Pragmatisme var en hovedstrømning i 1900-tallets amerikanske filosofi. Retningen blev grundlagt af C.S. Peirce i 1870'erne som en teori om mening.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet pragmatisme kommer af pragmat(ik) og -isme.
Peirce og hans elever (William James, John Dewey, F.C.S. Schiller) udviklede den snart til en generel teori om menneskelig erkendelse, og Peirce begyndte at kalde sin egen opfattelse pragmatisme for at distancere sig fra James.
Teorien hævder, at erkendelse ikke skal forstås som en objektiv afspejling af virkeligheden, men som et nyttigt redskab, der viser sin hensigtsmæssighed i praksis. Fx hævdede James, at religion ikke er et spørgsmål om Guds eksistens, men at troen på Gud er hensigtsmæssig for det menneskelige liv.
Pragmatismen har rødder i den antikke græske form for skepticisme. Pragmatismens grundidé er en naturalistisk præget fallibilisme; den er endvidere nært forbundet med instrumentalisme, operationalisme og logisk positivisme.
Fremtrædende repræsentanter i 1900-tallets slutning er W.V.O. Quine, Ernest Nagel og Richard Rorty.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.