Loggia, åben, men overdækket gang under eller langs en bygning, ofte i form af en buegang. Loggiaen kan også være en selvstændig bygning, der åbner sig med kolonnader eller arkader mod en eller flere sider, fx den mægtige Loggia dei Lanzi i Firenze.

Faktaboks

Etymologi
Ordet loggia kommer af italiensk og er samme ord som loge.

I nyere dansk boligbyggeri bruges ordet undertiden om de brede, overdækkede altangange, som er beregnet til både adgangs- og opholdsarealer.