næsehorn

Næsehornene udgør familien Rhinocerotidae. De tilhører de uparrettåede hovdyr (ordenen Perissodactyla), hvor man også finder tapirerne (Tapiridae) og hestefamilien (Equidae).

Der findes følgende fem arter af nulevende næsehorn. Ud for hver art er vægt (V) og skulderhøjde (SH) angivet i parentes:

• bredsnudet næsehorn (hvidt næsehorn) (Ceratotherium simum) (V: 1350-3600 kg; SH: 1,5-1,9 m)
• spidssnudet næsehorn (sort næsehorn) (Diceros bicornis) (V: 700-1500 kg; SH: 1,4-1,8 m)
• pansernæsehorn (Rhinoceros unicornis) (V: op til 2000 kg; SH: 1,8-2,0 m)
• javanæsehorn (Rhinoceros sondaicus) (V: 1200-1500 kg; SH: 1,2-1,7 m)
• sumatranæsehorn (Dicerorhinus sumatrensis) (V: 600-950 kg; SH: 1,0-1,5 m).

Næsehornene er nogle af verdens tungeste landpattedyr (se vægt ovenfor). Den største art, bredsnudet næsehorn, overgås kun af elefanterne i vægt.

De har robuste ben, og på hver fod har de tre tæer, som er beklædt med kraftige negle. De brede fødder er velegnede til bevægelse i sumpet såvel som sandet terræn. Næsehorn kan løbe overraskende hurtigt deres kropsbygning taget i betragtning. I en kort sprint kan spidssnudet næsehorn nå op på 55 km/t, mens bredsnudet næsehorn kan nå en fart på op til 40 km/t. Sidstnævnte kan holde en hastighed på små 30 km/t flere kilometer i træk.

Næsehornene er tykhuder, en betegnelse man også bruger om elefanter og flodheste. Næsehornenes hud består af en kraftigt forhornet overhud med en tykkelse på ca. 1 mm og nedenunder en læderhud, som består af kollagenfibre med en tykkelse på ca. 2 cm. Den kraftige, uelastiske hud danner et panser, der både beskytter mod rovdyr og mod artsfæller under slåskampe. Det pansrede udseende er særlig markant hos pansernæsehornet og i lidt mindre grad hos javanæsehornet, hvor huden danner to store folder på flanken.

Med undtagelse af det mere eller mindre pelsede sumatranæsehorn har de nulevende næsehorn ingen nævneværdig behåring på kroppen og hovedet.

Næsehorn har en veludviklet lugtesans og hørelse. Begge de afrikanske næsehorn er i stand til at lugte et menneske på 800 meters afstand, hvis vinden blæser i deres retning. Et bredsnudet næsehorn kan følge et over en time gammelt duftspor fra en artsfælle. Til gengæld er næsehorn forholdsvist svagsynede og har svært ved at erkende et stillestående menneske på 15-30 meters afstand.

Det er derfor ikke overraskende, at duftkommunikation spiller en vigtig rolle for næsehorn. De duftafmærker deres leveområde med både urin, ekskrementer og sekret fra kirtler på fødderne.

Derudover bruger næsehorn ofte vokaliseringer i deres kommunikation på tæt hold.

Bredsnudet næsehorn er en specialiseret græsser og lever på åbne græsvidder. Over 99 % af artsbestanden findes fordelt på blot fem lande i Afrika: Sydafrika, Namibia, Botswana, Zimbabwe og Kenya.

Spidssnudet næsehorn er det mest alsidige af de nulevende næsehorn, hvad angår valg af levested. Det findes fra skov- og busksavanner til halvørkenbjerge i Namibia og i op til 2.900 meters højde i Aberdares i Kenya. Arten har også den største udbredelse af alle næsehorn; det er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara.

Pansernæsehornet findes i dag med sikkerhed kun i det nordlige Indien samt i Nepal i beskyttede områder for foden af Himalaya. Det foretrækker fugtige græsgange på flodsletter og trives bl.a. i verdens højeste græsområder som i Chitwan Nationalparken i Nepal og Kaziranga Nationalparken i Indien, hvor græsset kan blive 6-8 meter højt.

Javanæsehornet har kun overlevet et eneste sted: på Ujung Kulon-halvøen på vestspidsen af Java i Indonesien. Indtil for nylig fandtes arten også i Vietnam, men her anses den nu for uddød. Oprindelig var javanæsehornet udbredt helt til Indien og Bangladesh. I dag er arten begrænset til lavlandsregnskov, men tidligere fandtes den også i bl.a. åben skov, på græssletter og i bjergskov.

Sumatranæsehornet overlever i dag primært i tre beskyttede område på Sumatra i Indonesien. Det er også muligt, at der stadig findes en håndfuld individer på Borneo. Oprindelig var arten udbredt helt til Himalayas forbjerge i Indien og Bhutan. Den lever i regnskov og bjergskov i op til 2.500 meters højde, særlig i kuperede områder tæt på vand.

Mudderbadning spiller en vigtig rolle for alle arter af næsehorn, så de foretrækker leveområder, hvor det er en mulighed. Mudderbadning tjener både til at køle dem ned i dagens varmeste timer og til at slippe af med utøj. Desuden er de afhængige af at have vand tilgængeligt, da de helst skal drikke regelmæssigt; med undtagelse af spidssnudet næsehorn findes de derfor ikke i tørre områder.

Næsehorn er planteædere. De tre mindre arter, dvs. spidssnudet, java- og sumatranæsehorn, er primært browsere, som lever af planter andet end græs. Det omfatter dele af buske og træer som blade, skud og kviste samt urter. Spidssnudet næsehorn i tørre områder æder også en del sukkulenter og gør sig desuden bemærket ved også at æde en del planter med et højt indhold af plantegifte, der gør dem uspiselige for de fleste andre pattedyr. Disse tre arter bruger deres spidse, forlængede og meget mobile overlæbe til at plukke udvalgte plantedele med.

Bredsnudet næsehorn lever til gengæld stort set udelukkende af græs og er med sin firkantede snude i stand til at klippe græs af helt ned til en centimeter over jorden. Pansernæsehornets kost domineres også af græs, men på visse tider at året kan det også browse og æde frugt. Dets overlæbe er spids som hos de tre mindre arter.

Fermentering af planteføden foregår hos næsehorn i den rummelige tyktarm. Forsøg med bredsnudet næsehorn har vist, at føden er hele 60 timer om at passere igennem fordøjelsessystemet.

De afrikanske næsehorn og pansernæsehornet er alle velstuderede, hvorimod man stort set intet ved om java- og sumatranæsehornenes sociale adfærd i naturen.

De asiatiske næsehorn er solitære med undtagelse af hunner med unge. Pansernæsehornet er ikke strengt territorielt, men hannerne danner hierarkier og forsøger at monopolisere områder med gode ressourcer, der tiltrækker hunner. Man har set op til 32 pansernæsehorn samles ved et vandhul uden aggressioner.

Spidssnudet næsehorn er også generelt solitært. Dominerende hanner er territoriale, men kan tillade andre hanner, oftest yngre individer, at opholde sig i deres territorium, så længe de ikke udfordrer dem. Ikkevelkomne hanner jages aggressivt bort af territoriehannerne, og mange yngre hanner blive sårede eller endda dræbt i sådanne konfrontationer. Det siges, at en højere andel af slåskampe ender med dødeligt udfald hos spidssnudet næsehorn end hos noget andet pattedyr. Omkring 50 % af alle hanner ender deres dage som følge af kampe. Unge hanner kan færdes sammen eller indimellem finde en voksen hun at følges med. Beslægtede sorte næsehorn kan have livslange relationer og mødes regelmæssigt om end kortvarigt.

Bredsnudet næsehorn er det mest sociale af næsehornene. Det gælder især hunnerne. Voksne hunner ses oftest sammen med deres egen unge eller et fremmed endnu ikke kønsmodent (subadult) individ. Nogle gange kan to voksne, ungeløse hunner slutte sig sammen. Større grupper på op til 16 individer kan ses, når talrige subadulte slutter sig til en voksen hun. Subadulte slutter sig gerne sammen to eller flere individer; det kan både være individer af samme eller begge køn. Subadultes bånd kan vare i flere år. De unge hanner er typisk sociale, indtil de er omkring ti år gamle. Som voksne bliver hannerne solitære. Dominerende hanner har territorier, som kan deles med 1-2 underordnede hanner. Slåskampe mellem territoriehanner og udfordrere kan være meget alvorlige og ikke sjældent medføre døden.

Næsehorn kan være aktive på alle tider af døgnet. Bredsnudet næsehorn er nogenlunde lige aktivt dag og nat. Spidssnudet næsehorn er mere nataktivt end bredsnudet næsehorn. Java- og sumatranæsehorn lader til i høj grad at være nataktive, hvilket måske skyldes menneskelige trusler.

Når en territoriehan finder en hun, der nærmer sig brunst (hvilket han kan lugte), vil han "mandsopdække" hende og forsøge at forhindre hende i at forlade sit revir. Hos bredsnudet næsehorn kan sådan en mandsopdækning vare fra et par dage til over to uger i træk. Næsehornhanners kurtisering af hunner kan være usædvanlig voldsom og omfatte forfølgelser, høje vokaliseringer og slåskampe.

Næsehornshunner går drægtige i 15-16 måneder og får én unge ad gangen. Hos bredsnudet næsehorn vejer ungen 45-75 kg ved fødslen, mens den hos spidssnudet næsehorn vejer 25-40 kg. Ungen kommer på benene og begynder at die allerede inden for et par timer og kan følges med sin mor i løbet af et par dage. De fleste næsehornsunger dier i op til et år, men nogle i helt til 18 måneder.

