Ligaser er en gruppe af enzymer, som katalyserer kemiske reaktioner, hvor molekyler bindes sammen under forbrug af ATP.

Faktaboks

Etymologi
Ordet ligase kommer af latin ligare 'binde sammen' og -ase.

Eksempelvis er enzymet pyruvatcarboxylase en ligase:

ATP + pyruvat + bicarbonat ⇄ oxaloacetat + ADP + fosfat.

Også enzymer i klassen kinaser bruger ATP, men her indbygges fosfat i reaktionsproduktet i modsætning til en ligasereaktion, hvor fosfat frigøres.

Ligaser katalyserer ligeledes ligeringen (sammensmeltningen) af to nukleinsyremolekyler. Man skelner mellem DNA- og RNA-ligaser med aktivitet over for hhv. DNA og RNA.

Læs mere i Lex