ordoliberalisme

Hovedbegrebet i ordoliberalismen er, hvad der med et tysk ord betegnes Ordnungspolitik. Det kan på dansk bedst oversætttes til 'regelbaseret politik'. Politik bør ifølge ordoliberalismen være baseret på regler eller principper. Dette formodes at skabe forudsigelighed og ordentlighed, hvilket anses for yderst hensigtsmæssigt for både borgere og virksomheder. Det bidrager også med legitimitet til de besluttende politikere og den politiske linje, fordi der anlægges en bestemt linje, og fordi der ikke skiftes standpunkt eller holdning, som vinden blæser. I kraft af dette begreb vil politiske partier også føre en politik, som er antitesen til opportunisme.

At politikken ifølge ordoliberalismen skal være baseret på regler og principper, betyder ikke, at disse ikke i yderste fald kan fraviges, hvis særlige omstændigheder tilsiger det. Men sker det, skal der være yderst gode argumenter for fravigelsen, og fravigelsen skal være enkeltstående og ikke permanent.

Et eksempel på en fravigelse af en hidtidig linje var, da Tyskland accepterede, at EU som helhed stiftede gæld for at kunne lave en hjælpepakker med tilskud og lån på over 800 mia. euro til EU’s medlemslande via den såkaldte NextGenerationEU-genoprettelsespakke efter coronakrisen; se COVID-19-pandemiens økonomiske konsekvenser.

Egentlig var Tyskland imod den slags EU-hæftelse for en kollektiv stiftet gæld. Tyskland havde i årevis nægtet at acceptere udstedelsen af såkaldte euroobligationer. Det ville indebære, at EU udstedte fælles EU-statsobligationer baseret på alle EU-landes kreditværdighed med henblik på at lette udgifterne til gældsafvikling og gældsfornyelse i de mest gældsatte lande i EU. Årsagen til den tyske modstand var netop det ordoliberale princip om, at den, der er ansvarlig for en stiftet gæld, også skal være fuldt ansvarlig for at få den afdraget.

Når Tyskland alligevel accepterede afvigelsen fra dette princip, skyldes det dels, at midlerne i genopretningspakken alene kan anvendes til specifikke, fremtidsrettede initiativer og ikke til finansiering eller refinansiering af gammel gæld. Det sidste måtte de gældsplagede lande stadig lade ske via de internationale finansmarkeder. Dels blev fravigelsen fra princippet om, at man altid skal hæfte for egen gæld, begrundet med, at coronakrisen var en helt særlig krise, som havde ramt EU-landene vilkårligt.

Coronakrisen skyldtes – ifølge det ordoliberale Tyskland – nemlig ikke som EU's eurozonekrise, at bestemte EU-lande havde ført en generel dårlig økonomisk politik uden budgetdisciplin. Eurokrisen måtte de berørte lande selv tage et stort ansvar for at løse. Coronakrisen er derimod netop ikke de berørte landes egen skyld. Derfor måtte EU udvise større solidaritet. Sidst – men ikke mindst – var det efter tysk pres blevet tydeligt, at genopretningspakken efter coronakrisen skulle betragtes som et enkeltstående fænomen. Den kan ikke forlænges.

Ideelt set skal en sådan ny socioøkonomisk orden skrives ind i en form for økonomisk forfatning (Wirtschaftsverfassung). Først hermed er grundlaget for Ordnungspolitikken cementeret. Det er den ordoliberale stats raison d’etre at fungere som garanten for den konkurrencebaserede samfundsorden ved at implementere en økonomisk forfatning med basis i Ordnungspolitikken.

Der er ifølge de ordoliberale i første generation to elementer i en sådan politik. Dels skal Ordnungspolitikken definere og opretholde rammen om den konkurrencebaserede orden med fuldstændig konkurrence uden direkte statsinterventioner; dels skal Ordnungspolitikken afspejle den gensidige afhængighed, som findes mellem de forskellige typer af politikker eller ordener. Det betyder, at når man lægger en bestemt ramme om den økonomiske politik eller orden, skal man være opmærksom på og tage højde for, at den også har konsekvenser for fx socialpolitikken og erhvervspolitikken.

Med til princippet om, at politik skal følge bestemte regler, hører også, at der ifølge den tyske ordoliberalisme skal fastsættes regler om budgetdisciplin i lande og samarbejdsorganisationer som EU, hvis der i sidstnævnte tilfælde er tale om et tæt samarbejde på det økonomisk-politiske område. Når Tyskland under eurokrisen pressede på for at sikre, at eurolandene overholdt kravene om maksimalt tre procents underskud årligt med hensyn til de offentlige udgifter, skyldtes det således en tankegang, som havde rod i ordoliberalismen.

