Naturfilosofi er en gren af filosofien, der beskæftiger sig med resultater fra videnskabelig forskning og kobler disse med en filosofisk undren over naturen.

Fra antikken til den moderne videnskabs gennembrud har naturfilosofien studeret de principper og processer, der ligger til grund for naturens verden; logisk ræsonnement kombineret med metafysiske begreber har været og er stadig en vej til at forstå og forklare Universet.

Naturfilosofien har udviklet sig over 2000 år. Fra ca. 600 f.v.t., hvor retningen søgte at forklare naturfænomener gennem mytologien, til det antikke Grækenlands systematiske spørgsmål og undersøgelser, over skolastikkens syntese af teologi og klassisk filosofi, og endelig det videnskabelige gennembrud i det 16. og 17. århundrede.

Selvom store dele af naturfilosofien er blevet erstattet af de specialiserede naturvidenskaber, forbliver den en vigtig del af moderne filosofi, som undersøger naturvidenskabernes præmisser, begreber og konklusioner.

Naturfilosofiens tidlige historie

Ønsket om at forstå naturen er almenmenneskeligt og må have eksisteret i forskellige former i alle kulturer. De tidligste eksempler på eksplicit naturfilosofi er dog fra det antikke Grækenland, omkring år 600 f.v.t.

Oldtidens civilisationer i Mesopotamien, Egypten og Indien tilskrev systematiske observationer af himmellegemer og naturens cyklusser enorm betydning. De tidligste tekster overhovedet – som det mesopotamiske Enuma Elish eller de indiske vedaer – indeholder fortolkninger naturens årsagssammenhænge og orden.

Tidlig naturfilosofi i det antikke Grækenland

De tidligste filosoffer fra det antikke Grækenland, vi har kendskab til, kaldes ofte naturfilosofferne. Det samlende kendetegn for dem er nemlig, at de hver især forsøgte på at opstille én logisk sammenhængende forklaringsmodel for naturens orden. Disse modeller tog udgangspunkt i observerbare naturfænomener. Deres overleverede fragmenter er således de første eksempler på naturalistiske verdensbilleder, vi kender til.

Naturfilosofferne stillede spørgsmål som: Hvad er Universets grundlæggende substans? Hvordan opstår og forandres ting? Hvad er forholdet mellem kaos og orden?

Thales – vandet som det grundlæggende princip

Thales, der regnes for en af de første filosoffer, foreslog, at vand var det grundlæggende princip (arkhé), som alting udspringer af, og som alting kan reduceres til.

Sandsynligvis baserede Thales denne tanke på observationer af vandets adfærd. Eksempelvis kunne dets åbenlyse overgange mellem forskellige tilstande (væske, damp, is) give mening til de utallige tilstande, som findes i naturen generelt.

Vand var således for Thales ikke blot, hvad man i dag vil forstå ved et fysisk, men også et metafysisk grundprincip.

Anaximander – princippet om det uendelige

Thales’ elev Anaximander kritiserede ideen om, at et observerbart naturfænomen skulle kunne udgøre det metafysiske grundprincip for naturen selv. Han fastholdt den naturalistiske forklaringsmodel, men introducerede i stedet for Thales’ vand begrebet apeiron (det ”uendelige” eller ”ubestemte”) som det princip, der ligger til grund for alt.

Hvor Thales havde lagt et specifikt observerbart naturfænomen til grund for naturens fænomener i det hele taget, opfattede Anaximander det dermed modsat sådan, at det, som ligger til grund for de observerbare fænomener, i sig selv må være ikke-observerbart.

Anaximander brugte begrebet om det uendelige til at forklare tilblivelsen af modsætninger som varmt og koldt, tørt og vådt. Han ræsonnerede, at alle naturens fænomener eksisterer i et spektrum, som strækker sig ud i det uendelige, og at den konkrete verden, som vi lever i, derfor må være et resultat af, at de fastholder hinanden i gensidig ligevægt.

Heraklit – balance mellem modsætninger

Ligesom Anaximander forklarede Heraklit naturens fænomener med udgangspunkt i et abstrakt begrebsapparat. Det vel nok mest berømte overleverede fragment af Heraklits tekster lyder ”man kan ikke træde ned i den samme flod to gange”, men det udsagn bør læses i lyset af andre fragmenter, såsom ”det står stille, når det bevæger sig”.

Heraklits synspunkt var dermed ikke det, at alting udelukkende er forandring, men snarere, at ethvert selvstændigt naturfænomen netop afgrænses gennem dets forandringer; en flod er, hvad den er, i kraft af det den gør, og sådan er det også med eksempelvis mennesker, skyer, og planter.

Heraklit brugte ilden som symbol på eksistens som forandring, da ild både ødelægger og skaber. For ham, ligesom for Anaximander, var naturens ultimative princip den dynamiske balance mellem modsætninger.

Demokrit – udelelige enheder

Demokrit mente, at naturens fænomener kan reduceres til meget små udelelige enheder (”atomos” er græsk og betyder ”udelelig”). Naturen består ifølge Demokrit i sidste ende udelukkende af atomer, som bevæger sig i tomrummet (kenon), og ved sammenstød kombineres til større fænomener.

Demokrits materialistiske position stod i radikal kontrast til de teleologisk funderede verdensbilleder, som var udbredt på hans tid, og blev først for alvor igen udbredt i renæssancen.

Platons naturfilosofi

Platons naturfilosofi udgør et højst sofistikeret og flerlaget billede af verden som en levende, rationelt ordnet helhed. Analogien mellem verden og en levende organisme er central for hans tænkning i det hele taget.

Verden som organisme

I dialogen Timaios lader Platon den pythagoræiske filosof og astronom Timaios påstå, at verden udgør en velordnet, levende enhed (kosmon zōion empsychon ennoun), som er blevet formet af den ”guddommelige håndværker”, demiurgen. Analogien mellem verden og en organisme har vigtige forbindelser til andre nøglebegreber i det platoniske verdensbillede:

  • Enhed og mangfoldighed: Ligesom en organisme er verden en enkelt, sammenhængende helhed, men på samme tid er den også mange forskellige dele, som er gensidigt afhængige af hinanden. Ligesom organerne i en organisme kan de enkelte entiteter i verden ikke meningsfuldt eksistere i isolation.
  • Målrettethed: Ved at fremstille verden som analog til en organisme, kan Platon give mening til den tanke, at verden har en iboende orden. Han foreslår ikke, at verden er et bevidst væsen, men snarere at naturfænomenerne i det hele taget har forståelige formål i helheden analogt til den måde hvorpå eksempelvis et hjerte har det ”formål” at pumpe blod rundt i kroppen, eller lungerne det ”formål” at ilte den.

En forenklet dualisme

Platons filosofi misforstås ofte som en rigid dualistisk opdeling mellem på den ene side den foranderlige verden, som vi sanser omkring os, og på den anden side en mere virkelig verden af såkaldte ”former” (eide), der opfattes som de skabeloner, som naturens fænomener er struktureret efter. Denne fortolkning indfanger dog ikke kompleksiteten i de utallige mangetydige argumenter, som præsenteres på tværs af de ca. 35 dialoger, som Platon i løbet af sit liv skrev.

Netop naturfilosofien demonstrerer en mere nuanceret position. Naturfænomenerne selv er ikke mindre virkelige end formerne, men snarere netop de måder, hvorpå de manifesteres. Platon synes her at have tænkt i samme baner som Heraklit gjorde, da han skrev, at ”det står stille, når det bevæger sig”. Tanken er den, at mens en cirkel ikke kan eksistere, uden at tage en bestemt form—som for eksempel en tallerken—så kan en tallerken heller ikke eksisterer uden at antage en eller anden form—hvad enten som en cirkel, en firkant, eller noget helt tredje.

Mennesket som manifestation af naturen

I dialogen Filebos lader Platon sine karakterer diskutere menneskets natur. En af dialogens centrale pointer er, at de ved at gøre dette også dermed får et indblik i naturen selv, idet mennesket netop er et naturvæsen. Platons pointe ganske subtil og fik senere stor betydning for tænkere som Schelling og Hegel: hvis mennesket er et naturvæsen, så er formålsrettethed et naturligt fænomen for så vidt at mennesker kan være formålsrettede Med andre ord er mennesket en måde hvorpå formålsrettethed kommer til udtryk i naturen.

Naturfilosofi, metafysik og etik

Naturfilosofi var for Platon dermed uadskillelig fra metafysik og etik. Ligesom det enkelte organ i organisme har betydning på grund af dets relationer til organismens andre dele, således er også alle verdens ting for Platon iboende meningsfyldte, simpelthen fordi ingen ting kan eksistere i isolation. Og ligesom delene i en organisme handler i overensstemmelse med den fælles dynamik, således mente Platon også at det enkelte menneske bør handle i overensstemmelse med naturen som helhed.

Aristoteles’ naturfilosofi

Platons elev Aristoteles udviklede naturfilosofien i en mere specialisereret retning. Som følge af hans empirisk funderede tilgang blev de dynamiske, indbyrdes forbundne processer, der udgør den naturlige verden, ligeså vigtige for hans naturfilosofi, som de principper, der ligger til grund for den.

Potentialitet og aktualitet

Et af Aristoteles’ mest berømte og betydningsfulde bidrag til naturfilosofiens senere udvikling er hans skelnen mellem potentialitet (dynamis) og aktualitet (energeia):

  • Potentialitet: Alle naturlige væsener besidder ifølge Aristoteles potentialer for at udvikle sig, ændre sig eller handle på bestemte måder. Et agern har for eksempel potentialet til at blive et træ.
  • Aktualitet: Aktualiseringen af potentialer er central for Aristoteles’ syn på naturen. Denne proces er ikke øjeblikkelig, men finder sted over tid. Alle naturfænomener stræber ifølge Aristoteles efter at opfylde deres iboende formål.

Naturen som princip for bevægelse og forandring

Aristoteles tænkte ikke på naturen (physis) som en samling af statiske objekter, men snarere som en i alle ting iboende kilde til vækst, forandring og aktivitet. Hans berømte udtryk, at ”helheden er større end summen af delene”, er en afvisning af den tanke, at naturens fænomener kan reduceres til deres bestanddele.

Efter denne opfattelse er eksempelvis et træ er ikke blot dets rødder, grene, blade eller frugter, men et dynamisk mønster af vækst, som er rodfæstet i dets potentiale til at blive sig selv – en blomstrende organisme. Aristoteles opfattede med andre ord naturfænomener som processer, der udfolder sig over tid.

Teleologi og verden som en ordnet helhed

En vigtig følge af denne naturforståelse var for Aristoteles, at naturen ikke er en tilfældig samling af selvstændige elementer, men derimod et sammenhængende – og dermed principielt forståeligt – ordnet hele. At alt i dette verdensbillede har sin plads, bør dog ikke misforstås som en orden pålagt udefra. Aristoteles argumenterede for, at naturens rationalitet som helhed opstår (se emergens) på baggrund af naturfænomenernes iboende tendenser og deres interaktioner hinanden imellem.

Det er også i forlængelse heraf, at man må forstå Aristoteles’ tanker om naturens teleologi. De enkelte naturfænomener er ikke ifølge Aristoteles eksternt udstyret med et mål eller formål. Deres mål opstår snarere som følge af en egen indre logik. Det er netop det, at et træ gror blade og blomstrer, der bestemmer det som et træ. Omvendt udtrykt er det at sige: hvis en ting ikke gør noget af det, som træer ellers gør – såsom at absorbere vand med rødderne, gro blade og absorbere sollys med bladene – så er det ifølge Aristoteles, fordi der slet ikke er tale om et træ.

  • Formål i naturen: For Aristoteles er en tings mål (telos) ikke en eksternt pålagt plan, men opfyldelsen af dens iboende potentiale.
  • Funktionel enhed: Den af tingen selv udsprungne teleologi forklarer for Aristoteles også harmonien mellem delene i helhederne. Ligesom Platon observerer han den for eksempel i den måde, hvorpå organerne i en organisme eksisterer og fungerer sammen for at støtte helheden.

