USA har påvirket verdenssamfundet mht. oprettelse af nationalparker, både hvad angår den ejendomsmæssige sikring, fastlæggelse af regler for driften og pleje af områderne. Mange af arealerne er i offentlig eje, og der er for den enkelte nationalpark fastsat regler om beskyttelse af naturen, færdsel og forvaltning. Reglerne forestås af særlige nationalparkadministrationer.
Verdens første nationalpark, Yellowstone National Park, blev etableret i 1872 i staten Wyoming i USA. Parken er på ca. 9000 km2 og ligger i Rocky Mountains. Området er særpræget med sine sneklædte bjergkæder, varme kilder og vandfald.
Siden Yellowstone blev etableret, er mere end 300 arealer i USA sikret, og de største af dem bærer betegnelsen nationalpark. Særlig kendt er Yosemite National Park (ca. 3000 km2), hvor de første landskabssikringer skete allerede i 1864. USA's største nationalparker ligger i Alaska.
Nationalparker er ofte etableret i særlig øde egne, hvor økosystemerne er sårbare. I Canada ligger således tre af verdens ti største nationalparker: Wood Buffalo (44.800 km2), Polar Bear National Park (23.800 km2) og Kluane National Park (22.000 km2).
Også i Afrika er der af hensyn til dyrelivet og dermed også den turistmæssige oplevelse etableret store nationalparker. Blandt de ti største i verden er Central Kalahari Game Reserve i Botswana (52.800 km2), Ouadi Rime Ouadi Achim i Tchad (49.000 km2), Solonga i Den Demokratiske Republik Congo, (36.500 km2), Gemsbok National Park i Botswana (24.800 km2), Kafue i Zambia (22.400 km2) og Etosha i Namibia (22.000 km2). I Asien er især Thailand kendt for et betydeligt antal nationalparker med et rigt dyre- og planteliv.
England har 12 nationalparker. Den første blev udpeget i 1951 og den hidtil seneste i 2005. En af de ældste og kendteste er The Peak District National Park (ca. 2500 km2). Tyskland har 13 nationalparker. Den største nationalpark i Europa er beliggende i den tyske del af Vadehavet (ca. 4500 km2).
I Norden har nationalparker vundet indpas i Norge, Finland og Sverige. Finland har omkring 10.000 km2 under betegnelsen nationalpark; en af de kendteste er Urho Kekkonen Nationalpark mod den russiske grænse. I Norge betegnes områder med en samlet størrelse på 25.000 km2 nationalparker. Sverige har siden 1989 etableret 28 nationalparker, hvoraf tre er beliggende i Skåne.
Se også naturpark, naturreservat og EF-fuglebeskyttelsesområder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.