrupperinger. De radikale højrefløjsgrupperinger nøjedes med at tage musikken til sig.

De første egentlige punkgrupper hentede inspiration i de foregående 10-15 års rock, ikke mindst den såkaldte garagerock. Det var temmelig ukendte, amerikanske grupper, der højst indspillede et par amatøriske singler, før de blev glemt. Deres lyd mindede om de upolerede, danske pigtrådsgrupper fra første halvdel af 1960’erne. Også engelske The Kinks og The Who kan nævnes som inspirationskilder. Med sådanne inspirationskilder kunne de ignorere hippiernes rockmusik og den progressive rockmusik. Selve ordet "punk" blev fra 1970 i USA ind imellem brugt om grupper som Iggy (Pop) and the Stooges, MC5 og Suicide.

Ordet "punk" blev brugt mere systematisk om en række grupper, som holdt til på spillestedet CBGB på det sydlige Manhattan fra 1974 og et par år frem. Der var tale om grupper som The Ramones, Television, Richard Hell and the Voidoids og Patti Smith Group.

Allerede de første amerikanske punkgrupper var ganske forskellige. New York Dolls spillede en slags depraveret glamrock, ofte i drag, mens The Ramones med deres ultrakorte numre dyrkede et image som bøvede teenagers, og Patti Smith søgte meningen med livet i langdigte med inspiration fra blandt andet den franske digter Arthur Rimbaud. Flere af newyorker-grupperne blev efterhånden kendte via den etablerede musikindustris praksisser for pladeindspilninger og livekoncerter. Det gjaldt også for de engelske grupper, men de blev samtidig en del af en længerevarende mediepanik, hvilket gjorde at rigtig mange lige pludselig havde hørt om punk.

Sex Pistols var en af de tidligste og mest omtalte, engelske punkgrupper, og de er et godt eksempel på den mangetydighed, som kendetegnede den engelske punk med dens blanding af engelsk arbejderklassekultur og kunstneriske avantgardetraditioner. Sex Pistols manager hed Malcolm McLaren. Han ejede en modebutik, der lancerede det tidlige punk-look. Samtidig hentede han inspiration fra de Internationale Situationister, en radikal avantgardebevægelse, som blandt andet arbejdede med medieiscenesættelser. Han fik fat i fire arbejdsløse knægte med John Lydon (Johnny Rotten) i spidsen. Resultatet var en langvarig og kaotisk mediehappening med koncertturneer, pladeindspilninger og medieoptrædener, og gruppen holdt til det i ca. to år.

Blandt andre engelske punkgrupper kan nævnes The Clash, The Damned og Buzzcocks. Flere grupper havde kvindelige medlemmer, og The Slits bestod udelukkende af kvinder.

Med rødder i pigtrådsmusikken spillede punkgrupperne oftest en dengang meget hurtig 4/4 med vers-omkvæd strukturer. Numrene blev fremført af overvejende mandlige grupper med typisk fire medlemmer (vokal, guitar, bas, trommer). Keyboardlyde var bandlyst, og et nyt træk var, at bassen spillede en fast og markeret 1/8-puls.

Den engelske punk var meget mere stilbevidst end den amerikanske. Begges visuelle udtryk var præget af et traditionelt gadelook med overmalet læderjakke og mere eller mindre iturevne T-shirts og jeans. Englænderne tilføjede alskens accessoires fra sexindustrien, ikke mindst dens bondageafdeling. Hanekam og piercinger kom på mode, fx som en sikkerhedsnål stukket gennem kinden. Den senere kendte haute couture-designer Vivienne Westwood begyndte sin karriere i Londons punkmodeverden. Også som design blev punken dagsordenssættende. Jamie Reid, der stod for Sex Pistols collage-grafik med avisudklip, der mindede om kidnapperbreve, og brug af selvlysende farver var markante.

