plantecellen

Cellens energistofskifte foregår i mitokondrierne (se også respiration hos planter), som er semi-autonome organeller omgivet af to membraner. De har deres eget DNA og deres egen proteinsyntese, og de kan vokse og dele sig delvis uafhængigt af resten af cellen. Ifølge endosymbiont-hypotesen opstod mitokondrier ved en symbiose mellem en bakterie og en anden celle. Mitokondrier er runde eller stavformede og typisk 1-3 μm lange. En plantecelle har 100-200 mitokondrier.

En stor del af cellens proteinsyntese og proteintransport foregår på og i det endoplasmiske retikulum (ER) og Golgi, som begge er udstrakte membransystemer i cytosolen.

Denne organel er på størrelse med en mitokondrie og indgår i forskellige metaboliske processer som fotorespiration i bladceller og spiring af fedtholdige frø (fx raps). I fedtholdige frø kaldes de specialiserede peroxisomer for glyoxysomer.

Fotosyntesen foregår i kloroplasterne (grønkornene), som opstod ved en symbiose mellem en blågrønalge og en eukariot celle (se endosymbiont-hypotesen). Kloroplasten er ligesom mitokondrien omgivet af en dobbeltmembran, og der er en hel familie af specialiserede former, først og fremmest amyloplasten, som bruges til at opbevare stivelse. Cellerne i kartoffelknolde er fx fulde af amyloplaster med store stivelseskorn.

De fleste planteceller indeholder en stor central vakuole, som ofte udgør 80-90 % af cellens volumen. Den indeholder opløste salte og ofte organiske syrer samt forskellige sekundære plantestoffer, og den kan virke som depot for affaldsstoffer. Membranen, der omgiver vakuolerne, kaldes tonoplasten. Vakuolerne er vigtige for plantens osmoregulering, som er beskrevet nedenfor.

Planters cellevæg virker beskyttende og afstivende. Den består hovedsageligt af et porøst netværk af cellulosefibre med indflettede hemicellulosefibre.

I et blad er cellevæggene relativt tynde, og bladets form opretholdes ved hjælp af turgortrykket i de enkelte cellers vakuoler (se også saftspænding). Når en plante, fx en almindelig potteplante, har tilstrækkeligt med vand, er vakuolen i bladcellerne fuld og presser ud mod plasmamembranen, som igen presser ud mod cellevæggen. Det betyder, at bladet er helt udspilet. Hvis man derimod har glemt at vande potteplanten, vil bladene hænge slapt ned, fordi de ikke har vand nok til at opretholde turgortrykket i bladcellerne. Stænglen i potteplanten holder sig derimod helt oprejst, fordi cellevæggene i stængler og stammer er fortykkede og kraftigt forstærkede med bl.a. lignin, der fungerer som en slags lim mellem cellulosefibrerne. Det gør det muligt for planten at overvinde tyngdekraften og vokse opad.

I blade og rødder forbindes naboceller ofte af plasmodesmer. De er plasmamembranklædte rør, som tillader transport fra cytoplasmaen i en celle gennem cellens plasmamembran og cellevæg og nabocellens cellevæg og plasmamembran til nabocellens cytoplasma. Denne form for transport kaldes symplamisk transport.