Mannose, kulhydrat (hexose), der adskiller sig fra glukose ved placeringen af hydroxygruppen ved kulstofatom nr. 2. D-mannose og derivater heraf, fx N-acetylmannosamin, indgår i glykoproteiner. Mannose indbygges heri via mannose-1-fosfat, der kan dannes fra glukose. N-acetylmannosamin dannet fra N-acetylglukosamin er udgangsstof for dannelsen af N-acetylneuraminsyre og andre sialater.

Faktaboks

Etymologi
Ordet mannose kommer af manna og -ose.

Mannose-6-fosfat anvendes i alle celler som adressemærkat på de nydannede enzymer, der skal transporteres til cellernes "mavesække", lysosomerne. Her nedbryder enzymerne proteiner, fedt, kulhydrater mv.