marginalisering

Arbejdsmarkeds-marginalisering sker typisk, når kvalifikationskrav og produktionsbetingelser ændrer sig. Det kan fx være i form af stigende specialisering og kompleksitet grundet stigende global konkurrence. Disse ændringer rammer særligt grupper med lav eller ingen uddannelse og grupper med svag tilknytning til arbejdsmarkedet, som kan skyldes langtidsledighed, misbrug, hjemløshed, diskrimination m.m.

Økonomisk marginalisering sker, når bestemte gruppers indkomster, formuer, forbrugsmuligheder og adgang til låntagning mindskes. Dette kan skyldes arbejdsmarkeds-marginalisering eller diskrimination. Ændringer på boligmarkedet kan også øge risikoen for manglende social mobilitet og fattigdom:

• Førstegangskøbere kan have svært ved at komme ind på boligmarkedet.
• Indbyggere i visse landområder (ofte kaldet "udkantsområder") oplever stagnerende eller faldende boligpriser. Resultatet er, at boligerne bliver svære at sælge, hvilket giver økonomiske tab og evt. gæld.

Uddannelsesmæssig marginalisering er, når bestemte individer og gruppers adgang til og vej gennem uddannelsessystemet vanskeliggøres. Dette skyldes fx:

• Manglende kendskab til uddannelsessystemets implicitte normer og værdier
• Manglende forældre evne og ressourcer til at støtte op om uddannelse
• Nedskæringer samt manglende støtte og målrettede tilbud i uddannelsessystemet.

Én form for boligmæssig marginalisering kan skyldes ændringer på boligmarkedet (se økonomisk marginalisering). En anden form for boligmæssig marginalisering skyldes politisk og mediemæssig stigmatisering og/eller diskrimination grupper af indbyggere i et givent område som man fx ser det i debatten om og udformningen af den såkaldte ghettoliste (parallelsamfundslisten). En tredje årsag til denne type marginalisering er hjemløshed eller andre sociale og økonomiske problemer, der kan gøre det vanskeligt at fastholde egen bolig.

Sundhedsmæssig marginalisering sker både på individ-niveau og kollektivt:

• Individer kan mangle viden om og ressourcer til at indgå i dialog og forhandle med sundhedsvæsnet.
• Sundhedsvæsenet kan have en ulige prioritering af forskellige typer af sygdomme.
• Der kan forekomme geografisk betingede nedskæringer, manglende personale eller forøget afstand og manglende transport til konkrete sundhedsservices og ydelser; dette har i særlig grad ramt yderregioner og visse landkommuner.

Social marginalisering sker, når individer eller grupper mister sociale relationer og udelukkes fra at deltage i sociale netværker og i foreningslivet. Årsagerne til dette kan bl.a. være langtidsledighed, stigmatisering, diskrimination, fysisk eller psykisk handikap eller sygdom samt misbrug, hjemløshed mm.

Politisk marginalisering er situationer, hvor individer eller grupper oplever manglende repræsentation og politisk indflydelse eller manglende muligheder for politisk deltagelse.

Der kan desuden være tale om en særegen og kompleks marginalisering hos specifikke grupper eller i områder. Det kan fx være langtidsledige, enlige mødre, flygtninge og etniske minoriteter, mennesker der lever med fysiske eller psykiske handikap, bestemte almene boligområder eller landkommuner.

Social eksklusion og marginalisering kom for alvor på den politiske dagsorden i Danmark under EU’s sociale topmøde, der blev afholdt i København i 1993, den daværende formand for EU-Kommissionen, Jacques Delors, holdt den afsluttende tale om social eksklusion. Denne politiske bevågenhed medvirkede også til et skifte inden for socialvidenskaberne. Man gik fra at undersøge spørgsmål omkring ulighed og klasseforhold henimod en vægtning af spørgsmål omkring effekterne af marginalisering.

I 1980'erne til midten af 1990'erne havde mange af de mennesker, der modtog sociale overførselsindkomster, arbejdsløshed som hovedproblem. Efterhånden talte man i stigende grad om, at en større andel af denne gruppe havde en række sammensatte problemer og udfordringer. Det gjorde man dels, fordi arbejdsløsheden faldt markant fra midten af 1990'erne og frem; dels fordi der kom en større bevågenhed over for andre typer af sociale udfordringer end alene arbejdsløshed.

Siden er der også kommet et stigende fokus på forskellige minoritetsgruppers manglende inklusion og sociale marginalisering. Det kan fx være etniske minoriteter, borgere med psykisk sygdom eller handikap samt køns- og seksuelle minoriteter.