Walter Eucken havde i sin tid set, hvordan naziregimets kontinuerlige underskudspolitik – en såkaldt superkeynesiansk finanspolitik – havde haft uhyrlige konsekvenser. For eksempel drejede konfiskationen af tyske jøders ejendom og værdier samt indgrebet mod tyske borgeres indeståender ved krigsudbruddet den 1. september 1940 sig også om at holde en stadig mere gældsat tysk stat fri af bankerotten.

I det hele taget var en keynesiansk inspireret finanspolitik ifølge Eucken ikke kun udtryk for, at man sendte regningerne lukt ind i børneværelserne. Den affødte også uforudsigelighed, uansvarlighed, uordentlighed og uhyrlighed. Derfor var det afgørende for Tyskland – hvor ordoliberalismen i høj grad er indlejret hos beslutningstagerne – at få faste krav til overholdelsen bestemte grænser for maksimale offentlige underskud ind i den økonomiske og monetære unions arkitektur (på trods af, at Tyskland heller ikke selv altid overholdt disse krav) og i forbindelse med kriseløsningerne under eurokrisen fra 2008 og frem.

Udover begrebet ’orden’ er et andet centralt begreb i den ordoliberale ideologi begrebet ’konkurrence’. For alle ordoliberale gælder, at den økonomiske orden skal være konkurrencebaseret. Der er imidlertid samtidig forskellige opfattelser af, hvad konkurrencen består i. For Eucken og Böhm bidrager konkurrencen i høj grad til løsningen af alskens sociale problemer i industrisamfundene. For dem er der ingen modsætninger mellem konkurrencen og de sociale målsætninger. Rüstow og Röpke ser anderledes på konkurrencen, idet de ser en spænding mellem konkurrencen og de sociale mål i samfundene. Årsagen er, at konkurrencen underminerer de nære bånd i lokalsamfund og familier. Hvis konkurrencen ikke tæmmes, kan den have destruktive effekter.

Ifølge Müller-Armack er der ligefrem en decideret modsætning mellem konkurrencen og den sociale orden. Konkurrencen og den sociale orden er antagonistiske størrelser. Konkurrencen er nødvendig for at få en effektiv økonomi, som skaber samfundsmæssigt overskud, men den har ingen moralsk værdi per se. Derfor er Müller-Armack åben over for en egentlig socialpolitik, som både omfordeler og griber ind i konkurrenceprocessen til fordel for de socialt og økonomisk set svageste borgere i den konkurrencebaserede markedsøkonomi. Blot den ikke udvikler sig til en decideret velfærdsstat, selv om det er svært at se, hvordan han trækker grænsen mellem de socialpolitiske ordninger, som han selv foreslår, og så de velfærdsstatsmodeller, der kan antage vidt forskellige former med hensyn til socialpolitikkens dækningsgrad og omfang.

På trods af de til dels forskellige syn på konkurrencen er de tidlige ordoliberale dog enige om to ting. For den første betragter de kun en præstationsbaseret konkurrence som den eneste legitime form for konkurrence. Andre konkurrenceformer er det ikke. For det andet må konkurerncen have karakter af fuldstændig konkurrence. De senere ordoliberale som Hoppmann og Vanberg ser lidt anderledes på konkurrencebegrebet. De er influeret af Hayeks opfattelse af konkurrencen som en slags kreativ opdagelsesproces. I modsætning til de ordoliberale tænkere fra første generation mener de derfor ikke, at det er muligt at forudsige resultatet af et effektivt konkurrencepres i form af fuldstændig konkurrence. Det eneste man kan sige er, at jo friere (inden for de vedtagne regler) konkurrencen er, jo mere effektiv er den også. Det får også de ordoliberale i de senere generationer til at forkaste begrebet om ’fuldstændig konkurrence’. Det opfatter de som et overflødigt neoklassisk element, som overser, at staten ikke har tilstrækkelig viden om markedsforholdene til, at den kan regulere sig frem til fuldstændig konkurrence. Spørgsmålet er imidlertid, om fuldstændig konkurrence skal opfattes i en absolut forstand eller i en tilnærmet forstand a la Miksch. I sidstnævnte tilfælde kræver det ikke nødvendigvis detaljeret viden, hvis man vil implementere en konkurrencepolitisk lovgivning, som hindrer monopol- og karteldannelser.

