I en podsoljordbund fra Hjerl Hede ses morlaget øverst som en sort stribe oven over en grå E-horisont.
.

Mor er et sort til brunlig, surt og næringsfattigt organisk lag øverst i en jordbund. Morlaget ligger oven på mineraljorden. Det er ikke vandmættet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet mor kommer vist af middelnedertysk mor 'sump, mose'.

Mor har et højt C/N-forhold og findes bl.a. på heder samt i nåle- og bøgeskove. Det er dannet under betingelser, der medfører en langsom nedbrydning af dødt organisk stof. Morlaget er ofte skarpt afgrænset fra mineraljorden, da store jordrodende dyr som regnorm mangler; myrer kan dog omrode jordbundshorisonterne i en mindre grad.

Laget har en sammenhængende konsistens og er rigt på svampe nederst. Bakterieaktiviteten er ringe og omsætningen langsom. I en mor dannes sure, kompleksbindende organiske forbindelser, som udvaskes til dybere horisonter.

Læs mere i Lex