murværk

Murværkets forbandt bevirker, at fuge over fuge undgås, hvilket resulterer i størst styrke. Der findes forskellige, alment kendte forbandter. En mursten anbragt på langs kaldes en løber. Er den anbragt på tværs er det en binder eller en kop. Et lag mursten i et vandret forløb kaldes et skifte, og mørtellaget mellem stenene fuger, de lodrette er stød- eller studsfuger; de vandrette lang- eller lejefuger. Fugerne er typisk 12 mm.

Munkeforbandt består af rækkefølgen to løbere og en binder, her vist med hver deres farve. Munkeforbandt er særlig hensigtsmæssigt, når kun murens skal er af mursten, idet binderne når ind i muren fra begge sider og skaber god kontakt med murens kerne.

Blokforbandt har vekselvis rene løber- og rene binderskifter i hele murens højde. Løbere i hvert skifte ligger lige over hinanden.

Krydsforbandt adskiller sig fra blokforbandt ved, at hvert andet løberskifte er forskudt en halv sten til siden. I middelalderen var munkeforbandt det mest udbredte, men krydsforbandt og blokforbandt har været almindelige siden 1500-tallet

Løber- eller skorstensforbandt består udelukkende af løbere, hvor stenene lægges midt over en studsfuge i underliggende skifte. Denne type forbandt anvendes ofte ved skalmuring, hvor bagmuren er af beton eller letbeton, og formuren, ydermuren, er en halvstensmur med løberforbandt.

Hvis bagmuren vender mod nabo, kan det være nødvendigt at opføre teglstensmuren fra indersiden. Denne fremgangsmåde kaldes at mure over hånden. Høje skorstene, tårne o.l. er ofte muret over hånden, da udvendigt stillads vil være for vanskeligt eller kostbart.

Mure betegnes efter deres tykkelse halvstensmur, helstensmur, halvandenstensmur osv. I moderne byggeri, hvor for og bagmur nødvendigvis ikke er bundet sammen af kopsten, eller hvor for og bagmur er af to forskellige materialer, anvendes der bindere af metal wires. Endvidere vil der om murværkets åbninger, døre og vinduer, typisk være muret stik, som sørger for at lede lasterne omkring åbningerne videre nedad i murværket

Teglmurværk har været et grundelement i dansk byggeri siden midten af 1100-tallet Under klassicismen fra omkring 1750 var husene ofte pudsede. Ikke-pudset murværk eller blankt murværk var igen dominerende fra midten af 1800-tallet, indtil det industrialiserede montagebyggeri slog igennem i 1950'erne.

I dag anvendes murværk af teglsten fortrinsvis i form af skalmure uden på en bagmur af letbeton eller beton. Murværk kan være forstærket med armeringsjern, stålstænger eller bjælker i fugerne og kaldes da armeret murværk. Ligeledes er de murede stik typisk erstattet med bjælker af beton eller stål.

Munkesten (27,5 cm×13 cm×8 cm) er større end nutidige teglsten (22,8 cm×10,8 cm×5,5 cm) og forekommer fortrinsvis i middelalderlige bygningsværker. Derudover kendes også flensborgstenen, som er lidt længere og smallere i højden (23 cm×10,5 cm×3,5 cm), end nutidens mursten.

Natursten er anvendt til murværk siden oldtiden, både uforarbejdede, kløvede og tilhuggede sten, fx kampesten, frådsten (kildekalk), kalksten og marmor. Natursten er siden indførelsen af teglsten i Danmark især anvendt i kombination med teglsten til særlig udsatte bygningsdele som fundamenter, kældermure, sokler og trapper samt til dekorative bånd i teglstensmure. Derudover er der store regionale tradition for anvendelse af natursten, marksten, i stuehuse og stalde på landet; ofte suppleret med teglsten omkring murværkets åbninger, da disse var lettere at tildanne. Den mest anvendte stentype i Danmark er granit, i reglen mark- eller søsten.

• tegl
• beton
• mørtel