Parkinsonisme
Parkinsonisme
Af /Created with BioRender.com.

Parkinsonisme er betegnelsen for en bevægeforstyrrelse med en gruppe symptomer, som består af karakteristiske rystelser, særpræget kropsholdning, træghed og stivhed. Den mest almindelige årsag til forstyrrelsen er Parkinsons sygdom, men parkinsonisme kan også have andre årsager.

Faktaboks

Etymologi

Tilstanden har navn efter den engelske læge James Parkinson (1755-1824).

Forekomst

Parkinsonisme rammer ca. 0,2 procent af befolkningen, og forekomsten er stigende med stigende alder. Ca. en procent af befolkningen mellem 50 og 70 år har parkinsonisme.

Årsager til parkinsonisme

Den mest almindelige årsag til parkinsonisme er Parkinsons sygdom. Parkinsonisme kan også ses ved behandling med visse lægemidler, specielt antipsykotika, og her svinder symptomerne på parkinsonisme, når behandlingen med lægemidlerne ophører. Desuden kan parkinsonisme også ses ved andre neurodegenerative sygdomme såsom: demens med Lewy-legemer, MSA (multipel system atrofi), kortikobasal degeneration, progressiv supranukleær parese (PSP), vaskulær sygdom i hjernen eller andre sygdomme, der rammer hjernens basalganglier.

Diagnose

Diagnosen parkinsonisme stilles ved tilstedeværelse af bradykinesi og en af følgende: hviletremor eller rigiditet.

  • Bradykinesi er langsomme bevægelser og karakteristisk er, at bevægelsen bliver langsommere ved gentagelse af samme bevægelse.
  • Hviletremor er rysten, som er til stede i hvile, men som forsvinder ved aktivitet. Den slags rystelser er ofte grove i bevægelserne og langsomme i frekvens.
  • Rigiditet er øget modstand mod passive bevægelser. Ved undersøgelse for dette kan der mærkes en karakteristisk tandhjulslignende modstand i muskulaturen, som også kaldes tandhjulsrigiditet, når fx en bøjet albue forsøges at blive strakt ud.

Det er desuden almindeligt, at personen har reducerede balancereflekser, hvilket viser sig som en øget tendens til at falde. Kropsholdningen ændrer sig, og der ses en tendens til foroverbøjning af rygraden, optrukne skuldre og bøjning i albue og håndled. Det er også almindeligt med formindsket ansigtsmimik, hvilket også kaldes maskeansigt, og en federe hud i ansigtet (seboroisk hud).

Årsagen til parkinsonismen findes ved en videre medicinsk udredning.

Behandling af parkinsonisme

Behandlingen af parkinsonisme kan både være medicinsk og anden støttende behandling.

Formålet med den medicinske behandling er, i de allerfleste tilfælde, at lindre symptomerne. Derudover afhænger behandlingen af den tilgrundliggende årsag til parkinsonismen. Fysioterapi og ergoterapi samt fysisk aktivitet anvendes i den støttende behandling for at opretholde personens funktionsniveau.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig