primadonna

Primadonna-begrebet kendes tidligst i den italienske maske- og improvisationskomedie, commedia dell’arte, der opstod i anden halvdel af 1500-tallet. Her havde skuespillerne faste rollefag, og prima donna var den kvinderolle, der havde den højeste status, og det var typisk elskerinderollen. Den pågældende skuespillerinde blev derfor lønnet højere end den skuespillerinde, der var secunda donna (’anden dame’).

I commedia dell’arte-truppen I Gelosi ('De ærgerrige') tilhørte rollen som ’første elskerinde’ – prima donna innamorata – i mange år Isabella Andreini (1562–1604), der var den første europæiske skuespillerinde, som opnåede social og kulturel respektabilitet. Fyrster berømmede hendes kunst og inviterede hende til at optræde for sig. Isabella Andreini er formentlig den tidligste scenekunstner, som eftertiden har karakteriseret som primadonna.

I lighed med commedia dell’arten blev betegnelsen prima donna i opera brugt både om den betydeligste kvinderolle i et værk (i Händels opera Julius Cæsar er rollen som Cleopatra fx en primadonna-rolle) og om ansættelsesforhold. For eksempel var den italienske sangerinde Faustina Bordoni i tyve år ansat som primadonna ved Dresden-operaen.

Selv om operaen som genre opstår i Italien i slutningen af 1500-tallet, er det først fra midten af 1600-tallet, at der er så stor aktivitet, at det giver mening at tale om egentlige operasangere, og for første gang bliver det muligt for kvinder at få en velbetalt musikalsk karriere. Anna Renzi (ca. 1620 – efter 1662) er af eftertiden omtalt som den første primadonna i operaen (i samtiden var hun omtalt som virtuosa). Renzi blev berømmet både for sin sang og sit skuespil, og i sin ansættelse havde hun krav på de væsentligste roller: prima parte. Komponister skrev operaer med hovedroller, der direkte var skabt til hende, og hun var genstand for tilbedelse fra fans, der bl.a. skrev sonetter til hendes pris.

I 1700-tallets opera seria var det nøje fastlagt, at primadonna skulle have flest arier (normalt fem) i forhold til de mindre betydende roller.

Med opera seria i 1700-tallet begyndte sangerne at få magten på operascenen. Det var først kastraterne, der fik de svimlende honorarer, men primadonnaerne kom hurtigt med. Publikum dyrkede deres særlige favoritter, og der kunne opstå tumult i tilskuerrummet, hvor publikumsgrupper opførte sig som supportere til nutidens fodboldkampe.

Stjernedyrkelsen kunne også føre til konflikter primadonnaerne imellem, som det var tilfældet med Francesca Cuzzoni og Faustina Bordoni, der gerådede i et egentligt slagsmål på scenen på Händels Haymarket Theatre i 1728; konflikten bliver latterliggjort i en scene i parodioperaen The Beggar’s Opera, 1728.

Stjernedyrkelsen satte også fokus på mere eller mindre misogyne og måske overdrevne beretninger om primadonnaernes temperamentsfulde opførsel og urimelige krav.

Sopranen Adelina Patti var i slutningen af 1800-tallet den højst betalte operasanger. I USA lod hun sig transportere i egen specialbygget togvogn med flygel og køkken. Historier om hende fortæller, at hun krævede sit honorar udbetalt i guldbarrer. I hendes kontrakt var en klausul, der fritog hende for at deltage i prøver, og krav om, at hendes navn på plakater skulle stå med ⅓ større typer end alle andres. Adelina Patti (eller hendes rådgivere) var bevidst om stjernens brand-værdi, og hun lagde bl.a. navn til et cigarmærke.

Selv om primadonna antyder stjernestatus, er der ingen regler herom og ingen formel udnævnelse. I storhedstiden for turnerende dansk provinsteater før og efter år 1900 omtalte den samtidige presse selv det ringeste ensembles kvindelige hovedkraft som det pågældende teaters primadonna.

Internationalt berømte primadonnaer i 1800-tallet har bl.a. været operasangere som Angelica Catalani, Maria-Felicia Malibran og Jenny Lind. I nyere tid er bl.a. Maria Callas, Renata Tebaldi og Anna Netrebko omtalt som primadonnaer. Blandt skuespillere kan nævnes Adelaide Ristori, Sarah Bernhardt og Eleonora Duse,

Væsentlige primadonnaer i 1700- og 1800-tallets danske teaterhistorie har bl.a. været Jomfru Bøttger (L.C.A. Rose), Caroline Walter, Johanne Luise Heiberg, Julie Sødring og Betty Hennings. I 1900-tallet har primadonna-betegnelsen bl.a. været brugt om Betty Nansen, Bodil Ipsen og Bodil Kjer.

I slutningen af 1900-tallet begyndte især amerikansk managementlitteratur at interessere sig for fænomenet primadonnaer, som blev betegnelsen for en type af højt specialiserede og kreative medarbejdere (fx visse hjernekirurger, topidrætsfolk, atomforskere eller IT-nørder), der på den ene side var uundværlige for virksomheden, men på den anden side var bevidste om eget værd, meget krævende og ofte svære at lede og samarbejde med.

I begyndelsen af 2000-tallet udviklede den danske ledelsesforsker Helle Hein (f. 1970) sin teori om primadonnaledelse. Den tager udgangspunkt i, at primadonnaer er en særlig type medarbejdere, der ikke motiveres af traditionelle belønninger, men snarere ser deres arbejde som et kald og stiller de højeste krav til både sig selv og andre, fordi deres arbejde og identitet er tæt forbundne. For at få det bedste udbytte af primadonnaen er det derfor vigtigt, at virksomheden opbygger en kultur, som har respekt for denne medarbejdertypes særlige værdier.

Prima Donna har siden midten af 1990'erne været registreret varemærke for en type ost af hollandsk oprindelse, der søger at kombinere italiensk parmesan med schweizisk gruyère. Endvidere er PrimaDonna en oprindelig tysk, nu belgisk lingeriproducent, der de seneste år har specialiseret sig i at designe undertøj i store størrelser.

• diva