I USA forblev punken et undergrundsfænomen, mens det i England var på alles læber og blev opfattet som et tegn på et afgrundsdybt, samfundsmæssigt forfald. En del unge så anderledes på det og dannede en lang række nye grupper i England, USA og en lang række europæiske lande. For dem var punken et tegn på noget nyt, på et håb, og de udviklede punken i alle mulige retninger. Nogle fulgte i The Clashs fodspor og inddrog reggae, mens andre begyndte at bruge synthesizere og blandede punk med forskellige former for industriel musik. Nogle søgte mod hitlisterne, andre mod en avantgardistisk undergrund, og de mange forskellige slags musik blev kaldt alt muligt forskelligt, fx postpunk, new wave eller hardcore.

De store forandringer gjorde, at der også blev plads til nye aktører i den øvrige musikindustri: spillesteder, managere og ikke mindst pladeselskaber (Rough Trade, Factory, 4AD). I det hele taget betragtes tiden fra 1977 til 1983 som en af de mest frugtbare i rockmusikkens historie, og på samme måde som den tidlige pigtrådsmusik blev blandet med alt muligt andet og blev til en mangespektret rockmusik, blev punken først og fremmest et startskud til alle mulige musikalske blandinger i de næste mange år.

Begreberne postpunk og new wave blev ofte brugt i engelske sammenhænge. Postpunk var ofte ganske dyster (PIL, Nick Cave and the Bad Seeds, Wire, Joy Division), mens new wave bevægede sig i en mere hitlistevenlig retning (The Police, Elvis Costello). Oi! var for en tid navnet på engelsk højreorienteret punk (Sham 69). I USA udviklede en aggressiv hardcore sig og forblev resolut i undergrunden (Dead Kennedys, Black Flag), og de amerikanske new wave-bands bevægede sig også mod hitlisterne (Blondie, Talking Heads).

Mens enkelte subkulturer holdt fast i det originale punkudtryk, fortsatte genreblandingerne, og man kan høre punktræk i de fleste af 1990’ernes rockgenrer fra grunge til Riot Grrrls og sidenhen i Rage Against the Machines punk-metal-rap. Omkring årtusindeskiftet kan man tale om en amerikansk punk-revival med en voldsom mainstream-appeal (Green Day, Blink-182).

Punk har også spredt sig til resten af verden både som en musikalsk og visuel stil og som en ofte anarkistisk holdning til samfund og livsstil. Det skete hurtigt i Vesteuropa, mens Østeuropa først rigtig kom med efter murens fald. I Kina medførte den åbne dørs politik i 1990’erne, at det blev muligt at spille punk, og der opstod et levende miljø (Catcher in the Rye, 69).

Budskabet fra England blev opsnappet i Danmark i 1977. Sex Pistols spillede i København, og snart efter opstod de første danske punkgrupper. Københavnske Sods (senere Sort Sol) og No Knox var blandt de første sammen med aarhusianske Lost Kids. Københavnerne var lidt mere kunstnerisk orienterede end aarhusianerne, men begge steder opstod der små, men levende miljøer, og de havde for en tid formiddagspressens bevågenhed. Det danske punkmiljø manifesterede sig blandt andet i en række festivaler på tværs af Storebælt og i compilations-udgivelser som Pære Punk (1978) og Concert of the Moment (1979).

Også i Danmark varede punk-øjeblikket kort, men satte en masse forskelligt i gang, fx postpunkgruppen Kliche og new wave-gruppen Warm Guns med Lars Muhl i front. Sort Sols musikalske udvikling er et godt eksempel på udviklingerne fra punk over postpunk til alternativ rock.

Flere grupper har holdt fast i subkulturen, både musikalsk og bredere kulturelt. Ungdomshuset i København (1982-2007) var hjemsted for en række danske punkgrupper og for de mange besøg fra udenlandske grupper, og forbindelserne til flere generationer af BZ’ere og post-BZ’ere har gjort det til en kultur i stadig udvikling.

Efter Ungdomshusets lukning i 2007, er traditionen blevet ført videre i det ”ny ungdomshus” på Dortheavej i Københavns Nordvest-kvarter og har blandt andet fostret Iceage, ligesom Aarhus stadig har et lille, aktivt miljø.

• rockmusik
• dansk rockmusik
• new wave
• subkultur