Nærsynethed er brydningsfejl i øjet kendetegnet ved, at øjeæblet er for langt i forhold til lysets brydning i øjets hornhinde og linse. Misforholdet mellem øjets længde og lysets brydning i øjet kan også udtrykkes ved, at øjets brydende kraft er for stor, hvilket bevirker, at billedet på nethinden ikke er i fokus. En nærsynet person ser sløret på afstand, hvorimod synet på nært hold er skarpt. Når alderssynet indfinder sig, vil en nærsynet person ofte kunne læse uden briller, hvilket undertiden kan mistolkes derhen, at nærsynethed ophæves af alderssynet. For at se skarpt på afstand må en nærsynet person bruge briller eller kontaktlinser, som reducerer øjets brydning (spredelinser). Nærsynethed måles i enheden dioptrier (D) og angives med et minustegn foran talværdien.
Faktaboks
- Også kendt som
-
myopi (ordet myopi kommer af græsk myopia, af myein 'lukke' og ops 'øje')
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.