Hos sumatranæsehorn bliver ungen med moren i 2-3 år, hos pansernæsehorn i 3-4 år. Blandt de afrikanske næsehorn er ungen knyttet til moren, indtil hun jager den væk. Det sker typisk, når hun skal føde igen, og på det tidspunkt er ungen 2-3 år gammel. Bortjagede hununger af de afrikanske næsehorn får dog tit lov til at slutte sig til moren igen, når den nye unge er kommet til verden; hos spidssnudet næsehorn dog først efter 3-8 måneder. Unger er uhyre sårbare uden deres mor. Hos spidssnudet næsehorn vil de straks forsøge at finde et andet næsehorn at følges med; det kan være en anden voksen hun eller, mere sjældent, en ung han eller en hun af bredsnudet næsehorn.

Den højeste levealder, som er registreret blandt næsehorn er:

• bredsnudet næsehorn 50 år i naturen
• pansernæsehorn 49 år i naturen
• spidssnudet næsehorn 45 år i fangenskab og 40 år i naturen
• javanæsehorn 40 år i naturen
• sumatranæsehorn 35 år i naturen.

De tidligste former på næsehornenes udviklingsgren (overfamilien Rhinocerotoidea) tilhørte slægten Hyrachyus, som var vidt udbredt i Asien, Europa og Nordamerika for 53 millioner år siden. De lignede mere de tidlige heste end nutidens næsehorn og manglede horn. Fra dette udgangspunkt udviklede gruppen sig til at være uhyre mangfoldig og succesfuld., og man har fundet fossiler fra flere hundrede arter i Rhinocerotoidea. Overfamilien omfattede de langbenede "løbende næsehorn" (familien Hyracodontidae), de flodhestelignende "akvatiske næsehorn" (familien Amynodontidae) og verdenshistoriens største landpattedyr Paraceratherium med en skulderhøjde på 6 meter og en vægt på 20 tons.

De egentlige næsehorn, familien Rhinocerotidae, som de nulevende arter tilhører, dukkede op i Asien og Nordamerika for ca. 40 millioner år siden. Det var dog først for omkring 28 millioner år siden, at man så de første næsehorn med horn på snuden.

Fra perioden for 18-5 millioner år siden trivedes næsehornene i Eurasien, Afrika og Nordamerika. Næsehornene i Nordamerika blev dog udryddet ca. 5 millioner år siden, og samtidig blev de fleste af de arkæiske udviklingslinjer i Eurasien og Afrika kraftigt decimeret. De overlevende linjer fortsatte deres udvikling og klarede sig endda under istiden i form af det uldhårede næsehorn (Coelodonta antiquitatis), som i øvrigt er en nær slægtning til det nulevende og pelsede sumatranæsehorn.

Det uldhårede næsehorn er en af to næsehornsarter, der tidligere har levet i Danmark; det er fundet i istidsaflejringer. Den anden art er skovnæsehornet (Dicerorhinus kirchbergensis), som formodes at have levet her i forrige mellemistid (Eem).

Javanæsehorn, sumatranæsehorn og spidssnudet næsehorn kategoriseres på IUCN's rødliste som kritisk truede (CR), pansernæsehornet som sårbart (VU) og bredsnudet næsehorn som næsten truet (NT). De to førstnævnte er nogle af verdens allermest truede pattedyr. Ifølge de seneste tal fra IUCN udgøres de sidste bestande i naturen af henholdsvis 18 voksne javanæsehorn og 30 voksne sumatranæsehorn.

At bredsnudet næsehorn i dag "kun" regnes for næsten truet er en succeshistorie inden for naturbevaring, der specifikt handler om underarten sydligt bredsnudet næsehorn (Ceratotherium simum simum). I slutningen af 1800-tallet var der muligvis kun omkring 20 individer tilbage af underarten, som fandtes i Hluhluwe–Imfolozi-området i Sydafrika. Gennem fredning kombineret med avls- og genudsætningsprojekter lykkedes det at få genopbygget en bestand på over 10.000 individer. Siden 2007 har stigende krybskytteri dog igen sat underarten under voldsomt pres. Helt slemt står det til for underarten nordligt bredsnudet næsehorn (C. s. cottoni), der tidligere var udbredt i Uganda, Tchad, Sydsudan, Den Centralafrikanske Republik og Den Demokratiske Republik Congo (DRC). I dag er der kun to overlevende individer tilbage; de er begge hunner, som er blevet forflyttet fra Garamba National Park i DRC til Ol Pejeta Conservancy i Kenya.

Den største trussel mod næsehornene er krybskytteri, som forsyner den illegale internationale handel med næsehornshorn. Næsehornshorn har traditionelt været anvendt i traditionel kinesisk medicin (især som febernedsættende middel) og til ornameterede genstande. Tidligere blev næsehornshorn brugt til skæftet af særlige ceremonielle dolke, som var populære i Yemen og visse andre mellemøstlige lande. For nylig er det blevet et eftertragtet materiale til at fremstille udskårne skåle og armringe, der sælges som dyre statussymboler.

• parrettåede hovdyr
• hovdyr