Op gennem nullerne har der været meget fokus på konsekvenserne af globalisering. Det er dels i forhold til stigende konkurrence fra andre lande med lavere lønninger og mindre arbejdsmarkedsregulering; dels i form af outsourcing af produktion og services. Globaliseringen har også medvirket til en øget specialisering og ændrede kvalifikationskrav på arbejdsmarkedet, hvor individer med ingen eller kort uddannelse i stigende omfang risikere at blive marginaliserede.

På den ene side en diskussion af hvorvidt Danmark i stigende omfang kan siges at blive opdelt mellem storbymæssige vækstområder og landområder. Her ser man, at landområderne kommer til at bære præg af økonomisk stagnation, tab af arbejdspladser, netto befolkningsnedgang og ændret befolkningssammensætning med færre i den arbejdsdygtige alder og flere ældre.

Det har betydet, at en række kommuner over en årrække har oplevet et øget pres på velfærden i kombination med et faldende skattegrundlag. Denne udvikling har medført en faglig og politisk diskussion om, i hvilket omfang den statslige centralisering har forstærket tendensen til områdemæssige marginalisering. Med centralisering menes løbende lukning af folkeskoler, sygehuse og andre statslige og kommunale institutioner særligt i provinsen og de mindre byer. Dette har også bidraget til en diskussion om omfanget og nødvendigheden af regional og kommunal udligning mellem rige byer og marginaliserede landkommuner.

På den anden side har der også været et stigende fokus på marginaliserede by- og boligområder. Diskussionen går tilbage til slutningen af 1980'erne med bl.a. regeringens byudvalg fra 1993, men som efter lanceringen af regeringens såkaldte ghettoliste i 2010 har fået meget stor politisk, mediemæssig og forskningsmæssig bevågenhed. Herunder har der været stor opmærksomhed på, hvorvidt regeringens ghetto- og parallelsamfundslister er udtryk for stigmatisering og diskrimination og hermed har medvirket til at øge marginaliseringen af områderne og deres beboere.

Selve begrebet social eksklusion blev formuleret af René Lenoir (1927-2017), der var Jacques Chirac-regeringens generalsekretær for sociale anliggender. I 1974 udgav han bogen Les Exclus: un Français sur dix (på dansk: 'De ekskluderede: en ud af ti franskmænd'). Her anslog han, at en ud af ti franskmænd var marginaliserede eller i fare for social eksklusion, herunder: psykisk syge, handikappede, selvmordstruede, invalide pensionister, misbrugte børn, hjemløse, stofmisbrugere, enlige forældre, asociale personer og multiproblem familier og andre socialt utilpassede individer. Fælles for alle disse marginaliserede grupper var, at de på forskellige vis faldt udenfor det franske sociale sikkerhedsnet.

Efterhånden som den økonomiske og politisk krise blev forværret op gennem halvfjerdserne, kom debatten også til at fokusere på langtidsledige og den stigende ungdomsarbejdsløshed. I 1980'erne udviklede debatterne om social eksklusion og marginalisering sig til også at inddrage spørgsmålet om en stigende fremmedfjendskhed på den ene side og på den anden spørgsmålet om integrationen af migrantarbejdere, postkoloniale migranter og deres efterkommere.

Fra slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne blev diskussionen igen udvidet til også at dække over de stigmatiserede sociale boligbyggerier og deres beboere. Disse byggerier var i Frankrig på linje med mange andre vesteuropæiske lande blevet opført i udkanten af de større byer i løbet af 1960'erne og 1970'erne.

Denne udvikling med en gradvis nuancering af marginaliseringsbegrebet, hvor stadigt flere aspekter tilføjes, har også ført til en diskussion om, hvorvidt social eksklusion i sidste ende kan true den sociale sammenhængskraft. Eller med andre ord en situation hvor samfundets kollektive normer og værdier udvandes eller trues, fordi en stigende andel af samfundets medlemmer står udenfor eller i opposition til disse.

Fra Frankrig spredte disse diskussioner sig i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne via EU til resten af Europa samt til både USA og Canada. Særligt under Jacques Delors' formandskab for Europa-Kommissionen i perioden 1985-1995 kom EU til at drive og tegne diskussionerne omkring marginalisering og social eksklusion. Sporene fra disse er bl.a. tydelige i EU's beskæftigelsespolitik og i EU's social- og arbejdsmarkedspolitik. I dag definerer EU social eksklusion som ’en situation, hvor en person forhindres (eller udelukkes) fra at bidrage til og drage fordel af økonomiske og sociale fremskridt’.