Mikroorganismer er encellede levende væsener, der er så små, at de kun kan ses i et mikroskop. Mikroorganismerne omfatter bakterier, virus, protozoer (encellede parasitter), mange svampearter (mikrosvampe) og nogle alger.
I denne sammenhæng refererer begrebet organisme til en biologisk enhed, der indeholder eller bærer den information, der er nødvendig for sin egen reproduktion og som under normale forhold kan eksistere som en uafhængig enhed.
Mikroorganismerne omfatter egentlig kun encellede organismer, men i praksis regnes også mikroskopiske livsstadier af flercellede organismer som rundorme og fladorme med til mikrobiologien.
Det blev længe diskuteret, om virus skulle opfattes som levende væsener, fordi de er helt afhængige af værtsceller for at kunne formere sig (obligat intracellulære). Under gunstige forhold kan de imidlertid overleve uafhængigt af værtscellen, og de regnes derfor som mikroorganismer. Virus kan ikke ses i lysmikroskopet men kan fotograferes i elektronmikroskopet (mikroskop).
Der findes mikroorganismer i de allerfleste miljøer inklusive vand, luft og jord. Kroppen huser milliarder af mikroorganismer både på hud og i slimhinder. Dette kaldes kroppens normalflora. Hovedparten af mikroorganismerne finder vi i tarmen (tarmflora), og mange af dem er vigtige for vores sundhed, fordi de fører til øget næringsoptagelse samt bidrager til, at immunforsvaret kan fungere optimalt. Mikroorganismerne udgør desuden en biologisk barriere både på og i kroppen, der gør det sværere for sygdomsfremkaldende mikroorganismer at vokse og etablere sig.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.