Ontologi er studiet af, eller antagelser om, hvad der eksisterer og måden, det eksisterer på. Ontologi betegner både en gren af filosofien og mere generelt de antagelser, man på forskellige områder gør sig om, hvad der findes og hvordan det grundlæggende er.
Inden for filosofien bruger man ontologi som betegnelse for systematiske undersøgelser af, hvad der eksisterer, og hvilke grundlæggende egenskaber det har.
Videnskabelige discipliner og teorier tager typisk for givet, at der findes bestemte størrelser med egenskaber, som er karakteristiske for dem. Fx går man i matematikken ud fra, at der findes tal og geometriske figurer; fysikken antager, at der findes partikler og felter i rum og tid; og nogle økonomiske teorier går ud fra, at samfundet består af individer, der foretager rationelle valg ud fra egeninteresse. Disse antagelser kan siges at være en del af teoriernes særlige ontologi.
Religiøse anskuelser har ligeledes ontologiske elementer, fx antagelser om eksistensen og naturen af guddomme eller profeter. Også hverdagsforestillinger og dagligliv bygger på ontologi. Fx går man i omgangen med andre mennesker ud fra, at de har egne tanker, følelser og intentioner, som kan være delvist skjult for en.
Ontologi er vigtig for samfunds- og teorikritik, videnskabeligt arbejde og kommunikation. Ved at afklare de ontologiske forudsætninger for et synspunkt kan man blive opmærksom på dets begrænsninger. Kritik af bl.a. traditionelle kønsforestillinger eller menneskets forhold til naturen bygger ofte på en kritik af den underliggende ontologi. Når man i videnskaben lægger vægt på at definere sine begreber og gøre sine antagelser eksplicitte, er det ikke mindst for at gøre det tydeligt for andre, hvordan man forstår og afgrænser den del af virkeligheden, man beskæftiger sig med. Ved at beskrive ontologien fastlægger man spillereglerne for de efterfølgende undersøgelser og diskussioner.
Inden for informatik arbejder man også med ontologi. Som grundlag for kodning og databehandling opdeler man forskellige domæner i underområder og elementer og definerer relationerne mellem dem.
Betegnelsen ontologi optrådte første gang i den tyske filosof Rudolph Goclenius' (1547-1628) Lexicon Philosophicum (1613). Den dækkede det, der tidligere, med baggrund i Aristoteles, var blevet kaldt "første filosofi" eller metafysik.
Ontologi og metafysik bruges ofte synonymt; dog forstås ontologi ofte som en mere speciel undersøgelsesform eller en abstrakt beskrivelse af måder, noget kan være på. Mere konkrete metafysiske spørgsmål (fx hvorfor verden overhovedet eksisterer, eller om Gud er til) regnes ikke med til ontologien som filosofisk disciplin.
I moderne filosofi har især Martin Heidegger fremhævet vigtigheden af ontologi. Det er en central tese i Heideggers eksistensfilosofi, at mennesket selv er et ontologisk væsen, fordi det altid forholder sig til forskellige måder, noget kan være på – både sin egen eksistens og hvordan ting og forhold i den omgivende verden er.
Heideggers såkaldte fundamentalontologi er et forsøg på at afklare værens mening – hvad det vil sige, at noget er – ud fra de forskellige måder, tingene fremtræder på. Heidegger mente, at dette egentlige ontologiske spørgsmål var blevet fortrængt til fordel for teorier om forskellige "værender", fx Gud, sjælen eller substansen. Han skelnede mellem at beskrive noget som en bestemt slags ting eller "værende", såkaldt ontiske spørgsmål, og ontologiske spørgsmål om, hvorledes noget er til. For eksempel er en brugsting en ontisk størrelse, mens dens hensigtsmæssighed er en ontologisk bestemmelse.
Heidegger nåede ikke frem til noget definitivt svar på, hvordan væren fundamentalt set skal forstås. Han antydede dog, at nøglen til at forstå værens mening skal søges i forskellige former tidslighed. For eksempel er menneskets måde at være på primært fremtidig.
Af typiske ontologiske problemer kan nævnes beskrivelsen af den fysiske og psykiske væren og forholdet mellem dem (sjæl-legeme-problemet), tidens og rummets natur og forholdet mellem abstrakte og konkrete ting (universale).
Den såkaldt formale ontologi behandler endnu mere generelle spørgsmål som fx forholdet mellem del og helhed (er en helhed blot summen af delene, eller har den egne, særlige egenskaber?). Det diskuteres ligeledes, hvorvidt virkeligheden dybest set består af enkeltting med bestemte egenskaber eller snarere af dynamiske processer (substans- versus procesontologi).
I 1900-tallet var det almindeligt at opfatte ontologiske problemer som rent sproglige. Under indflydelse af den sproglige vending i filosofien (dagligsprogsfilosofi) gik mange filosoffer ud fra, at ontologi går ud på at analysere de begreber, som vi bruger i dagligdagen eller videnskaben. Synspunktet kan ses som en videreudvikling af Immanuel Kants kritik af metafysikken og teori om, at de grundlæggende kategorier, mennesker tænker i, ikke afspejler tingene i sig selv.
Under indflydelse af W.O. Quine mfl. er denne tendens dog aftagende, og fra 1900-tallets slutning er man igen begyndt at opfatte ontologien som en lære om virkelighedens egen beskaffenhed. Quine har argumenteret for, at man er ontologisk forpligtet på det, man hævder. Hvis man udtaler sig om et emne og ikke blot benytter en talemåde, men mener det bogstaveligt, hævder man ifølge Quine også eksistensen af det, man udtaler sig om.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.