Etiske og erkendelsesmæssige dimensioner

Aristoteles’ naturfilosofi har dybtgående implikationer for, hvordan vi forstår vores forhold til den naturlige verden:

  • Mennesket som en del af naturen: Aristoteles så mennesker som naturlige væsener, der er underlagt de samme principper for vækst, forandring og formål som andre levende ting. Vores rationalitet gør det dog muligt for os at reflektere over og tilpasse os naturens orden.
  • Viden gennem deltagelse: Forståelse af naturen er ifølge Aristoteles ikke blot et spørgsmål om distanceret observation, men kræver aktiv involvering i dens processer.

Naturfilosofien i senantikken og tidlig middelalder

I senantikken og den tidlige middelalder byggede naturfilosofien på den intellektuelle arv fra de græske filosoffer og tilpassede denne til nye kulturelle og religiøse kontekster. Eksempelvis videreformidlede den romerske digter Lukrets epikuræisk naturfilosofi med sit filosofiske digt, ”Om Tingenes Natur” (De Rerum Natura). Dette værk udfoldede en atomistisk forståelse af verden, hvori naturen opfattes som en blind mekanisme uden guddommelig indgriben.

Senere tilpassede kirkefædre som Augustin naturfilosofien til kristendommen ved at integrere dens begreber i en teologisk ramme, hvor naturen selv blev et udtryk for åbenbaringen. På denne måde blev naturfilosofien omformet fra en uafhængig søgen efter viden til en disciplin, der understøttede teologiske doktriner.

Den islamiske guldalder

Under den islamiske guldalder (8.-13. århundrede) blomstrede naturfilosofien i kraft af den dialog, som opstod mellem muslimske intellektuelle og særligt Aristoteles’ skrifter.

Avicenna

Avicenna (Ibn Sina) var en af de mest indflydelsesrige tænkere i perioden. Han udviklede en kompleks teori om bevægelse og årsagskæder, hvor Gud fungerer som den første årsag til alt. Hans bidrag til medicin var funderet i empiriske observationer og blev standardlitteratur i både den muslimske verden og Europa i århundreder efterfølgende.

Alhazen

Fysikeren Alhazen (Ibn al-Haytham) revolutionerede forståelsen af lys og syn. Hans brug af observationer og eksperimenter har været med til at forme grundlaget for udviklingen af den videnskabelige metode, som senere blev udviklet i renæssancens Europa.

Skolastikken

I middelalderens Europa blev naturfilosofien genoplivet og omformet af skolastikken, som var en intellektuel bevægelse, der søgte at forene tro og fornuft. Ligesom den islamiske guldalder var denne periode præget af genopdagelsen af og dialogen med Aristoteles’ værker, som nu blev oversat fra arabisk og græsk til latin.

Thomas Aquinas

Den mest berømte af disse tænkere, Thomas Aquinas, anså naturen for at være en del af Guds skabelsesplan. For Aquinas var studiet af naturen ikke i konflikt med troen, men en måde at forstå Guds orden. Han tilpassede Aristoteles’ teleologi til en kristen ramme, hvor hvert element i naturen havde et formål, der pegede mod den guddommelige vilje.

Roger Bacon

Af særlig vigtighed for den senere udvikling af den moderne videnskab var de skolastiske tænkere, som lagde stor vægt på empirisk observation. Inspireret af både Aristoteles og islamiske tænkere fremhævede Roger Bacon vigtigheden af eksperimenter og erfaring som grundlag for videnskabelig viden.

William af Ockham

Ligeledes betingede William af Ockham brugen af metafysiske begreber på empirisk verificerbare fakta. Hans berømte princip, Ockhams Ragekniv, står fortsat i dag som en vigtig metode til at eliminere unødvendige forklaringer i både filosofi og videnskab. Metoden foreskriver, at hvor vi har mere end én mulig forklaring på et fænomen, da bør vi foretrække den simpleste forklaring.

Det videnskabelige gennembrud

Overgangen fra middelalderens skolastik til den moderne videnskab begyndte under renæssancen og tog særligt fat i løbet af det 16. og 17. århundrede.

