I USA vælges præsidenter ikke af Kongressen, således som regeringsledere udpeges i mange parlamentariske systemer. De vælges i stedet direkte af stemmeberettigede vælgere hvert fjerde år.
Siden 1845 har valgdatoen for såvel præsidentvalg som valg til Kongressen og en række andre embeder i de enkelte delstater været fastsat til første tirsdag i november.
Af de titusinder af politiske embeder i USA er embederne som præsident og vicepræsident de eneste, der besættes ved nationale valg.
Helt direkte er dette valg dog strengt taget ikke: Vælgerne stemmer formelt på såkaldte valgmænd i de enkelte delstater, som derefter videregiver deres valgmandsstemme på den ønskede kandidat. Dette valgmandskollegie kaldes Electoral College.
Antallet af valgmænd, som de enkelte amerikanske delstater råder over, afhænger af antallet af indbyggere. De tyndest befolkede delstater, som fx Alaska, råder over det mindste antal valgmænd, nemlig 3, mens USA’s mest folkerige delstat Californien råder over 55.
Nok kan vælgere i samtlige 50 delstater stemme på den samme kandidat (hvis kandidaten vel at mærke har formået at blive opstillingsberettiget i samtlige delstater), men formelt set foregår præsidentvalget som 50 separate valg, et for hver delstat. Den kandidat, der får flest stemmer i den enkelte delstat, vinder samtlige valgmandsstemmer.
Der er dog to undtagelser: I staterne Maine og Nebraska kan valgmændene fordeles på flere kandidater. Denne metode kaldes Congressional District Method. I Maine har metoden været i brug siden 1972, i Nebraska siden 1996.
Amerikanerne kalder dette system ”winner takes all”. Hensigten med at afholde præsidentvalget stat for stat var oprindeligt at sikre både små og store stater indflydelse på valgresultatet.
I alle delstater tilsammen er der 538 valgmandsstemmer (hvilket også svarer til antallet af medlemmer i Kongressen). Da det er sjældent, at kandidater fra såkaldte ”tredjepartier” vinder nogen af disse stemmer, står valget oftest mellem kandidaterne fra de to store partier – Det Republikanske Parti og Det Demokratiske Parti.
Vinderen er den af de to kandidater, der får 270 valgmandsstemmer eller derover. Ved et præsidentvalg er der således tale om to forskellige optællinger, nemlig hvem af kandidaterne der sammenlagt får flest stemmer (the popular vote), og hvem af kandidaterne der får flest valgmandsstemmer (the electoral vote). Oftest er der sammenfald mellem de to resultater, men ikke altid.
Hvis der ikke er sammenfald mellem de to resultater, er det valgmandsstemmerne, der afgør valget.
Op gennem amerikansk historie er det fem gange sket, at der ikke var sammenfald mellem flertallet af stemmer og flertallet af valgmandsstemmer, nemlig i 1824, 1876, 1888, 2000 og 2016. Det har affødt adskillige forslag om at afskaffe valgmandskollegiet, og i stedet blot lade den kandidat, som modtager flest stemmer, vinde.
Eftersom valgproceduren er skrevet ind i USA’s forfatning, vil en ændring kræve en såkaldt forfatningstilføjelse (constitutional amendment), og det er endnu aldrig lykkedes at vinde flertal for et sådant forslag.
USA’s forfatning stiller tre krav for at kunne opstille som præsidentkandidat:
Alle som opfylder disse krav kan i princippet stille op, men reelt kræver det, at man i hver delstat, hvor man ønsker at komme på stemmesedlen, opfylder den pågældende stats formelle krav, herunder et bestemt antal indsamlede underskrifter.
Kandidater, som søger at vinde nomineringen i et af de to store partier, skal oftest konkurrere med andre kandidater gennem primærvalg eller caucuses i de enkelte delstater. Her vinder kandidaterne delegerede, og opnår de samlet set et flertal af disse, kan de regne med en endelig kåring som præsidentkandidat på partiets nationale konvent.
Under primærvalgene er det i høj grad partiets vælgere, der bestemmer, hvem der vinder nomineringen, men for at kunne konkurrere, må kandidaterne dels opbygge en selvstændig kampagneorganisation med medarbejdere i hver eneste delstat, dels tiltrække donorer der kan finansiere deres valgkampe.
USA’s oprindelige forfatning satte ikke nogen grænse for, hvor mange gange en siddende præsident kunne stille op til genvalg, men nationens første præsident George Washington skabte en norm ved kun at lade sig genvælge én gang. Den blev fulgt af alle efterfølgende præsidenter, på nær Franklin D. Roosevelt, der var præsident fra 1933 og til sin død i 1945; han blev genvalgt hele tre gange.
Med den 22. forfatningstilføjelse, ratificeret i 1951, blev det imidlertid fastsat, at en præsident kun kan genvælges én gang. Forfatningen fastsætter også, at den nye (eller genvalgte) præsident, valgt i november, skal indsættes i embedet den 20. januar det følgende år.
Lex indeholder nu flere end 2000 artikler fra Gastronomisk Leksikon. Velbekomme!
I disse dage diskuteres muligheden for et fredsmøde mellem Volodymyr Zelenskyj og Vladimir Putin. Det er endnu uvist, om mødet vil finde sted.
Den 15. august 1945 sluttede 2. Verdenskrig. Her overgav Japan sig betingelsesløst efter bombningen af Hiroshima og Nagasaki den 6. og 9. august, hvor 110.000 civile døde.
Kommentarer (2)
skrev Jørgen Elklit
Er det ikke nok med mere end 269 stemmer i The Electoral College, altså 270?
Jeg synes ikke, man kan sige, at systemet "strengt taget ikke er helt direkte", da netop den potentielle forskel mellem the popular vote og the electoral college vote viser, hvad der er afgørende - the popular vote er jo ligegyldig i forbindelse med afgørelsen af, hvem der vinder valget.
Mange hilsener
Jørgen
skrev Rebecca Bailey
Tak, Jørgen. Med hensyn til de 269 stemmer har du selvfølgelig helt ret, og den del af teksten er nu justeret.
Den anden del af spørgsmålet, vedr. popular vote og electoral vote, sender jeg omkring den fagansvarlige.
Kh. Rebecca/redaktionen
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.