Herudover gælder det for Vanberg, at konkurrencen bliver et vigtigt organisationsprincip for både den økonomiske orden og for den politiske orden. Det skyldes, at konkurrencen mellem regeringer i forskellige lande kan fostre en mere ordoliberalt præget politisk orden. Staten er ikke længere en aktør, som gennemtvinger konkurrence. Den er også selv en størrelse udsat for konkurrence fra andre stater, hvilket kan presse en national Ordnungspolitik stærkere igennem.

Ifølge ordoliberalismen er en skrap konkurrencepolitik et vigtigt element i en ordentlig erhvervspolitik. Kontrol med karteller og monopolvirksomheder er vigtig. Igen er skræmmebilledet nazi-tiden med det såkaldte Hitler Monopole med virksomheder som Krupp, Hoechst og Thyssen mfl. Konkurrencen skulle ikke kun være fri. Den skulle gøres fuldkommen ved, at staten fik mulighed for at opsplitte monopoler og karteller på markedet.

De ordoliberale står her i modsætning til, hvad de kaldte de laissez-faire-liberale – i dag nogenlunde svarende til de neoliberale – som angiveligt mente, at staten aldrig skulle gribe ind i den frie aftaleret mellem virksomheder. I stedet skulle staten have tillid til, at der ville danne sig ”en spontan orden” på markedet, hvis det blev overladt til sig selv. Således som det fx blev påstået af Friedrich von Hayek, som opfandt begrebet om den spontane orden. Denne tillid til dannelsen af den spontane orden har de ordoliberale imidlertid ikke.

Både i kraft af et amerikanske pres – USA havde selv i kraft af Sherman Act en forholdsvis stærk antitrustlovgivning – og via påvirkning fra ordoliberalismen fik Tyskland allerede i 1957 som det første land i Europa en egentlig konkurrencelovgivning. Tyskland var også kraftigt medvirkende til, at der kom en forholdsvis stærk konkurrencelovgivning med i Romtraktaten fra samme år.

Danmark var sen til at supplere EU’s konkurrencelovgivning med en skrap national ditto. I modsætning til i Tyskland var konkurrencepolitik heller ingen hjertesag hos de borgerlige politikere, fordi erhvervsorganisationernes interesser oftere trumfer principper, hvilket bl.a. fremgår af en betænkning om konkurrencepolitik i Danmark i 1990’erne.

I ordoliberalismen hviler modstanden mod både offentlig gældsætning og mod private monopoler og karteller på det grundlæggende princip, at alle mennesker så vidt muligt skal stilles ens. Det betyder dog ikke, at de skal ende samme sted: Nogle mennesker er nu engang flittigere, dygtigere og mere innovative end andre. Men det skal ifølge de ordoliberale så vidt muligt være således, at man ikke på grund af politik eller mangel herpå skal fødes med en guldske i munden. At nogle så er bedre til at tage skeen i den anden hånd efter, at livet er påbegyndt, er en anden sag. Uanset dette bør lighed ved livets begyndelse være udgangspunktet.

Ud fra disse principper var ikke mindst Alexander Rüstow en stærk fortaler for en progressiv arvebeskatning. Ifølge ham var en sådan udtryk for, at man netop gav alle samme udgangspunkt i livet. Dette står i kontrast til, når danske borgerlige partier som Venstre og Det Konservative Folkeparti ofte argumenterer imod arveafgifter som ”beskatning af de døde”; her er fokus et andet.

Når det gælder begrebet frihed er det for de ordoliberale først og fremmest lig med fravær af vilkårlig tvang. En sådan frihed er imidlertid ikke ensbetydende med fravær af alle begrænsninger. Friheden er stadig afhængig af forholdene på markedet, i samfundet og ikke mindst med hensyn til de regler, som gælder begge steder.

For Böhm repræsenterer Privatautonomie den frihed, som bliver den enkelte til del i privatlovssamfundet. Den indebærer, at individer er frie til at anvende deres ejendom og til at indgå aftaler. Samtidig er individernes frihed bundet af den orden, som gælder i privatlovssamfundet. Det er således ikke tilladt individerne at indgå aftaler og opføre sig på en måde, som undergraver den konkurrencebaserede orden i samfundet.

I Hoppmanns ordoliberalisme bliver friheden et kriterium for markedsprocessens effektivitet. Ikke mindst på grund af individernes altid begrænsede viden, er der brug for maksimal frihed på markedet til at indsamle informationer med henblik på gennemførelsen af trial and error-processer i lanceringen af nye produkter og så videre. Ifølge Hoppmann bør det være således, at friheden på markedet kun bør begrænses af, hvad der er forbudt via lovregler, som altid bør være negative i den forstand, at de klart og utvetydigt tilkendegiver, hvad der ikke er tilladt. Samtidig er friheden imidlertid også vigtig for, at man kan tale om moral i bredere forstand, for friheden er nødvendig, hvis individer skal kunne vælge mellem forskellige adfærdsmønstre, hvilket er forudsætningen for at tage moralske valg. Et samfundssystem uden frihed er for Hoppmann et system uden moral. Det synspunkt gælder ifølge Hoppmann helt overordnet. Hans faglige hovedfokus er dog på konkurrencen på markedet.