  • Nicolaus Kopernikus udfordrede geocentrismen med sin heliocentriske model.
  • Galileo Galilei revolutionerede mekanik og astronomi ved at kombinere observation, matematisk analyse og eksperimentation.
  • Isaac Newtons Principia Mathematica formaliserede bevægelses- og gravitationslovene og skabte en samlet ramme for forståelsen af naturen.
  • Francis Bacon fornyede empirismen og argumenterede for en videnskabelig metode, hvor systematiske observationer og eksperimenter skulle danne grundlaget for opbygningen af viden.

Disse fremskridt omdefinerede studiet af naturen og førte til fremkomsten af de specialiserede videnskaber.

Naturfilosofi efter det videnskabelige gennembrud

Efter den moderne videnskabs fremkomst ændredes karakteren af det filosofiske studie af naturen. En af de filosoffer, som i høj grad forstod og reagerede på dette var Immanuel Kant. Det var netop en af Kants centrale motivationer at forene filosofien med de nye videnskaber. Dette kommer eksempelvis til udtryk i hans Metafysiske grundlag for naturvidenskab, hvor han søgte dels at definere naturvidenskab som sådan, dels at beskrive de filosofiske forudsætninger for videnskab.

Naturfilosofi under romantikken

Umiddelbart efter Kant genopblussede naturfilosofien dog som selvstændig disciplin under romantikkens kulturelle og intellektuelle indflydelse. Romantikkens tænkere reagerede mod oplysningstidens mekanistiske og reduktionistiske verdensbillede ved at beskrive naturen som en levende, dynamisk og åndelig enhed.

Nøgleideer i romantisk naturfilosofi

De tyske idealister Johann Gottlieb Fichte, Friedrich Schelling og Georg Wilhelm Friedrich Hegel spillede centrale roller for romantikkens tænkning. Disse filosoffer betragtede naturen som en kreativ og levende kraft, hvis helhed – som Aristoteles udtrykte det – er større end summen af delene.

Naturen som enhed

Naturen blev i romantikken opfattet som en enhed, hvor alle dele var gensidigt forbundne. Meget lig det organistiske verdensbillede, som Platon og Aristoteles var fortalere for, mente romantikkens tænkere ikke, at naturen er en tilfældig samling af separate objekter, men snarere et organisk hele, der udtrykker en iboende mening og formålsrettethed, og som dermed er principielt forståeligt.

Naturen og menneskets ånd

For romantikerne var mennesket ikke fundamentalt adskilt fra naturen, men derimod en integreret del af den. De beskrev ånden (det vil sige, selvbevidstheden og kulturen) og naturen som to sider af samme sag, og mennesket opfattedes dermed som et led i en proces, hvor naturen gradvist bliver bevidst om sig selv.

Naturens etiske dimension

I den romantiske naturfilosofi var der en dyb sammenhæng mellem etik og naturens skønhed. At leve i harmoni med naturen blev betragtet som en moralsk pligt; mennesket måtte, som et centralt led i naturens egen gradvise tilblivelse som ånd, søge at bevare og respektere naturens orden. Dette perspektiv banede vejen for senere økologiske og miljøetiske bevægelser.

Romantikkens arv

Romantikkens naturfilosofi havde en dyb indflydelse på den videre udvikling af både filosofi, kunst og videnskab. Den inspirerede blandt andet senere bevægelser som transcendentalismen i USA og prægede udviklingen af moderne økologi og systemtænkning.

Naturfilosofi i det 20. og 21. århundrede

Naturfilosofien er ikke på samme måde som tidligere en selvstændig disciplin, da mange af de discipliner, som klassisk tilhørte den – såsom fysik – har udviklet sig til selvstændige specialiserede videnskaber.

Naturfilosofien fortsætter i dag af groft sagt to spor, som ikke er blevet til – og ikke kan gøres til – specialiserede videnskaber: videnskabsfilosofi og metafysik.

Videnskabsfilosofien er et aktivt forskningsområde med stor relevans for samtidens videnskaber. Tænkere som Karl Popper, Thomas Kuhn og Paul Feyerabend undersøger, diskuterer og videreudvikler videnskabens fundamentale antagelser, begreber og metoder.

Inden for samtidig metafysik dukker klassiske emner fra naturfilosofien ofte op, for eksempel når man undersøger emner som emergens og tid.

Læs mere i Lex