Plasmin, fibrinolysin, enzym af betydning for nedbrydning af fibrin (fibrinolyse, se blodkoagulation) under sårheling og opløsning af blodpropper i karbanen. Desuden har plasmin betydning for nedbrydning af støtteproteiner og aktivering af vækstfaktorer i vævene under vækst af både normale celler (fx ved sårheling) og kræftceller.

Faktaboks

Etymologi
Ordet plasmin kommer af plasma og -in.

Plasmin dannes fra proenzymet plasminogen vha. plasminogenaktivatorer. Virkningen af plasmin reguleres af en proteinasehæmmer i blod, den såkaldte plasmininhibitor, der hæmmer plasmin ved dannelse af et inaktivt enzym-inhibitor-kompleks.