Begrebet magt i ordoliberalismen

Med hensyn til magtbegrebet repræsenterer det for ordoliberale frihedsbegrebets antitese. Magten består i at begrænse andres autonomi. Friheden trives kun inden for bestemte grænser, mens magten ingen grænser kender. I alle variationer af liberalismen er magten noget, som skal begrænses via konkurrencen og politisk handling.

For Eucken og Böhm er magtproblemet grundlæggende et problem, som stammer fra den økonomiske magt. For andre ordoliberale stammer hovedtruslen mod friheden fra statsmagten. For Vanberg har forsøgene på at begrænse magten via forskellige konstitutionelle arrangementer vist sig meget lidt effektive. Det har eksempelvis i praksis ofte vist sig svært at vedtage en økonomisk forfatning som grundlag for Ordnungspolitikken. Statsmagten begrænses i stedet mest effektivt gennem konkurerncen mellem forskellige landes regeringer, for jo mere skattebetalerne og kapitalen er frie til at bevæge sig mellem forskellige jurisdiktioner, jo mere begrænses regeringernes magt over for borgerne.

Et nøglebegreb i moderne ordoliberalisme er begrebet "den sociale markedsøkonomi"; tanken hermed er, at et lands økonomi ikke kan og bør ses uafhængigt af de sociale forhold, der gælder. En velfungerende økonomi er ikke ifølge de ordoliberale et mål i sig selv. Det er altid et middel til at forbedre de sociale forhold.

I modsætning til de ordoliberale kernebegreber nævnt ovenfor er begrebet ’den sociale markedsøkonomi’ et perifert begreb i ordoliberalismen. Det er der begrebsanalyse to grunde til. For det første er der den logiske grund, at den sociale markedsøkonomi trækker på en økonomisk politik baseret på de ordoliberale kernebegreber og tilhørende begreber. Der er således tale om, at ’den sociale markedsøkonomi’ er en slags implementering af de mere centrale ordoliberale begreber. ’Den sociale markedsøkonomi’ er et begreb med et ben både i den ordoliberale teori og i den samfundsmæssige og politiske virkelighed.

Den anden grund til den perifere status er kulturel, idet ’den sociale markedsøkonomi’ fremstår meget vagt i den ordoliberale ideologi. Begrebet kan således dække over alt fra en økonomisk politik a la Eucken og Böhm og til den økonomiske politik hos Müller-Armack. Samtidig har begrebet været så succesfuldt, at det nu anvendes i sammenhænge, som umiddelbart intet har med den oprindelige ordoliberale mening at gøre. Sidstnævnte gør sig bl.a. gældende, når begrebet er skrevet ind i EU’s Lissabon-traktat fra 2009.

Nationalstat og internationalisering i ordoliberalismen

De tidlige ordoliberale fokuserer på det nationale niveau med undtagelse af Röpke. Hans begreb om det internationale kan beskrives som ’liberalisme fra neden’. Det indebærer, at den internationale orden skal bygge på de nationale (ordo)liberale principper. Faren ved at skabe en international orden ’fra oven’ er, at den fører til stærk centralisering, hvilket Röpke frygtede ville ske med den europæiske integrationsproces.

Også Vanberg beskæftiger sig med spørgsmålet om internationalt samarbejde i et ordoliberalt perspektiv. Han støtter en konkurrencebaseret føderalisme med udgangspunkt i en føderal Ordnungspolitik. Ligesom Röpke afviser Vanberg også en centralistisk føderalisme. Til forskel fra Röpke er Vanberg imidlertid overbevist om, at international konkurrence ikke kræver en fuldt udviklet national konkurrencebaseret orden. Den internationale konkurrence virker tvært imod tilbage og styrker ligefrem den nationale Ordnungspolitik. Muligvis er Eurozonekrisen et eksempel på, hvordan den økonomiske konkurrence mellem medlemsstaterne i EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU) har fået styrket den konkurrencebaserede økonomiske orden i en række medlemsstater, fordi konkurrencen i ØMU har presset dem til det.

