puduer

Puduerne danner slægten Pudu inden for de egentlige hjorte (familien Cervidae). Her hører de til stammen Odocoileini, der omfatter alle de sydamerikanske hjorte samt rensdyret.

Nedenfor er vist de to kendte arter med deres vægt og skulderhøjde angivet i parentes:

• nordlig pudu (Pudu mephistophiles) (5-6 kg, 25-38 cm)
• sydlig pudu (Pudu puda) (9-14 kg, 30-40 cm).

De bittesmå puduer er de absolut mindste egentlige hjorte. De er robuste og kortbenede med ugrenede gevirer på blot 5-10 cm; alt sammen noget, der gør dem velegnede til at mase sig gennem den tætte vegetation, som kendetegner deres levesteder. Geviret udskiftes årligt.

Begge arter lever i Andesbjergene. Nordlig pudu er udbredt i Columbia, Ecuador og Peru, hvor den holder til i tågeskov og páramo i 1.700-4.500 meters højde; páramo er en græsdomineret vegetationstype, som hovedsagelig findes fra 3.000 meters højde til snegrænsen i den nordlige del af Andesbjergene.

Sydlig pudu har den næstsydligste udbredelse af alle hjorte (kun sydlig andeshjort når længere sydpå). Den findes i det sydlige Chile og sydvestlige Argentina, hvor den lever i tempereret regnskov i op til 1.700 meters højde; i disse områder kan der falde op til 4.000 mm nedbør om året.

Ligesom mange andre små hjorte er puduer browsere, dvs. de lever af planter, der ikke er græs. På menuen har de bl.a. unge blade, skud fra træer og buske, urter og frugter.

Sydlig pudu rejser sig ofte op på bagbenene eller springer op på væltede træstammer for at nå op til planteføden, og nordlig pudu siges ligefrem at kunne klatre i træer efter frugt.

Puduer er sky og solitære, og man ved stort set ikke noget om deres adfærd fra naturen. Når de slås, springer de på rivalen og bider og sparker med forbenene.

Hunnerne går drægtige i ca. 195 dage. De får én unge ad gangen, der hos sydlig pudu vejer 700-900 gram og hos nordlig pudu ca. 400 gram. Hos sydlig pudu er ungerne plettede, mens de er uplettede hos nordlig pudu.

• hjorte