Nez percé er nordamerikanske indianere, hvis sprog tilhører den penutiske sprogæt; navnet blev givet dem af franske nybyggere, men selv kaldte de sig nee-me-poo 'rigtige mennesker'.

Faktaboks

Etymologi

nez percé er fransk og betyder 'gennemboret næse'

Nez percé levede oprindelig som jægere og fiskere omkring Snake River og dens bifloder i det nuværende Idaho. Ca. 1720 fik de heste og antog træk af præriekultur. Lewis og Clark-ekspeditionen 1804-1806 beskrev dem som livlige handelsfolk.

Ved en traktat i 1855 blev dele af indianernes område gjort til reservat, men guldfund i 1860 medførte en massiv indtrængning af nybyggere. Det kom til sammenstød i 1877, da en gruppe under Chief Joseph nægtede at afgive mere land. Forfulgt af den amerikanske hær søgte indianerne mod Canada, men måtte overgive sig kort før grænsen.

I begyndelsen af 2000-tallet er der ca. 6500 nez percé, især i Idaho. En mindre gruppe hører til på Colvillereservatet i staten Washington.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig