Liverne var et folk i Baltikum. De kendes siden omkring år 1000 som bosat langs kysterne af Riga Bugt i det nordlige Kurland og i Livland (som de har givet navn til).

Faktaboks

Også kendt som

på livisk līvlizt og rāndalizt; sidstnævnte betyder ‘kystfolk’

Assimilationen

I århundredernes løb blev liverne assimileret ind i den lettiske befolkning. Den sidste person, der havde livisk som modersmål, døde i 2013 i Canada, men i folketællinger i Letland, Estland og Rusland registreres fortsat enkelte livere.

Livernes sprog

Deres sprog livisk er et østersøfinsk sprog, dvs. nært beslægtet med bl.a. estisk og finsk. Sproget udvikledes aldrig til kirkesprog og først meget sent til skriftsprog.

Dansk bidrag til forskningshistorien

Sprogforskeren Andreas Johan Sjögren (1794-1855) fra Finland og hans baltisktyske fagfælle Ferdinand Johann Wiedemann (1805-1887) fra det nuværende Estland publicerede i 1800-tallet grundlæggende forskning om liverne og livisk. Deres sproglige baggrund gjorde dog, at de ikke bemærkede en vigtig detalje: Da den danske sprogforsker Vilhelm Thomsen i 1890 fik lejlighed til at tale med en livisk sømand i København, opdagede han, at stød ligesom på dansk er et betydningsadskillende element i livisk udtale. Stødet i livisk udvikledes sandsynligvis under indflydelse fra lettisk.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig