litauisk

Blandt dialekterne, der er meget forskellige, hvad udtale, bøjningssystem og ordforråd angår, er hoveddialekterne žemaitisk eller vestlitauisk og aukštaitisk eller højlitauisk, der tales i Litauens østlige, sydlige og centrale del samt i Polens nordøstlige og Hvideruslands nordvestlige områder.

Den tidligste bevarede tekst på litauisk er De dzukiske bønner, en bedetekst fra 1503, der er skrevet på højlitauisk. Den første litauiske bog, M. Mažvydas' Katekismus fra 1547, er primært vestlitauisk, men med træk fra højlitauisk. I slutningen af 1800-t. blev den højlitauiske dialekt, der tales i Litauens sydvestlige del, dominerende og dannede basis for det litauiske skriftsprog.

Det moderne litauiske alfabet anvender foruden traditionelle latinske bogstaver de specielle ą [ɑ:], ę [a:], į [i:], ų og ū [u:], ė [e:], š [ʃ], ž [ʒ] og č [ʧ]. Ofte forskydes tryk under bøjning systematisk fra ordets stamme til dets endelse og omvendt, fx har ˈvilkas 'ulv' plur. vilˈkai.

Litauisk har længe været genstand for stor interesse inden for diakron indoeuropæisk forskning, fordi sproget har bevaret mange træk af fonetisk, morfologisk og ordforrådsmæssig art fra det indoeuropæiske grundsprogs tid, fx ordtoner, pronominer i dualis og substantivernes syv kasus, jf. bøjningen af 'mand':

Substantiver og adjektiver har ingen artikler, mens bestemthed udtrykkes ved demonstrative pronominer og partitiv genitiv, fx

dvs. 'der bor ulve i denne skov'. Verbernes bøjningssystem er omfattende og rummer bl.a. aktive og passive participier samt gerundium og gerundiv.

I ordforrådet indgår mange arkaisk prægede indoeuropæiske ord, fx laukas 'mark' af indoeur. *loukos 'lysning' og sūnus 'søn' af indoeur. *sūnus 'søn', fælles baltiske og slaviske ord, fx galva 'hoved' og karvė 'ko', urbaltiske ord, fx kaklas 'nakke' og briedis 'elg', og i begrænset omfang desuden låneord fra polsk, hviderussisk, russisk og tysk.