Luftforurening er luftbårne gasser og partikler med negative effekter på sundhed, natur, materialer eller klima. Bemærk, at klimaeffekter her er medtaget som en effekt af luftforurening, selv om effekten af klimagasser og den tilsvarende klimaeffekt af partikler ikke altid og ikke i alle sammenhænge betragtes som luftforurening.
Effekter af luftforurening kan være effekter af episoder, det vil sige korte perioder med forhøjede koncentrationer eller afsætninger af forurening. Luftforureningseffekter kan imidlertid også være langtidseffekter. Eksempelvis er det ikke kun episoder med stærkt forhøjede koncentrationer, som har betydning; også udsættelse for lettere forhøjede koncentrationer af luftbårne partikler og/eller gasser gennem længere tid kan føre til sundhedseffekter. Desuden kan langtidseffekter være klimaeffekter af gasser eller partikler, som står på gennem mange årtier eller tilmed århundreder.
Et eksempel på en luftforurening med mange forskelligartede effekter er ozon (O3), som er en stærkt reaktiv gas dannet ved kemiske reaktioner i atmosfæren. Ozon er gavnlig i stratosfæren omkring 15–25 km oppe i atmosfæren, hvor den beskytter livet på jorden mod skadelig ultraviolet stråling fra solen. Den høje koncentration af ozon i det, som betegnes ozonlaget oppe i stratosfæren, vil vi derfor ikke betragte som en luftforurening. I troposfæren tættere ved jordens overflade er ozon imidlertid sundhedsskadelig, den har negative effekter på dyr og planter i naturen, og den medfører tab af en række landbrugsafgrøder. Dertil kommer, at ozon samtidig er en klimagas, som medvirker til øget klimaeffekt. Forhøjede koncentrationer af ozon i troposfæren betragter vi derfor som en luftforurening.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.