moderkage

Moderkage, det for pattedyrene specielle organ, der varetager udvekslingen af nærings- og affaldsstoffer mellem moderen og fosteret under dettes udvikling i livmoderen (uterus 'børen'), og som samtidig danner en barriere, der hindrer, at moderen reagerer immunologisk mod fosteret og til en vis grad beskytter fosteret mod infektioner fra moderens organisme. Gennem et specifikt transportsystem i moderkagen overføres antistoffer fra moder til foster, således at dette bliver passivt immuniseret og beskyttet mod en række almindelige infektioner i de første måneder efter fødslen.

Moderkagen anlægges fra blastocystens ydre cellelag, trofoblasten (se fosterudvikling), der udvikles til den ydre fosterhinde, chorion, hvis overflade danner udvækster, chorionvilli, hvorigennem nærkontakten med moderorganismen etableres.

På trods af lighed i overordnet funktion er der store forskelle i moderkagens udformning selv mellem nært beslægtede pattedyrarter. På grundlag af den ydre form skelnes mellem følgende hovedtyper: diffus placenta (fx svin og hest), hvor chorionvilli er spredt jævnt over det meste af chorions overflade i bred kontakt med livmoderen; cotyledonær placenta (fx får og hjort), hvor chorionvilli er samlet i tætte grupper (cotyledoner); zonær placenta (mange rovdyr, fx hund, kat og sæl), hvor chorionvilli danner et bælte omkring chorion; og discoidal placenta (fx bjørn, menneske og visse gnavere), hvor villi er samlet inden for et enkelt skiveformet område.

Chorion er i sig selv uden blodkar, men tilføres kar, ved at blommesækken og/eller allantoissækken, der begge indeholder fosterkar, under deres vækst lægger an mod chorions inderside. Man skelner på grundlag af karrenes oprindelse mellem en blommesækplacenta og en allantoisplacenta.

Pungdyr, hvor fosteret kun når en ret lav grad af udvikling i livmoderen, inden det overføres til pungen, danner typisk kun en blommesækplacenta; nogle dyr (fx hunde) anlægger først en blommesækplacenta, som senere helt afløses af en allantoisplacenta; hos andre (fx kaniner og pindsvin) består begge gennem hele fosterlivet; hos atter andre (fx svin og menneske) dannes kun en allantoisplacenta. Hos svinet udklæder allantois næsten hele chorions inderside som grundlag for svinets diffuse placenta; hos mennesket er allantois ganske lille og leder blot karrene gennem kropsstilken (forstadiet til navlesnoren) til et mindre område af chorions inderside, svarende til menneskets discoidale placenta.