I Det Gamle Testamente anvendes på hebraisk ordet nabi både om Jahve-profeter og profeter for andre guder som Baal og Ashera. Ordets oprindelse er usikker, men en sandsynlig betydning er 'en, der er kaldet (af Gud)'. I nogle litterære lag har profet-titlen bredt sig til andre kendte personer end egentlige profeter, fx både Moses og Abraham.
De fire store profeter er Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel. De tolv små profeter er Hoseas, Joel, Amos, Obadias, Jonas, Mika, Nahum, Habakkuk, Sefanias, Haggaj, Zakarias og Malakias.
Fænomenologisk er de gammeltestamentlige profeter beslægtet med religiøse skikkelser fra nabokulturerne; enkelte profeter var ekstatikere og magikere, men de typiske profethandlinger i Det Gamle Testamente var at bringe orakler og udføre undere som helbredelser og dødeopvækkelser.
Nogle profeter boede i kollektiver, men levede ikke i cølibat, andre var knyttet til et tempel, men profetien var ikke uløseligt bundet til kulten. Umiddelbart synes der at være forskel på profeter, der optrådte alene, og profeter, der var i flok; men sandsynligvis har de normalt tilhørt et profetlav; undtagelsen er profeten Amos (Amos' Bog, 7,14).
Eftertiden betragtede profeternes rolle som forkyndere som den vigtigste; de kunne optræde som ukaldede kritikere af kongerne og andre ledere, og de forkyndte dom eller frelse afhængigt af, hvordan det samtidige folk forholdt sig til Gud.
En del orakler blev samlet i profetbøger, tillagt navngivne profeter; heri læste eftertiden, bl.a. Det Nye Testamentes forfattere, udsagn om begivenheder i deres egen tid.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.