På trods af deres inddragelse af den internationale orden spiller nationalstaten imidlertid den fundamentale rolle hos både Röpke og Vanberg. Noget kunne tyde på, at Hoppmann og Vanberg er meget præget af, at økonomierne i deres tid bliver stadigt mere konkurrencebaserede og globaliserede. En tilbagevenden til en mere geopolitisk opdelt verden i en situation, hvor bl.a. de tech-industrielle virksomheder tilsyneladende danner stadigt stærkere monopoler ser muligvis ud til at passe bedre til tænkningen hos de ordoliberale af første generation og deres stærkere fokus på konkurrencepolitikken, dvs. konkurrencepolitisk regulering og udmøntning af Ordnungspolitikken på nationalt plan.

Proletariseringen indebærer, at ikke mindst arbejderne ender som bønder i et skakspil, de ingen indflydelse har på. De udfører monotont arbejde, er frataget enhver indflydelse, bl.a. derved at de ikke længere ejer deres egne produktionsmidler, men så at sige er blevet soldat i den industrielle armé, hvilket gør, at deres naturlige idérigdom og selvopholdelsesdrift forsvinder. Hvor de fleste mennesker før kapitalismen havde en evne til at klare sig selv i de vanskeligste situationer, er denne egenskab forsvundet for mange med kapitalismen; i hvert fald i dens rå og uregulerede form.

Mange har set velfærdsstaten som løsningen på de problemer, som den oprindelige kapitalisme skabte. Problemet er imidlertid ifølge de ordoliberale, at velfærdsstaten på ingen måde er en løsning på kapitalismens fortrædeligheder. Tværtimod hævder de, at tendensen til proletarisering forstærkes yderligere med velfærdsstaten. Det gælder ikke mindst, hvis de kompensationer, som udbetales i tilfælde af et manglende arbejde, er så høje, at der for grupper mangler en gevinst ved at tage et arbejde. I så fald erstattes fabriksproletariseringen ifølge de ordoliberale blot af socialstøtteproletariseringen. Evnen til at klare sig selv får yderligere et skud for boven.

I dette tilfælde bidrager velfærdsstaten selvstændigt til passivisering og undertrykkelse af menneskenes grundlæggende evner til at klare skærene uden hjælp udefra. Velfærdsstaten skubber således ifølge de ordoliberale til, at interne mentale styrker undertrykkes, som alle – eller næsten alle – mennesker besidder.

Løsningen på proletariseringsproblemet er ifølge de ordoliberale en de-proletarisering baseret på, hvad de kalder socialpolitisk vitalpolitik. En sådan vitalpolitik tager udgangspunkt i, at mennesker er væsener med en indbygget vitalitet, altså at de besidder en indre livskraft; en evne til at klare livet. Det er den, som der skal bygges på, selv om den er blevet undertrykt af både kapitalisme og velfærdsstat. Både det passiverende fabriksarbejde og socialstøttesystemet skal der derimod gøres op med.

I stedet for velfærdsstaten skal vitalstaten etablere rammer, hvor mennesker kan udfolde deres naturlige livsevne. De latente mental-psykologske ressourcer skal frem i lyset. Konkret består det bl.a. i at etablere rammer, som fremmer ejerskabet til egen bolig, idet et ejerskab heraf ifølge de ordoliberale ofte får menneskers livsevne til at blomstre.

Det tysk Facharbeiter-begreb er muligvis er refleksion af en ordoliberal indflydelse. En facharbeiter i Tyskland er respekteret, er teknisk veluddannet, har indflydelse på eget arbejdsliv og er vellønnet. Ikke så få direktører i tyske virksomheder efter 2. verdenskrig stammer fra denne faggruppe i stedet for – som det ofte er tilfældet i Danmark og de angelsaksiske lande – fra folk uden rødder på fabriksgulvet og med en uddannelsesbaggrund udelukkende fra en handelshøjskole (business school). Også de stærke tyske regler om medarbejderrepræsentation – som kom til i den ordoliberale glansperiode i 1950’erne – i selv mindre virksomheders bestyrelser er muligvis inspireret af de ordoliberalistiske ideer.

Staten skal ifølge de ordoliberale også helt undgå at langtidsparkere personer på langtidsoverførselsindkomster. Det skader i høj dem selv; ud over, at det skader samfundsøkonomien.

Endvidere er familiepolitikken også et fast element i den ordoliberale økonomiske filosofi. Familien rummer en naturlig solidaritet og hjælpsomhed. Familierne er derfor afgørende for at få genrejst borgernes naturlige vitalitet. Alt hvad staten kan gøre for at sikre, forbedre og understøtte rammerne for familiestrukturen, skal den derfor gøre.